Mig og min underbo

Min underbo er en skøn gammel dame. Ja det må jeg godt kalde hende – gammel – for hun er 91 år og still going strong.

Jeg har kendt hende, lige siden jeg flyttede ind i min lejlighed for 28 år siden. Dengang boede hun sammen med sin mand, som hun desværre mistede for 8 år siden.

Vi har altid haft et godt naboskab, hvor vi hilser på hinanden, snakker lidt om løst og fast og lige giver besked til hinanden, hvis man er rejst væk fra sin lejlighed i nogle dage eller uger.

Hun har fulgt min søns opvækst lige siden han blev født. Ja faktisk så holdt hun ham i sine arme, da han kun var 7 dage gammel.
Hun og hendes mand har altid været super betænktsomme og kommet med fødselsdagsgaver og julegaver til min søn.
Hun kommer altid op med en fin gave og banker på og giver den til mig eller Frederik.
Men min underbo har faktisk aldrig været indenfor i min lejlighed og fået kaffe og kage, ved disse lejligheder.
Gaven er afleveret, og vi har snakket et kvarters tid, og så er hun gået ned til sig selv igen.

På selv samme måde har det også altid været, når jeg eller min søn har været nede med noget hjemmebagt brød, eller et stykke lagkage, når der altid var noget i overskud, når vi havde holdt fødseldag.
Jeg går også ned og banker på, med noget hjemmebagt kage, et franskbrød eller noget andet lækkert på en ganske almindelig dag, og det er blevet taget i mod med et stort ”Tak det er altså alt for meget ” og så et kæmpe smil og et ”det skal blive lækkert til eftermiddagskaffen”.
Men det er altid blevet ved en aflevering og en snak i døren på opgangen.

Vi har også en skøn tradition som har varet ved i rigtig mange år.
Hvert år får hun en stor kagedåse med hjemmebagte julesmåkager og en blomst og en æske chokolade.
Ligesom hun kommer op med en æske chokolade (den samme bare noget størrere) og en fin blomst og en julehilsen.

Hver morgen, når jeg kører på job, så kigger jeg lige op til hende, for at sikre mig, at gardinerne i soveværelset er trukket op, og hvis de ikke er, så sikrer jeg mig, at de er oppe, når jeg kommer hjem fra job.
På samme måde, ved jeg, at hun også går og holder lidt øje med mig og Frederik, og endnu mere med Frederik, når hun ved, at han er alene hjemme.

Vi støder tit ind i hinanden på opgangen og her kan vi så stå og tale i halve timer – om alt og intet – om hendes liv med hendes mand, den søn de mistede, da han kun var meget ung, om gamle dage og om nutiden, om min søn, om alt mit danseri og travle hverdag og mega meget andet –  PÅ OPGANGEN.

Og så en dag lige før juleaften, så faldt vi igen i snak om julen, og hvor vi skulle fejre den henne (hun skulle fejre den hos sine to yngre søster (ja de er så i 80- erne)), så siger hun pludselig NEJ, Charlotte, nu må det være nok med denne opgangssnak… nu skal du altså komme ind og drikke en kop en kaffe.
Skal vi ikke gøre det efter jul, når jeg er hjemme igen.?
Det svarede jeg naturligvis Ja tak til med det samme, og vi aftalte at mødes d. 2. januar i år.

D. 2. januar 2019, banker jeg så på hendes dør med lækre købekager.
Ja jeg burde jo have bagt selv, traditionen tro, men jeg var  lidt halvsløj, så orkede ikke at stå og bage kage – og bageren havde de lækreste jordbærkager, så sådan blev det.
Hun åbner og byder mig indenfor, til frisklavet kaffe i hendes hyggelige stue, som dufter lidt af min mormor og er varm og imødekommende, lige som min dejlige underbo.
Der sad vi så i over to timer, drak kaffe, spiste kage og snakkede om hendes liv, mit liv, om det boligkompleks vi bor i, om fremtiden, om nutiden og datiden.
Tiden fløj afsted, og jeg nød at sidde i hendes varme hyggelige stue og høre hende fortælle om sit liv  – et langt liv fyldt med fantastiske glade og sorgfulde minder og historier.

Da jeg skulle gå,  lovede vi hinanden, at der ikke måtte gå 28 år, før vi skulle drikke kaffe sammen igen, for som hun sagde, så er det ikke sikkert, at jeg er her til den tid <3

Jeg er så super glad for, at lige netop hun (og hendes afdøde mand) blev mine underboer, for det fællesskab og imødekommende vi har sammen, det er ved at være en sjældenhed, når man bor i lejlighed i hvert fald her i hovedstaden.
Desværre, vil jeg mene, for hvor ville mange ting være hyggeligere og sjovere, hvis man hilste noget mere på sine naboer og interesserede sig lidt mere for hinanden og at ens døre var lidt mere åbne for hinanden.

Hvordan er det der, hvor du bor ?
Kender du dine naboer godt ?
Mødes i engang imellem til en kop kaffe og en hyggesnak ?
Eller kigger i hver jeres vej, når jeres veje krydses på opgangen eller villavejen ?

Jeg prøver altid at hilse på dem der bor i min opgang – ja sågar i hele ejendommen og nogen gange bliver jeg mødt med et hej og et smil og andre gange kigger de bare på mig, som om jeg er lidt mærkelig.
Det kan godt være jeg er lidt mærkelig, men hvis man er mærkelig, fordi man går ind for næstekærlighed, og at kunne hilse på andre… SÅ ELSKER JEG AT VÆRE MÆRKELIG <3

Kærligst Charlotte 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Charlotte Frølund

Du kan følge mig her

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 6 kommentarer

  1. Mia-maria Thomsen

    Jeg elsker dig livssyn og dit store hjerte 😘😘❤ tak for dit hjertevame indlæg

    1. Charlotte Frølund

      Tusind tak Mia-Maria <3 Tak for din søde ord – det varmer mit hjerte <3

  2. Lotte

    Så dejligt læsning smukke ❤️ Det er altid dejligt med et godt naboskab ❤️❤️😘

    1. Charlotte Frølund

      Tak sødeste <3 Ja det er. Håber i får et skønt naboskab i jeres nye bolig <3 Jeg ved, at du nok skal starte op med at smile og hilse på dine nye naboer, med den skønne sjæl du har <3

  3. ❤️❤️❤️Hvis du er mærkelig er jeg også ❤️❤️❤️
    Vi skal bare sprede kærlighed og dem der ikke vil være en del af den kærlighed vi kan give , går glip af store og varme hjerter ❤️❤️❤️
    Jeg har også de ældre tæt på livet ❤️❤️❤️

    Nu vil jeg læse lidt mere på din blog og blive inspireret 👍

    Kæmpe krams
    Mette Moff

    1. Charlotte Frølund

      Jaaaa <3 Nemlig, hvis mærkelig gør at vi kan sprede kærlighed og være åbne for nye mennesker og venskaber <3, så lad Mærkelig være det nye sort <3
      Jeg er slet ikke i tvivl om at du spreder rigtig meget kærlighed på de veje du går Mette, det skinner langt ud af det du skriver og kommenter på <3
      Tak for dig <3 og fortsæt endelig med at sprede kærlighed til dem du møder på din vej, og rigtig meget til dine ældre i livet, for de har givet meget ud i deres lange liv, så de skal have lidt ekstra tilbage igen, det er jo deres skyld vi kan give vores kærlighed videre <3

      Tak for at kommentere og fordi du har lyst til at læse nogle af mine andre indlæg på min blog <3 Håber du kunne lide det du læste <3

      Krammer tilbage <3 Knus Zilotte

Skriv et svar