Når korthuset vælter…

Igennem en del år har jeg haft alt for mange sten i rygsækken, som jeg ikke har fået lagt fra mig i tide.
De har tynget og stille og roligt er der kommet flere og flere til.

Jeg troede egentlig, at jeg sagtens kunne klare det.
Hvis bare jeg lige holdt en dag eller to fri, til lige at trække vejret, eller sygemeldte mig, når kroppen slet ikke kunne klare at komme ud af sengen den dag.
Hvis jeg bare knoklede igennem på mit job, så tankerne ikke fik taget over.
Hvis bare jeg underviste en masse dansetimer, så jeg kunne glemme tid og sted og bare være fri på mit dansegulv.

Men det hjalp ikke… Det skubbede bare endnu mere til det korthus, der i lang tid har været ved at vælte med et brag.

For nogle uger siden, fik jeg sagt til mine kollegaer, at det hylede i mine ører, og at jeg gennem lang tid havde været svimmel (også når jeg lå ned i min seng), og bare var træt med træt på.
De bad mig straks om at gå til lægen.

Jeg fik taget en masse blodprøver og en EKG, men alt var fint.
Jeg fortalte, at jeg var træt, sov dårligt, og brød tit sammen i gråd, når jeg var alene.
Jeg fortalte min læge, at jeg gik igennem nogle personlige problemer, og sammen med et kæmpe arbejdspres siden Corona lukkede landet ned, og en meget underlig sommerferie, hvor jeg ikke fandt den ro jeg plejer, så besluttede hun sig for, at det nok var bedst, hvis jeg sygemeldte mig fra mit job i 2 uger for at få noget ro på mig.
Ikke andet ?! Ingen henvisning til en psykolog, en terapeut eller måske noget at sove på.
Hun mente dog, at jeg måske burde skifte arbejde ?!
Hvilket jeg var meget uforstående overfor, da jeg trives rigitig godt på min arbejdsplads, og ikke kan se, hvad det skulle hjælpe mig med at komme ovenpå igen, når det der virkelig har væltet mig, er de personlige problemer (som jeg ikke vil uddybe her) jeg går rundt med i den tunge rygsæk, der her kan kaldes livet udfordringer – fra fortiden, nutiden og fremtiden.  

Jeg har nu været sygemeldt i en uge og jeg er ved at blive ”tosset” af bare at være hjemme, cykle/gå ture, læse bøger og se en masse tv.
Jeg sover længe, prøver at komme tidligt i seng – hvilket skulle give mig masser af god søvn, hvis det ikke var for de forbandet mareridt jeg har hver evig eneste nat.
Jeg går rundt om mig selv som en løve i et bur,  og prøver ikke at gøre huset rent for 10.gang på en uge.
Jeg burde slappe max af, men kan slet ikke finde ro.
Prøver at spise, selv om appetitten er meget lav. Men det kan så være godt for vægten, tænker jeg.
Mine tanker kører på højtryk, mine øjne er snart være tømt for tårer, og jeg har allermest lyst til at stille mig et højt sted og skrige mine lunger ud…..

Det er længe siden, jeg har haft så meget MIG-tid, og så meget tid til at tænke og mærke mig selv.
Jeg har allermest lyst til at tage på job i næste uge, for så slipper jeg for at tænke for meget over, hvordan jeg egentlig har det. Jeg slipper for at mærke mig selv. Jeg slipper for at drage omsorg for mig selv, og jeg slipper for at mærke hvor sårbar jeg er.

Men jeg ved godt at det ikke er løsningen.
Jeg ved godt, at jeg er nødt til at være passe på mig selv.
Jeg er nødt til at mærke – også selv om det gør ondt.
Jeg er nødt til at få grædt de tårer, også selv om jeg er den eneste der pt. kan trøste mig.
Jeg er nødt til at tænke alle de gode og de dumme tanker igennem.
Jeg er nødt til at trække vejret så dybt og tungt, at det kan mærkes i hele kroppen.
Jeg er nødt til at drage omsorg for mig selv – og ingen andre – KUN MIG.

Men det er pisse svært..
Især fordi jeg er hende, der altid er der for alle andre, drager omsorg for dem, lytter til dem, giver dem gode råd, hvis de vil have det, lader dem græde ud hos mig.
Hende der altid siger: Hvad kan jeg hjælpe dig med, både i privatlivet og på jobbet.
Hende der sjældent siger nej, når nogen spørger, om jeg vil med til noget, selv om jeg egentlig ikke helt har lyst, eller orker det, fordi ugen har budt på alt for mange aftaler (mest dans eller arbejde), men ikke kan lide at sige nej, for nu er der jo en, der gerne vil være sammen med mig.
Hende der ikke kan lide at svigte.
Hende der putter sine egne behov ind i skabet igen, for at kunne være der 110% for andre, der har brug for mig.

