Har du været udsat for mobning?…. Det har JEG!!!

D. 21. November 2018 afholder KvinderUdenFilter et stort velgørenheds-event for at støtte RED BARNET i kampen mod Mobning.

Jeg er fra tiden, hvor man som barn blev mobbet, hvis man var rødhåret, havde briller, var tyk, eller bare var lidt anderledes, end størstedelen af klassen.
I dag er mobning blevet hårdere og mere voldsom, og ofte er det ikke længere, pga hvordan man ser ud, men mere hvilken type telefon man har, hvilket tøj man går i osv.

Jeg har selv oplevet at blive mobbet i mine folkeskole-år. Ikke så meget i de første år, men fra de mellemste klassetrin begyndte mobningen.
Det var nogle af pigerne og drengene, de ”seje” af dem, der var i klassen og i parallelklassen, som mobbede. Det gik udover piger og drenge, som mig.
Jeg var et ”nemtmobbe-offer, for jeg var ikke den der ”gav” igen, men bare tog imod.
Jeg var hende, den artige og rolige pige, der fik topkarakter, lavede altid sine lektier, sad altid med hånden oppe, havde ikke den store venskabskreds og pga. min dans, som jeg gik meget op i, så hang jeg ikke rigtig ud med mine klassekammerater, men havde mine dansevenner i stedet for……. og så var jeg buttet – ikke fed – men bare lidt buttet.
Det var så anledning nok til at Mobbe mig!
 

Mine klassekammerater kunne finde på at kalde mig alle mulige navne.. Især ”Miss Piggy” var et navn de ofte kunne finde på at kalde mig… I ved hende den hidsige GRIS fra MuppetShow.. og mest af alt bare, fordi jeg havde en tegning af hende på min skoletaske, som jeg var ret glad for.
Dolly Parton, var også et navn jeg tit blev kaldt, når de talte til mig – eller drillede var det jo mere…
Fordi jeg var en af de første piger i klassen, som tidligt udviklet, og derved havde fået bryster, før de andre.
Mine bryster udviklede sig  meget hurtig og blev til en flot D-skål,  men som 13-årig, synes man ikke den er flot, og man er slet ikke stolt eller glad for sin flotte barm, når man bliver mobbet med den, og der bliver peget og grint og drengene lige skulle støde ind i mine bryster, når de gik forbi mig!
Det gjorde faktisk, at jeg i mange mange år, gik med rullekravebluser, trøjer der kunne lynes helt op, eller t-shirts med en meget høj hals. Jeg viste aldrig min kavalergang, kun når jeg havde mine dansedragter på, ellers var jeg altid tildækket, så ingen kunne se mine bryster, eller så godt som jeg nu kunne dække dem til, da de jo ikke ligefrem var til at pakke væk..
Faktisk prøvede jeg at skjule dem så meget, at jeg trykkede mine brystvorter ind – hver gang de strittede frem af og ud af, for så kunne de da i hvert fald ikke også drille mig med det også.
Men ikke nok med at kalde mig navne, så gik mobningen også ud på at: at skubbe mine ting ned fra skole-bordet, hive mig i håret, trække op i min nederdel, så man kunne se mine trusser, holde mig uden for deres lege i skolegården – så jeg tit gik rundt alene i frikvarterne, og hviskede bag min ryg, eller råbte grimme ting efter mig.

Tit havde jeg ikke lyst til at gå i skole, fordi det var hårdt at vide, at når jeg kom derover, så kunne jeg risikere, at jeg var dagens mobbeoffer.
Andre gange gik jeg grædende hjem efter skole.  
Jeg følte, at det var mig, der var forkert, for tyk, for mærkelig og at jeg ikke var god nok, siden de andre var sådan efter mig. Nogle gange overvejede jeg, at det hele ville være meget lettere, hvis jeg ikke var her længere, så kunne de i hvert fald ikke mobbe mig mere, hvis jeg var død.

