Min søn siger, han vil flytte hjemmefra……

Min første tanke er….. DET KAN DU DA IKKE, du er jo min lille dreng, du er slet ikke klar til at flytte hjemmefra  (læs: jeg er IKKE klar til at du flytter hjemmefra)

For selvfølgelig er han det, han er 20 år gammel (om nogle måneder bliver han 21 år), så naturligvis er det den normale proces i livet, han er ved at blive voksen og vil gerne have sit eget sted at bo.

Det er ikke, fordi han mangler plads herhjemme, han har sit eget store værelse, sådan et værelse, hvor vennerne kommer hjem og hænger ud, fordi han er den der har mest plads. (nu mest da han var yngre – i dag går de jo ud i byen).
Han har også  MEGET frie regler, og der er naturligvis ikke længere nogen tid han skal være hjemme på eller skal være hjemme overhovedet. Den eneste regel vi egentlig har, er at han skal sige, hvis han sover ude, så jeg ved det og ikke bliver bange for, om der er sket ham noget.

Jeg synes, det er super svært, at skulle vænne mig til den tanke om, at måske om et halvt til et helt år, så flytter han hjemmefra og så skal vi ikke længere bo under samme tag, så er han ikke længere ”bare” inde på sit værelse, hvis jeg lige har lyst til at sætte mig ned og snakke med ham, eller give ham et kram og fortælle jeg elsker ham (for det er noget vi altid husker at fortælle hinanden stort set hver dag).

Vi har boet sammen – kun ham og jeg – stort set hele min søns liv.
Hans far flyttede væk, da min søn Frederik var ca 3 1/2 år, og han har ikke været et delebarn, som mange andre børn, af mange gode grunde, som jeg nok skal fortælle om i et andet blogindlæg engang, men ikke nu!
Så vi er meget tæt knyttet – det kan man også være, uanset om man er delebarn eller ej – men i og med at jeg både har skulle være mor og far for Frederik, så har vi altid haft et utroligt tæt bånd, og en åbenhed omkring alt, og Frederik har aldrig været bange for at komme til mig, hvis han havde gjort noget galt, eller ville have svar på spørgsmål, som man som teenager godt kan blive genert ved at skulle spørge sine forældre om.   
Vi har haft utrolig mange oplevelser sammen, både de gode og de dårlige , og vi har holdt sammen også der hvor livet var rigtig svært for os begge eller enten mig eller ham, og jeg har været hans faste støtte i hele hans opvækst, men han har også været mit livs holdepunkt, siden han blev født.

Og nu VIL han så flytte hjemmefra… Han vil klippe navlestrengen og derved også det tætte bånd, vi har haft i alle disse år ! (Sådan føles det i hvert fald lige nu)
 Ja ja, jeg ved det godt… vi kan jo stadig være tætte, men i og med at han vokser op og jeg ikke længere er den, der står først på hans liste, men nu må se mig rykke længere og længere ned af listen, så der er plads til kæresten, vennerne og uddannelse/job, så gør det altså mega meget ondt i både mit hjerte og min mave.     
For hvad skal der nu ske med mig?     
Hvad skal jeg nu gøre med mit liv?
Bliver jeg meget ENSOM ???

Det har jo i hele hans opvækst været ham, der altid kom først …. Og nu skal jeg pludselig til at begynde forfra med mit eget liv, uden at han skal være den største del af det !
Jeg vil ikke længere være hende han betror sig til først, eller hende han kommer til først, når han har brug for trøst eller et kærligt kram.
Hvor skal jeg så kaste all min kærlighed hen ? Når han ikke lige er her til at tage imod den (og jeg heller ikke har en kæreste, jeg kan overøse med den) ?

Det er jo ikke, fordi jeg ikke langsomt har vænnet mig til det der med, ikke at være hans første prioritet, og jeg er da også i gang med at skabe mig mit eget liv igen, uden et lille barn at passe på og tage mig af, eller en teenager jeg skal tage vare på og komme med formaninger og kærlighed og regler til, og jeg er da også i gang med at ændre mit liv, til mit eget voksne liv igen, med nye venner, tid til at gå mere ud igen, når nu jeg kan, og ikke skal være hjemme til aftensmadstid, fordi det ikke forventes, at jeg kommer hjem og spiser eller også lige laver aftensmaden og meget mere. Mere fritid til mig , jo jo det er jeg langsomt begyndt at få ind i mit liv og vænne mig til at have, og det er jo også ganske skønt.

MEN derfor er det stadig svært at acceptere, at han vil flytte hjemmefra og derved sætter det endelig punktum på, at nu er det definitivt slut med, at han er MIN lille dreng!
Nu er han min voksne søn, som står med det ene ben ude af døren og flyttekasserne er mentalt ved at være pakket ned.

Nu håber jeg så bare, at jeg har fået givet ham det hele med i den flyttekasse der indeholder:
mors KÆRLIGHED, Mors GODE RÅD OM LIVET , Mors BEKYMRINGER, Mors OMSORG, Mors ØKOMISKE RÅD og mors ”MIN DØR STÅR ALTID ÅBEN, NÅR DU HAR BRUG FOR DIN MOR”.

For selvfølgelig skal han flytte ud, og selvfølgelig kan han stå på sine egne ben, og forhåbentlig husker han at komme hjem til sin mor engang imellem og giver sin “gamle mor” et kram. 

 

Står du eller har du stået i samme situation som mig, så tager jeg imod alle gode råd med kyshånd, både om at give slip med masser af kærlighed og et skub på vejen, og også om hvordan man selv kommer videre med sit eget liv, efter at børnene er flyttet ud og har skabt deres eget liv <3

 ”Fra en mor, der langsomt, men meget svært, er ved at vænne sig til at hendes eneste barn flyver fra reden”

Kærligst  
Charlotte

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Charlotte Frølund

Du kan følge mig her

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 6 kommentarer

  1. maja christensen

    Såååååå godt beskrevet . Tænker nøgatig det samme med mine 2 18 årige drenge og kender det hele . godt skrevet

    1. Charlotte Frølund

      Tak for dine søde ord Maja <3

  2. Charlotte

    Åh Charlotte! Kan godt forstå dig. Vi var jo to, da den sidste flyttede…. Og det var underligt…og tomt, selvom vi havde hinanden. Men også ret hurtigt befriende😘 I dag, hvor jeg er alene, nyder jeg at ha min datter til overnatning, men efter nogle dage har jeg fået nok. For man vænner sig til sine egne sære vaner. Og en dag sætter du pris på naturens gang….. Lige nu er det bare skræmmende ❤️

    1. Charlotte Frølund

      Ja, er også ret sikker på, at jeg nok skal vænne mig til det, men lige nu er der et par kameler der skal sluges 🙂
      Dog er vi jo langsomt igang med en udslusning, da vi stort set bor som roomies, uden faste spisetider, hjemmetider eller noget. Og engang imellem husker vi så at ses og spise sammen eller bare lige tage en kop kakao i sofaten, så vi får snakket sammen også <3

  3. Mia-Maria Lie Adelina

    Han vil altid have brug for dig, det forsvinder ikke. men det er hårdt og svært at lade dem flyve fra reden. jeg har oplevet det 2 gange, og jeg ser ikke frem til at det bliver min søns tur. men det er også sundt, at finde sig selv og ikke bare være mor hele tiden. jeg er ret sikker på du også vil finde dine fodspor og du har gjort et godt stykke arbejde med at være både mor og far <3 knus

    1. Charlotte Frølund

      Tusind tak for dine super søde ord Mia-Maria <3

Skriv et svar