En weekend som tog mig tilbage til fortiden

I sidste weekend tog jeg toget tilbage til Odense.
Ja jeg skriver tilbage, for selv om at jeg er født og opvokset på Amager, så var Odense på et tidspunkt mit andet hjem.
For her boede min Store Kærlighed og min Sjæleven.
Ham der blev Far til mit barn.

Jeg skulle til Odense for at besøge to fantastiske, dejlige mande-venner, som jeg lærte af kende, da jeg var sammen min “ex-mand” og som jeg har kendt nu i små 30 år, men ikke har set de sidste 20 år, udover vores facebook-kontakt.

Det blev en weekend fyldt med følelser, grin, venskaber, oplevelser, minder, glæde, savn, tårer og kærlighed.
Jeg har været på en følelsesmæssig rutschebanetur, fordi at denne weekend rummede så mange minder om dengang, jeg var smaskhamrende forelsket og hver weekend stod på Odense banegård og kyssede ham, der havde ”stjålet” mit hjerte farvel, velvidende om, at der nu ville gå en hel uge, før han igen kyssede mig goddag på samme banegård, når jeg kom tilbage til hans by.

Mens jeg stod der i sidste weekend og ventede på toget, som skulle køre mig hjem til København, kom alle minderne om den fantastiske tid, jeg havde med min Ex, tilbage igen, og jeg ville ønske, at jeg kunne skrue tiden tilbage og gøre en masse om, så vi måske stadig havde været sammen den dag i dag.
Men det kan man jo desværre ikke….

Min Ex-mand og jeg elskede virkelig hinanden. Vi var ikke kun kærester, vi var hinandens bedste venner.

Vi mødte hinanden på en meget pudsig måde.
Vi startede nemlig ikke som kærester, men som pennevenner (Vi er helt tilbage fra dengang, man skrev rigtige breve og sendte dem til hinanden).
Vi mødte hinanden ved et tilfælde til en havnefest, som han slet ikke skulle have været til, men da han og hans kammerat var kommet for sent til færgen mod Jylland, så tog de til denne fest.
Min veninde og jeg boede på en Campingplads i nærheden og tog altid til havnefest for at hygge os, danse og have det sjovt. Jeg var 15 år gammel og sad der på en bænk i teltet, hvor han, iført træsko og langt ”svenskerhår”, kom og spurgte om jeg ville danse.
En dans der endte med, at han og hans kammerat tog med til vores campingplads og blev der i fire dage.
De efterfølgende tre år, var vi pennevenner og de kom i sommerferien og besøgte os på Sjælland.
Vi var ikke i kærester i de år, men der var rigtig meget fysisk tiltrækning imellem os, og et eller andet sted vidste vi godt begge, at vi var glade for hinanden, men dengang var det ikke lige nemt at have en kæreste på den anden side af vandet (det tog små tre timer at komme til Fyn, da der jo ikke var en bro på det tidspunkt)
Så vi nøjedes med at være rigtig gode venner og vi delte ALT.

Men pludselig en dag stoppede han med at skrive.
Det skete kort efter, at jeg havde været i Odense og fejre hans 18-års fødselsdag. Hans daværende kæreste var blevet jaloux, fordi at hun godt kunne se, at vi var glade for hinanden og hun havde bedt ham om at stoppe al kontakt med mig.

Der skulle gå fem år, før vi så hinanden igen.  
Det var mig, der skrev et julekort, fordi at jeg savnede ham ubeskriveligt meget og følte at noget af mig manglede i alle disse år, hvor vi ikke havde kontakt.

Denne julehilsen, skulle ende ud med, at han kom til København et par måneder senere og kort tid efter var vi kærester.
Da vi boede på hver sin side af vandet, så pendlede jeg frem og tilbage til Fyn i alle weekender og ferier i det næste halvandet år.
Det var det bedste og sjoveste, kærligste og dejligste halvandet år af mit liv.

Derefter flyttede han over til mig.
I starten af vores forhold var alt godt. Vi var super gode til at være kærester, vi var gode til at give hinanden plads til lave hver vores ting og have vores egne interesser.
Faktisk var vi så gode til at give hinanden plads, at vi med tiden glemte at bruge tid på at være kærester.
Det gik helt galt, da vi fik vores søn. Der gled vi virkelig fra hinanden.
Jeg blev mor med kæmpe M. Han blev ved med at gøre alt det, han havde gjort, før vi blev forældre.
Vi gled mere og mere fra hinanden og i stedet for at tale sammen og genfinde vores kærlighed til hinanden, så valgte min mand desværre, at finde “kærlighed” hos andre kvinder.
Da jeg opdagede dette, mistede jeg rigtig meget tillid til ham og jeg havde meget svært ved at stole på ham igen.
Selvom vi prøvede at få forholdet til at fungere igen, blev det aldrig rigtig godt. Vi gled stille og roligt væk fra hinanden, vi talte ikke sammen om de alvorlige problemer, vi skændtes meget og i stedet for, at han konfronterede mig med det, der gik ham på, trak han sig længere og længere ind i sig selv.
En dag, da jeg skulle på arbejde, lå der et Brev i min bil. Det var fra min mand, og i dette brev, valgte han at fortælle mig, at han forlod mig efter 10 års samliv. Han turde ikke engang se mig øjnene og fortælle mig, at han ikke længere ville være en del af mit liv. 

Ham lagde mit liv i ruiner og slog mit hjerte i 1000 stykker.
Jeg troede ikke, at jeg kunne eller ville leve uden ham, og jeg var endda så langt ude, at jeg overvejede at tage mit eget liv. 

I dag har jeg tilgivet ham, og fundet fred i mit hjerte.
Det har taget utrolig mange år at komme hertil for mig, og det har på ingen måde været nemt, for når man elsker et menneske, så meget som jeg gjorde, og endda også har barn sammen med ham, og så bliver svigtet på så mange grimme måder, så gør det ondt helt ind i hjertet og det tager tid at hele og samle sammen igen.

Men det har været godt for mig at ”komme hjem” til Odense og blive mindet om, at der var engang, hvor jeg virkelig var lykkelig, forelsket med og i ham og elsket af ham, som jeg i dag har en 20 årige søn med.
Det var den sidste brik i mit store kærlighedspuslespil, som endelig blev lagt på plads.

Jeg er hel igen og klar til at komme videre ud i livet og møde kærligheden, med åbne arme og et helt hjerte, som virkelig vil livet og kærligheden igen.  

Kærligst 
Charlotte