Da jeg gik i skole, tog man ikke Mobning så alvorligt, som man gør i dag, og tit blev det bare til en samtale mellem mobberen og mobbeofret og en lære, hvor man så lovede ikke at mobbe mere.
Det holdt jo så bare aldrig stik, og et par dage senere, mobbede mobberen igen en af os, der var nemme at være efter og drille på en ondsindet måde.
Jeg tror måske, at folkeskolen ikke så det som et alvorligt problem, men mere som smådrillere blandt eleverne og det kunne ”alle” godt klare, og så måtte vi jo lære at stå op for os selv, og sige fra eller give igen.

Så jeg ”lærte” at tackle situationerne så godt jeg kunne, med støtte fra min forældre, og begravede mig i mine lektier og i min dans, hvor jeg kunne være den, jeg var, og følte mig tryg.

Jeg var faktisk et mobbeoffer helt frem til, jeg skulle starte i gymnasiet.
For ikke at blive ved med at være et ”offer for mobning”, så holdt jeg mig for mig selv, det første år i gymnasiet og havde kun få venner, og mest af alt var jeg venner med dem, der selv var lidt “tilbagetrukne” og dem, som jeg kunne ”hjælpe” med at komme med i en vennekreds, som nok heller ikke i forvejen havde mange venner.
Jeg turde ikke rigtig vise, hvem jeg var og hvad jeg indeholdt.
Det var faktisk kun sammen med dem, jeg gik til dans sammen med, at jeg turde være mig selv 110 %.
I løbet af de tre år i gymnasiet, åbnede jeg langsomt mere op for mig selv, men i løbet af de tre år, havde jeg kun nogle få tætte veninder, som lov til at komme helt tæt på mig.
De andre holdt jeg lidt ud fra livet, da jeg af frygt for at blive udsat for ny mobning, ikke turde lade dem lære mig helt af kende, så de kunne finde på noget at mobbe mig med. 

Det sidder stadig dybt i mig, den dag i dag, selv om det er over 30 år siden, at jeg gik ud af folkeskolen.
Jeg er stadig på vagt, så snart jeg kan mærke, at jeg er i en situation, der kan udvikle sig til at blive en form for mobning, og får rigtig meget ondt i maven, rystende hænder og min hals snører sig  sammen.

Jeg har også været udsat for mobning, som voksen!
Jeg har været ansat på arbejdspladser, hvor en/flere kvindelig(e) kollegaer, ikke har brudt sig om mig, og f.eks. kunne jeg opleve at komme ind i et rum, hvor de stod og talte sammen (næsten hviskende), og når jeg kom ind i rummet, så stoppede de med at tale. Så vidste jeg jo godt, at det var mig de talte om. 
Eller de havde  talt grimt om mig, til andre kollegaer, som så er kommet og fortalt mig, hvad de havde sagt.
Eller når jeg sad til bords med dem, så blev der ikke talt til mig, men de ignorerer mig, når jeg forsøgte at være med i deres samtale, og talte henover hovedet på mig, og lod som de ikke hørte, når jeg sagde noget.
Det er så hårdt, at være den, der bliver behandlet på den måde, og faktisk har jeg på en arbejdsplads, hvor jeg både havde talt med direktøren og min egen chef omkring deres væmmelige måde at behandle blandt andet mig på, sagt op på mit job, fordi jeg ikke længere ville finde mig i deres modbydelige mobning.
Det var hårdt, for det var faktisk et job, jeg var super glad for at være på, og min daværende chef, var meget ked af, at jeg stoppede. Men jeg var så ked af at gå på job hver dag , og vågnede tit op med kvalme og ondt i maven, når jeg skulle afsted på job.
Enkelte gange måtte jeg melde mig syg, fordi jeg bare ikke kunne klare at skulle på job og møde mine ”mobbere”.

Jeg tager stor afstand fra folk, der mobber og har aldrig kunne forstå deres behov for at få andre til at føle sig dårligt tilpas, eller nogen gange drive dem så langt ud med deres mobberi, at deres mobbeoffer, ikke har lyst til at leve længere, fordi de er blevet så psykisk og nogen gange fysisk ramt, at de ikke føler, at de er noget værd længere.

