Mig og min underbo

Min underbo er en skøn gammel dame. Ja det må jeg godt kalde hende – gammel – for hun er 91 år og still going strong.

Jeg har kendt hende, lige siden jeg flyttede ind i min lejlighed for 28 år siden. Dengang boede hun sammen med sin mand, som hun desværre mistede for 8 år siden.

Vi har altid haft et godt naboskab, hvor vi hilser på hinanden, snakker lidt om løst og fast og lige giver besked til hinanden, hvis man er rejst væk fra sin lejlighed i nogle dage eller uger.

Hun har fulgt min søns opvækst lige siden han blev født. Ja faktisk så holdt hun ham i sine arme, da han kun var 7 dage gammel.
Hun og hendes mand har altid været super betænktsomme og kommet med fødselsdagsgaver og julegaver til min søn.
Hun kommer altid op med en fin gave og banker på og giver den til mig eller Frederik.
Men min underbo har faktisk aldrig været indenfor i min lejlighed og fået kaffe og kage, ved disse lejligheder.
Gaven er afleveret, og vi har snakket et kvarters tid, og så er hun gået ned til sig selv igen.

På selv samme måde har det også altid været, når jeg eller min søn har været nede med noget hjemmebagt brød, eller et stykke lagkage, når der altid var noget i overskud, når vi havde holdt fødseldag.
Jeg går også ned og banker på, med noget hjemmebagt kage, et franskbrød eller noget andet lækkert på en ganske almindelig dag, og det er blevet taget i mod med et stort ”Tak det er altså alt for meget ” og så et kæmpe smil og et ”det skal blive lækkert til eftermiddagskaffen”.
Men det er altid blevet ved en aflevering og en snak i døren på opgangen.

Vi har også en skøn tradition som har varet ved i rigtig mange år.
Hvert år får hun en stor kagedåse med hjemmebagte julesmåkager og en blomst og en æske chokolade.
Ligesom hun kommer op med en æske chokolade (den samme bare noget størrere) og en fin blomst og en julehilsen.

Hver morgen, når jeg kører på job, så kigger jeg lige op til hende, for at sikre mig, at gardinerne i soveværelset er trukket op, og hvis de ikke er, så sikrer jeg mig, at de er oppe, når jeg kommer hjem fra job.
På samme måde, ved jeg, at hun også går og holder lidt øje med mig og Frederik, og endnu mere med Frederik, når hun ved, at han er alene hjemme.

Vi støder tit ind i hinanden på opgangen og her kan vi så stå og tale i halve timer – om alt og intet – om hendes liv med hendes mand, den søn de mistede, da han kun var meget ung, om gamle dage og om nutiden, om min søn, om alt mit danseri og travle hverdag og mega meget andet –  PÅ OPGANGEN.

Og så en dag lige før juleaften, så faldt vi igen i snak om julen, og hvor vi skulle fejre den henne (hun skulle fejre den hos sine to yngre søster (ja de er så i 80- erne)), så siger hun pludselig ”NEJ, Charlotte, nu må det være nok med denne opgangssnak… nu skal du altså komme ind og drikke en kop en kaffe.
Skal vi ikke gøre det efter jul, når jeg er hjemme igen.?
Det svarede jeg naturligvis Ja tak til med det samme, og vi aftalte at mødes d. 2. januar i år.

D. 2. januar 2019, banker jeg så på hendes dør med lækre købekager.
Ja jeg burde jo have bagt selv, traditionen tro, men jeg var  lidt halvsløj, så orkede ikke at stå og bage kage – og bageren havde de lækreste jordbærkager, så sådan blev det.
Hun åbner og byder mig indenfor, til frisklavet kaffe i hendes hyggelige stue, som dufter lidt af min mormor og er varm og imødekommende, lige som min dejlige underbo.
Der sad vi så i over to timer, drak kaffe, spiste kage og snakkede om hendes liv, mit liv, om det boligkompleks vi bor i, om fremtiden, om nutiden og datiden.
Tiden fløj afsted, og jeg nød at sidde i hendes varme hyggelige stue og høre hende fortælle om sit liv  – et langt liv fyldt med fantastiske glade og sorgfulde minder og historier.

Da jeg skulle gå,  lovede vi hinanden, at der ikke måtte gå 28 år, før vi skulle drikke kaffe sammen igen, for som hun sagde, så er det ikke sikkert, at jeg er her til den tid <3

Jeg er så super glad for, at lige netop hun (og hendes afdøde mand) blev mine underboer, for det fællesskab og imødekommende vi har sammen, det er ved at være en sjældenhed, når man bor i lejlighed i hvert fald her i hovedstaden.
Desværre, vil jeg mene, for hvor ville mange ting være hyggeligere og sjovere, hvis man hilste noget mere på sine naboer og interesserede sig lidt mere for hinanden og at ens døre var lidt mere åbne for hinanden.

Hvordan er det der, hvor du bor ?
Kender du dine naboer godt ?
Mødes i engang imellem til en kop kaffe og en hyggesnak ?
Eller kigger i hver jeres vej, når jeres veje krydses på opgangen eller villavejen ?

Jeg prøver altid at hilse på dem der bor i min opgang – ja sågar i hele ejendommen og nogen gange bliver jeg mødt med et hej og et smil og andre gange kigger de bare på mig, som om jeg er lidt mærkelig.
Det kan godt være jeg er lidt mærkelig, men hvis man er mærkelig, fordi man går ind for næstekærlighed, og at kunne hilse på andre… SÅ ELSKER JEG AT VÆRE MÆRKELIG <3

Kærligst Charlotte