Spinning Shit!

Kære Dagbog Jeg blev inviteret på date af den her rigtig lækre sportsfyr. Han var fra nabobyen, så vi er stødt ind i hinanden tilfældigt nogle gange, bla. ved flere skole-arrangementer. Han spurgte, om jeg havde prøvet spinning før, og om jeg kunne være interesseret i at mødes til en spinning-time efterfulgt af en frokost. Jeg har aldrig prøvet spinning sådan rigtig for alvor, og er jo ikke den store sports-freak. Vi ved jo alle sammen, hvordan det gik med daten på MTB, hvor jeg nærmest slog mig selv halvt ihjel. (ellers læs her MTB-date med livet som indsats.) – Men jeg takkede ja! Tænkte, hvor slemt kan det gå, cyklen står jo trods alt stille og tog det som en kærkommen udfordring. Alle vegne bliver vi bombarderet med at bryde grænser og komme ud af vores komfortzone, og jeg bed mærke i, at han nævnte en frokost efterfølgende.

Det skulle vise sig at gå i en helt anden retning, end forventet!

Dagen kom, og jeg tøvede lidt, da jeg blev omringet af de andre motionister. Der er altså noget særligt ved midaldrende mænd med far-dunk og tynde ben i lycra? Min date var heldigvis en af de flottere; Høj, muskuløs på den der atletiske måde, så lycra-dragten kun var til hans fordel. Mums altså! Selv havde jeg lånt mig frem til lidt udstyr og af gammel vane, havde jeg faktisk også medbragt hjelm, men som en af de øvrige deltagere høfligt sagde til mig:  “Dén der, får du altså ikke brug for…” Han skulle bare vide, men jeg lyttede til hans råd og lagde den væk. Til min store overraskelse, viste det sig at min date VAR instruktøren ?! – og måske netop deraf denne kæmpe begejstring for sporten. Det gjorde mig nu ikke noget, havde jo lært fra tidligere at det altid er godt, at lade manden vise sig fra sin stærke side, især på første date. Han var nu meget sød. Stod dejlig tæt og duftede vidunderligt, da han fik mig installeret på en cykel midt i rummet, så jeg sad perfekt lige over for ham. Han instruerede mig venligt i cyklens funktioner, watt belastning og selve træningens forløb. Han små flirtede, blinkede, og vi smilede til hinanden. Jeg var lidt nervøs, men det gik godt. Af hvad jeg kender til spinning er det nogle hardcore typer, trampe musik og sved i kaskader, og jeg er absolut ikke hardcore eller i god form! Timen gik i gang, og instruktørens energi-niveau røg direkte i vejret! Om det var min tilstedeværelse, der fyrede godt op under ham, eller om han altid var så engageret vides ikke. – Men, at dømme ud fra stemningen på holdet, så var de velkendte med hans ihærdighed.  Tempoet farede op og ned, som et børne disko med en frisk Dj, og vi var danserne på gulvet. Jeg var lidt skeptisk, men stemningen smittede totalt, og jeg blev alligevel grebet af stemningen. Pludselig så jeg mig selv give den alt jeg havde og hujede på de helt rigtige tidspunkter med alle stammedlemmerne. Jeg følte mig nærmest som een af dem! Pludselig, meget ubelejligt, fik jeg rumlen i maven. Nej! si’ det Løgn! Jeg fik de værste mavekramper, og vred mig i smerte på cyklen, forsøgte at bevare mit smil. Var i tvivl om jeg skulle stå af cyklen og skynde mig på toilettet, eller om jeg kunne forsætte. Jeg rejste mig op i sadlen, og cyklede med så godt jeg kunne. Det var lige som om det hjalp lidt. – men alligevel ikke helt. Kunne mærke min mave boble og rumle på den virkelig dårlige måde. Heldigvis overdøvede musikken larmen fra min mave. – MEN så! Så kunne jeg altså ikke holde mig længere, og det var nu! Klik-pedalerne drillede, da jeg skulle af, og jeg gik i total panik, så jeg næsten stod på røv og albuer for at komme af cyklen! “Åh nej, årh nej!” tænkte jeg: “ Det må ikke ske, det må virkelig ikke ske!” – Men det gjorde det! Samtidig med at jeg fik revet døren op fra cykel-salen og kunne se toilettet for enden af gangen, sagde det “ Bbbbååååttt!!!!” så det rungede i hele lokalet. Det lød naturligvis i den kunstpause der var i musikken samtidigt. ALLE, inklusiv instruktøren, hørte brølet, uden tvivl! Og det var ikke det værste. Det begyndte at sive ned af indersiden af låret, og der formede sig en fin, stor, brun plet i kanten af siddepuden i mine bukser. Jep! Jeg havde skidt i bukserne. Jeg skyndte mig mod omklædningen, mens der skiftevis flød afføring og skam ud af mig. Min stolthed røg, da jeg nærmest skvattede af cyklen, men de sørgelige rester af værdighed lå nu i mine bukser. Jeg gemte mig på toilettet, imens jeg spekulerede på, hvor længe jeg kunne blive siddende? Jeg kunne dø lige der! Min mave rumlede, boblede og eksploderede ned i kummen. Jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle komme fra omklædningen og ud til bilen, og det var som om elendigheden bare forsatte; Da jeg til min store fortrydelse opdagede, at jeg havde glemt rene trusser og skiftebukser. Mine lidelser var endeløse, ret bogstaveligt, og med koldsveden piblende ned af ryggen, måtte jeg vikle et håndklæde om livet og smutte uset hen til bilen. Det var selvfølgelig ikke en mulighed, i indgangspartiet mødte jeg flere måbende medlemmer, og spinningsalen har åbent vinduesparti direkte mod p-pladsen. Alle kunne se mig!  Jeg sms’ede til daten, at jeg var taget hjem! – ikke at han var i tvivl, det var mere af høflighed. OG NEJ ! Jeg så ham aldrig igen. Han svarede heller ikke tilbage. Jeg frygter stadig den dag, jeg møder ham til næste skole arrangement! Kære Dagbog, hvordan kommer man sig nogen sinde efter sådan en gang Spinning Shit??