Jeg tror, at dem der mobber, selv er nogle svage mennesker, og den eneste måde, de kan gøre sig bemærket og føle sig noget værd, er når de får andre til at have det værre end dem selv, ved at mobbe dem og få andre til at være med til at mobbe dem.
Jeg tror at, når vi taler om børn, er børn der kommer fra familier, hvor der oftest ikke bliver lagt mærke til dem og givet dem kærlighed nok. Så den eneste måde de kan få den opmærksomhed, de mangler hjemmefra, er ved at gøre andre fortræd.
Hvis det er voksne mennesker, som mobber, så tror jeg også tit det drejer sig om deres eget selvværd og usikkerhed, og det er nemmere at tale grimt om andre mennesker og fryse dem ud af sammenholdet, for selv at træde i karakter, som hende/ham, der er den, der er ovenpå og har styr på det hele og derved også bliver midtpunkt imellem kollegaerne, og hende/ham, de andre ser op til.

“Mobbere” findes alle steder, hvor vi befinder os…!
Men jeg tror på, at vi kan mindske mobningen ved at stå sammen og gå mod dem, der mobber, både børn og voksne.
Måske skal de tales til og prøve at forstå, hvordan de ødelægger andre mennesker, når de mobber, måske har de brug for opmærksomhed “på den ordentlige måde”, måske har de brug for et kram, måske har de brug for at blive stoppet på en hel anden måde.
Jeg har desværre ikke løsningen, men jeg står først i rækken, til at være med til at stoppe mobning, uanset hvor og hvem det går udover! 
 

Jeg er hende, der er opdraget hjemmefra, til at tale pænt, opføre sig ordentligt og have respekt for mine medmennesker og ikke drille eller tale grimt om andre.
Faktisk lærte min far mig engang, at ”der findes ikke grimme mennesker, men der findes mennesker, der i nogens øjne, er lidt pænere end andre”.
Et udtryk jeg har taget med mig – også i mine voksne år. For jeg synes, det er så fint et udtryk for, at ingen mennesker er mindre værd eller anderledes end andre, men vi kan se forskelligt på hinanden og stadig have respekt for hinanden.


Vil du være med til at stoppe mobning ?!
Sammen står vi stærkest! 
Stå med os og find eventen her: 
https://www.facebook.com/events/557036461392689/

Tak, fordi du læste med.

Kærligst Charlotte

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Charlotte Frølund

Du kan følge mig her

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. Charlotte Falmer

    Du er en af de sejeste, smukkeste og skønneste kvinder jeg kender!!! ❤️❤️❤️

    1. Charlotte Frølund

      Hvor er du sød, skønne Charlotte <3
      Tak for dine smukke ord <3

  2. Anja Winther

    Hvor er det stærkt skrevet. Synes du besidder en meget stor styrke af overskud og ærlighed i dette indlæg, så flot og modigt.
    Du er en smuk og stærk kvinde, jeg er glad for at kende dig 💕

  3. Katrine Gowertz Koefoed

    Kære Charlotte. Jeg kan genkende så mange af dine følelser og tanker fra jeg var barn og ung. Jeg var en af de stille piger i klassen og absolut ikke fremme i skoene og mine klassekammerater var så ondt i en periode. Men jeg var den artige pige og sagde ikke noget om, at jeg var ked af at gå i skole. Jeg er SÅ glad for, at mine børn idag har den tillid til at de kan de sagtens sige. Mobning sætter dybe spor, men jeg er sikker på, at det også gør noget ved de, der mobber. Karma-loven og tror som du skriver heller ikke de selv har det godt indeni. Det skal bare stoppes. Spild af tid. Vi skal hellere bruge tiden på at være gode ved hinanden. Synes du er sej, du fortæller så ærligt om noget så svært !

Skriv et svar