Når dit indre trevler..

Linda Sivertsen

Linda Sivertsen

Det kom snigende med små ryk, så små at jeg ikke lagde spor mærke til det.
Forestil dig at du er ude at gå en tur, det er lidt køligt, men solen skinner. Du har din yndlings sweater på til at holde dig varm, den er i de farver du elsker allermest. Du er glad og alt synes skønt, selv de mindste ting bringer smilet frem på dine læber.
Du går ved nogle buske og får ramt en gren, der kom et lille hul i din sweater, men ikke noget man rigtigt kan se, lidt irriterende, men pyt nu med det. Du går derfor videre som var intet hændt. Hvad du ikke har lagt mærke til at en anden gren har fået fat på din sweater og langsomt trevler den op, samtidig med at du bevæger dig væk.
Farverne på din sweater begynder at forsvinde og du føler at det bliver koldere, men alligevel fortsætter du, fordi du ikke føler at der er tid til at stoppe op. Du har passeret mange på din vej, fremmede, venner og bekendte, men ingen har lagt mærke at din bluse er trevlet. Ingen har bekymret sig.
Lige pludselig føles det utrolig koldt. Solens stråler bliver blokeret af de mørke skyer der virker faretruende . Dit fokus ændre sig, det går op for dig at din sweater er næsten helt forsvundet.. Du har nu kun en lille stump tilbage af noget der før bragte dig så meget glæde. At gå tilbage og samle det hele op vil tage noget tid og der er ingen garanti for at du kan få det hele tilbage eller for at det overhovedet bliver det samme. Så hvad gør du nu?

For at forklare det ganske kort, så symbolisere sweateren mit indre.
Jeg har været så fokuseret på hvad jeg skulle være for andre, at jeg helt har glemt mig selv. Langsomt har jeg trukket mig ind i mig selv – hvilket jeg har kunne, fordi ingen har lagt mærke til at min opførsel har været anderledes end den plejer.
Når nogen har spurgt hvordan jeg har det og hvordan det går, så har jeg løjet og sagt at alt går helt fint. Jeg lyver ellers aldrig om sådan noget og det var ikke planlagt.. Det virkede bare som det nemmeste. Måske fordi det gav mig plads til at flygte.

Jeg var stort set stoppet med at skrive til folk. Jeg kunne ikke overskue at svare på opkald eller have fokus på de sociale medier. Jeg så ikke fjernsyn og kom ikke rigtigt udenfor. Jeg har bare ligget på sofaen, kigget rundt og sovet for det meste. Med tiden så holdt tårerne op med at trille og blev erstattet med en følelse af tomrum.
Jeg er normalt i mine følelsersvold med 100%. Hvilket gælder alt det gode og alt det mindre gode. Jeg er normalt farverig så det batter. Dette er en stor del af det der gør mig til den jeg er, men der var intet at give af. Jeg var helt tom.

Det absolut hårdeste ved at have det sådan her, har været min manglende evne til at slå igennem som mor. Dragen er blevet teenager og med det kommer hormoner og det går så stærkt at jeg ikke kan følge med.. Alt i alt, jeg har følt mig som en kæmpe stor fiasko som mor!!
Men det har ikke kun været skidt, for selvom mit overskud har været meget begrænset, så jeg har været bedre til at sætte grænser og håndhæve konsekvenser, når hun har trodset vores aftaler. Jeg har egentlig været ligeglad med, om de ting jeg bad hende om gjorde hende sur, for de skulle bare gøres. Det har simpelthen ikke være til diskussion.

På trods af hvordan jeg havde det, så var det største fokus at holde hovedet oven vande, så jeg kunne beholde min praktikplads, på min uddannelse som beklædningshåndværker. Det er stadig det jeg ønsker og jeg ved at jeg er igang med den rigtige uddannelse for mig. Så alt min energi er gået til dette og bagefter har der bare ikke været mere at give eller at tage af.

Jeg føler mig stadig tom indeni, men prøver at tvinge glæden frem. Ikke at det ikke er okay at være trist, men det er bare ikke det, som jeg synes skal definere hvem jeg er og det skal ikke have lov til at styre mit liv.
Så jeg prøver at komme ovenpå igen og første skridt er, at erkende at der er noget galt, så det gør jeg.
Jeg har for nyligt delt hvordan jeg har det med nogen der står mig nær, både befriende og angstprovokerende.
Nu deler jeg det med jer følgere her hos kvinder uden filter. Jeg er sikker på at mange kan nikke genkendende til hvordan jeg har det, særligt det med at føle sig tom og alene, selvom man er i en verden omgivet af mennesker der kun ønsker en det bedste.

Hvis du er kommet så langt, så skal du have tak fordi du fordi du læste med ❤️

Venligst Linda

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Kære Linda,
    Som du selv skriver, så er første skridt at erkende at noget ikke helt er som det skal være, fordi så kan man ligesom tage den derfra.
    Der findes et hav af råd, men jeg vil nøjes med at sige, lyt til dig selv, dyrk dig selv og tag det hele i dit tempo, og se om du kan acceptere at der findes sgu ikke et quick fix på sådan noget der. Det tager tid!
    Når det så er sagt, så har jeg sendt 1000 krammere i din retning.
    Pas på dig selv <3

    1. Linda Sivertsen

      Tusind tak for dit svar, det betyder meget 🌼
      Og du har helt ret, der er intet quick- fix til det. Det vil tage den tid det tager, men jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive godt igen. Hvad der så indebærer, det finder jeg vel nok ud af med tiden.

      Tak for alle krammer ene, de varmer virkelig på et tørt sted ❤️

Skriv et svar

Linda Sivertsen

Linda Sivertsen

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg