Hvor var jeg for 30 år siden…. ?!

Det spørgsmål dukkede op i mit hoved for nogle dage siden.
Men hvorfor gjorde det dog det ?  

Er jeg ved at blive sentimental, fordi jeg om nogle år bliver 50 år ?…. Nej det er var nu mest fordi jeg skal til stor 30-års fødselsdag hos en af de andre blogger fra KvinderUdenFilter.
En kvinde, som jeg hygger mig godt med og kan have lange og dybe samtaler med, men også være fjollet og lave tosserier sammen med.
Der næsten 18 års forskel på os, men jeg føler hverken at hun er sååå meget yngre end mig, eller at jeg er sååå meget ældre end hende.
Jeg ved da godt, at der er en stor aldersforskel, og at hun er et sted i livet og jeg et helt andet sted i mit liv, og at der er ting hun stadig kan nå at opleve i sit liv, som jeg f.eks. ikke kan nå længere (f.eks. at få flere børn).
Men alligevel føler jeg ikke at denne aldersforskel er en hindring imellem os, fordi vi jo begge er voksne og allerede har gjort os en hel del livserfaringer, okay jeg indrømmer, jeg har nok gjort mig nogle flere end hende, men til gengæld har hun vist festet og lavet flere tosserier (og blevet gift) end jeg har nået, på trods af de næste 18 års forskel.

Men det fik mig til at tænke på, hvor jeg var i mit liv – for 30 år siden – dengang hun lige var blevet født.
Der var jeg 17 år – næsten 18 år…….. Og dengang var der jo en kæmpe aldersforskel på os!!

Hvor var jeg så i livet, da hun lige var kommet til verden:
Jeg havde min første rigtig meget faste kæreste….
Altså med rigtig mener jeg ham, jeg præsenterede mine forældre for – og som blev ”hængende” i næsten tre år, ja han boede nærmest hos mig og mine forældre.

Jeg gik i 2.g i Gymnasiet – på sproglig linie – og var med i Berthel Harders nye gymnasiereform – og var prøvekanin for alle hans og hans undervisningsministeries store planer om nytænkning og anderledes måde at gå til fagene i gymnasiet på.

Jeg var meget voksen, synes jeg selv dengang – og havde svar på alt om hvad livet indebar.
Senere hen fandt jeg ud af, at så meget styr på livet, har jeg visk ikke haft alligevel.

Jeg var danseinstruktør og danser på min danseskole. Det var både min hobby, mit job og mit liv.
Jeg levede og åndende for dans (Det gør jeg jo faktisk stadig).

Jeg var meget en hjemmepige, og gik mest kun til fester, når det var sammen med min kæreste og hans venner.
Det der med at drikke sig fuld og ryge hash og feste vildt igennem hver weekend, var ikke rigtig noget for en dansepige som mig, for jeg skulle jo tit ud og danse turnering i weekenderne.

Jeg var en drømmer:
Jeg drømte om at få en kernefamilie med mand, børn, hus, hund og udsigt over havet.
Jeg drømte om at uddanne mig til journalist – mit store Idol var journalist Mette Fugl.
Drømte om at åbne mit eget dansested, hvor jeg kunne undervise i glæden ved at danse og udvikle sig igennem dansen.
Jeg drømte om at rejse meget, opleve en masse og bare leve lykkeligt med min mand og børn og være i mit drømmejob.

Hvor er jeg så nu.. 30 år efter – gik mine drømme i opfyldelse?
Svaret er et stort NEJ !!!!

Jeg er aldrig blevet gift (kun friet til – indtil han så valgte at gifte sig med en anden)
Jeg fik ”kun” en søn.
Huset er en lejlighed på fire værelser – og hvis jeg strækker mit hoved meget langt ud af vinduet og kan kigge om hjørner, så har jeg lidt havudsigt.

Journalistdrømmen blev skiftet ud med et solidt kontorjob, og sidenhen en uddannelse som Bogholder.
Det var godt nok ikke her jeg havde set mig selv, da jeg tog min sproglige gymnasieuddannelse, for tal var bestemt ikke noget for mig, og jeg var (og stadig er) god til sprog.
Dog har jeg holdt fast i glæden ved at skrive, og det har så givet mig muligheden for nu at skrive blogindlæg i dette skønne univers hos Kvinderudenfilter.

Jeg har ikke fået åbnet mit eget dansested, men lige den drøm holder jeg stadig fast i, og søger med lys og lygte efter et sted, der kan bruges (læs: som jeg har råd til at betale leje) og den drøm får aldrig lov til at brænde ud.
Men jeg underviser stadig på næsten fuldtid (ud over mit fuldtidsjob), og jeg elsker hver en aftentime og weekendtime – og det er nok den eneste ting i mit liv, som har været mest stabilt og som jeg altid har holdt fast i.
Men dansen er – som dig der følger mig eller kender mig ved – mit LIV og min GLÆDE.
Jeg har overlevet mange af de slag, som livet har givet mig, ved at holde fast i min dans, og kunne danse det ud i ”min” dansesal.

I mine seneste 30 år, har jeg haft mange op- og nedture, livet har givet mig mange slag og slået mig næsten helt i gulvet, men som den tumling jeg er, så rejser jeg mig op hver gang og holder fast i, at livet skal leves, og de slag det har givet mig, har givet mig læring og styrke, hver gang jeg har rejst mig igen.

Ingen af mine mange drømme er gået i opfyldelse, dem som jeg drømte om for 30 år siden…
Men ved du hvad, kære læser….
Det er okay, for det er ikke altid at drømmene skal gå i opfyldelse, de skal være der, så man har noget at gå efter i livet, og de kan blive skiftet ud med nye drømme og give mod på at prøve noget nyt i livet – hele livet.

Så hvad drømmer jeg om nu… er mine drømme blevet anderledes ?
Ja helt bestemt og om disse drømme går i opfyldelse, det ved jeg ikke, og gudskelov for det, for så er der plads til mange flere drømme, når jeg om 30 år ser tilbage til i dag – eller til dengang jeg var KUN var 17 år og havde mange drømme om mit voksenliv, som lå åbent foran mine fødder.
Et voksent liv, jeg troede, jeg havde skrevet drejebogen for resten af mit liv, som helt bestemt er blevet skrevet om rigtig mange mange gange de sidste 30 år.
Jeg håber, der er plads til mange flere omskrivninger i den drejebog, som ligger foran mig lige nu.