Kvinde! Påskøn dig selv!

Man genkender følelsen i kroppen. Den strammende fornemmelse i halsen, som breder sig og virker kvælende.
En følelse, som de fleste mestrer ved at bryde ud i gråd og få afløb. Som så ofte før misunder man dem, som kan græde. Dem, som er så modige, at de tør stå ved følelsen af at være ked af og såret ved også at vise den.

Gid det var så nemt.

Som så ofte før, mærker man tårerne presse på. Men i stedet for at lukke op for et eksplosivt vandfald i uanede mængder, tager man en beslutning om at “slukke” for følelserne. Og med et var de væk!

I stedet flytter man fokus væk fra følelsen af at være trist, fordi man tvivler på, om den nu også er retmæssig. Måske har man ikke lov til at føle sig som den forurettede? Selvom man er ret så sikker på, ikke at have trådt nogen over tæerne, kommer tvivlen snigende. Måske talte man ikke så anerkendende, som man husker? Måske var det ens egen skyld? Måske har man misforstået? Måske er man for nærtagende?

Forvirringen er total og overskygger på alle måder, den knude man tidligere fornemmede i halsen. Måske burde man ringe til nogen? Men hvordan skal man få råd og støtte til at håndtere en uro i kroppen, som man hverken forstår eller kan forklare. Tvivlen vokser og vokser samtidig med følelsen af at være et ubetydeligt lille menneske, som ikke fortjener at blive holdt af.

KVINDE! STOP DIG SELV!
Og det er bare lige nu… Og nej… Lad være med at suse hen i Rema hurtigere end en løve nedlægger en Zebra, bare for at kunne håndtere tvivlen med 300 gram kærligheds-chokolade. I dag er nemlig en ny dag, i dag skal du øve dig i at have tillid til dig selv.

Stol på, at den triste følelse af at være ked af det var berettiget. Du følte dig trådt på og det skal du fanden-gale-mig have lov til at være ked af. Vi er alle mennesker, og alle bliver vi kede af det ind i mellem. Hvorfor skulle det være anderledes for dig? Du er ligeså meget værd, som alle andre og har ret til gråd, løbenæse og rødsprængte øjne.

Påskøn dig selv, når du mærker tvivlen. Lyt ikke til stemmerne i hovedet, der forsøger at forhindre dig i at mærke og lytte til din krop. Find et stykke papir og en kuglepen og giv dig selv så meget visuel nedskrevet kærlighed, som du kan komme i tanker om.

Skriv, hvad du elsker ved dig selv. Hvad DU elsker og sætter pris på, ikke alle andre. Tillad dig at skamrose og overdynge dig selv med alt, hvad du indeholder af rendyrket kvalitet.

Måske er du:

Udadvendt
Hjælpsom
Kærlig

Eller:

Fræk i sengen
God til at bage
Dygtig til dit arbejde

Det du skriver kan være en uendelig mængde af forskellige kvaliteter alt fra: At flette hår til at være ansvarsbevidst. Pointen er, at du skal begynde at indse, at du er noget værd. Du er fantastisk til en helt masse og alle de følelser og tanker du rummer, har du ret til. Også selvom følelserne ikke altid er lige behagelige at mærke og håndtere.

Mens du skriver ned, så vil “minus-listen” med garanti poppe op i dit hovede. Man kan da ikke slippe afsted med at være selvfed forfatter uden at blive mindet om, at man også har en del mangler. Men før du lader hjernen løbe afsted med tanker og idéer om, at du er fed, rynket og alt for dårlig til at ringe tilbage til din mor, så tag en beslutning om at være selvfed for en stund. Giv dig selv lov til at fokusere på alt det positive, du indeholder og lad dig opsluge af den ukendte følelse, du begynder at mærke i din mave jo flere ting, du skriver ned. Fyld på! Alt hvad du tænker skal skrives ned og læs dine egne ord igen og igen. Mærk efter og husk den følelser du får i kroppen, når du lidt efter lidt overbeviser dig selv om, at du er et fucking awesome menneske, for det er du!

Og husk det næste gang livet byder på hændelser som gør dig trist. Tillad dig selv at græde, at tørre snotten væk fra næsen med dit ærme og lad dit smukke ansigt svulme. Du er et skønt menneske og du har lige så meget ret til at være ked af det, som alle andre.

Husk på din liste og omgiv dig selv med mennesker, som påskønner dig for alle de fantastiske kvaliteter du har.