Men nu skal jeg være der for mig selv…
Jeg skal være STÆRK for mig.
Jeg skal være SÅRBAR for mig.
Jeg skal være TRO overfor mig.

I dag var min første prøvelse i at sætte mig selv først.
Jeg skulle have været med til min skønne venindes babyshower, en veninde, som minder vildt meget om mig selv – når vi taler om at være der for alle andre, støtte og hjælpe og lytte og give varme kram.
Jeg ville så gerne have været med til at fejre hende… Men alt i min krop skreg NEJ.
Angsten tog over, og tanken om at skulle møde hendes veninder, som jeg ikke kendte, gav mig koldsved og åndenød.
Normalt ville jeg kun syntes, det var super hyggeligt at møde andre nye mennesker,  for jeg elsker at tilføje nye bekendtskaber til mit netværk.
Men pt. kan jeg ikke, jeg kan ikke give det af mig, som andre nok forventer.
Hende den glade, åbne, imødekommende, snaksaglige og sjove Charlotte.

Så jeg meldte afbud i 7. time. Med pisse dårlig samvittighed, for jeg vidste jo godt, at jeg svigtende en veninde jeg holder mega meget af, og også dem der havde arrangeret babyshower til hende.
Gudskelov har jeg, som i nok har forstået, en meget sød og forstående veninde, så da hun hørte om mit afbud, blev jeg kun mødt af forståelse og kærlighed, hvilket gjorde det lidt nemmere at måtte melde fra.
Men den dårlige samvittighed nager stadig.. Men det er jo kun mig selv, som kan fjerne den, og det er så det jeg har brugt det meste af i går og i dag på – at fortælle mig selv, at det er helt OKAY, at jeg satte mig selv først, og drog omsorg for mig selv.

Jeg bruger næste uge på at arbejde videre med mig selv.
Jeg skal nok lade være med at tage på arbejde, for så ved jeg, at jeg bliver sendt hjem igen af mine omsorgsfulde kollegaer, og jeg ved også, at det blot ville være at flygte for at mærke mig selv rigtigt. 

Jeg har også fået tid hos en psykolog, som forhåbentlig kan hjælpe mig med nogle gode redskaber, til at få tømt den rygsæk, løfte mit hoved og fortælle mig selv: JEG KOMMER I FØRSTE RÆKKE.
For hvis ikke jeg er der for mig selv først, så kan jeg jo ikke være der for nogen andre.
Lige som i flyveren – din egen iltmaske på først, før du hjælper andre med deres. 

ALT SKAL NOK BLIVE GODT IGEN, IKK ?!


Tusind tak fordi du læser med <3 






Kærligst Charlotte

Følg mig gerne på Instagram

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. Avatar
    Sanne

    Årh søde, det er faktisk ofte de stærke og samvittighedsfulde der går ned. Jeg Har været turen igennem helt tilbage sidst i 90’erne. Det er fint med ekstern hjælp, men faktum er at det kun er dig der kan ændre på tilstanden. Jeg lærte mig selv at meditere og læste Louise Hay’s bog Helbred dit liv, tog det jeg fandt nyttigt og lod resten være – det er jo en amerikansk bog. Jeg håber at du finder nogle gode brugbare redskaber, du kan aktivere ved behov for resten af dit liv, jeg ved helt klart med mig selv når jeg er på afveje.
    Gid bedring
    Knus

    1. Avatar
      Charlotte Frølund

      Tusind tak for at dele <3 og jeg kan kun give dig ret i at det ofte er de stærke og samvittighedsfulde som ender med at gå ned med et brag, og når man som jeg også er en pleaser, så gør det ikke min situation nemmere - for jeg har evig dårlig samvittighed over de mennesker jeg pt. svigter.
      Jeg er i fuld gang med at *Hjælpe mig selv* og har også nogle redskaber jeg pt. bruger, men jeg kan godt mærke at jeg skal have lidt hjælp udefra - især til at fjerne den hammer, som jeg bruger til at slå mig selv i hovedet med hele tiden.
      Men jeg ved at jeg er på vej, bare det at sygemelde mig - kræver mega meget af mig, for jeg var så bange for at det skulle være et svaghedstegn... men det har jeg lært mig selv at det er det ikke.. det er et omsorgstegn for mig selv til mig selv <3

  2. Avatar
    Randi

    ❤❤❤ hvor er jeg, oprigtig glad for, at du har valgt at lytte til dine kollegaer. Også selvom at du har svært ved den ‘rejse’ du er på, følelsesmæssigt, lige nu. Du har den største opbakning herfra, jeg vil altid heppe på dig ❤❤❤

    1. Avatar
      Charlotte Frølund

      Tak for dine søde og varme og opbakkende ord <3 Det betyder meget for mig <3

Skriv et svar