Nu er jeg ikke længere hans nr.1 ……

Det har jeg som sådan ikke været i nogle år, men efter han er flyttet hjemmefra, så mærkes det endnu tydeligere.

Min søn og jeg har boet alene sammen, siden han var 3 år gammel, og hans far valgte at flytte ud.
Han har aldrig været et ”almindeligt delebarn”, hvis der overhovedet er noget der er almindeligt ved delebørn.
Men jeg har haft ham på mere eller mindre ”Fuldtid” siden han var tre år gammel og indtil han, nu som 21-årig, er flyttet hjemmefra.

Så vi har været meget sammen – og kun os to- , og vi har haft et helt specielt og meget tæt bånd, hvor der har været en kæmpe tillid mellem os og en bunker af kærlighed og ærlighed.
Han har turde komme med spørgsmål til mig, som mange af hans venner ikke turde stille til deres forældre.
Han har turde sige sin mening, og blive sur – og det har jeg også kunne gøre tilbage til ham, for vi vidste begge to, at uanset hvor sure vi blev på hinanden, så blev vi altid gode inden vi skulle i seng, for man gik aldrig sur/vred i seng hos os. 
Vi har talt om alt, og intet emne eller spørgsmål, var for pinligt, grimt eller sårbart at tale om.

Men da han for 5 år siden kom på efterskole, så gled vi stille og roligt langsomt fra hinanden.
Vores tætte bånd blev tyndere og tyndere. Vores dybe samtaler blev færre og vores fortrolighed og gode samtaler blev der mindre af.
Båndet var der stadig, tiltrods for at det ikke var så tykt længere, også efter han kom hjem fra efterskole og skulle starte på gymnasiet, men jeg kunne godt mærke, at min søn langsomt trak sig fra mig, delte ikke hans liv på samme måde som før med mig, og vores samtaler var ved at være ganske få – og blev mere og mere reduceret til, at vi kun havde de lange samtaler, når vi endelig spiste aftensmad sammen.

Jeg var velvidende om, at det er en proces, der sker, når vores børn vokser op og er i gang med at løsrive sig fra deres forældre. 
Så er lysten til at dele ting og oplevelser i deres liv ikke nær så vigtige for dem, som for os som forældre.
Jeg vidste også, at han langsomt var i gang med at klippe navlestrengen, og jeg måtte acceptere, at det jo er den vej det skulle gå, og kun være glad for at jeg havde pakket hans rygsæk så godt, at han var klar til det allerede i gymnasiet.
Men jeg holdt stadig fast i, at vi trods alt stadig boede under samme tag, og han derved stadig var en del af mig og vores liv sammen, og at jeg stadig havde ham tæt på, selv om det ikke var meget vi så til hinanden i de år han gik i gymnasiet og senere havde et sabbat-år.

Men for snart 5 måneder siden, tog han det helt store spring i livet, og flyttede hjemmefra.
For ham et kæmpe positivt og skønt spring, for nu skulle han have sit eget hjem med sin kæreste, og tage det næste skridt i livet, og vokse mere og blive mere myndig og mere ansvarsbevidst.  
For mig et meget sørgeligt og voldsomt spring. For jeg havde ikke haft særlig mange måneder til at rigtig at vænne mig til, at han nu ikke længere skulle bo under samme tag som mig, at han ikke længere ville sidde på sit værelse, når jeg kom hjem, eller spise aftensmad med mig, eller få mig til at græde af grin, fordi han lige skulle lave noget stand-up i stuen, eller bare drille mig med ord, jeg fik sagt forkert.

I mine drømme ville han flytte hjemmefra, ligesom det sker i den der reklame i tv fra IKEA, hvor sønnen handler ind med sin mor (I har helt sikkert set den, og måske som jeg også tudet lidt til den).
Sådan blev det slet ikke. For han var og er meget selvstændig og vil meget gerne vise mig at han kan selv!
Og hey det KAN han – og måske skal jeg bare klappe mig selv på skulderen over, at han kan, og ikke har brug for mig og min hjælp til alt !
Men nøj, hvor var det hårdt ikke at måtte være med til at planlægge flytning, handle ind i Ikea, og hvad jeg ellers have i tankerne i min drømmeverden om, når sønnen skulle flytte hjemmefra (og helst først når han var mindst 25 år)

I går var han hjemme på besøg sammen med sin kæreste.
(har stadig svært ved at få det ord over mine læber – BESØG, for for mig er dette jo stadig hans hjem).
I vores frokost-hygge-snakke glider samtale ind på noget hans kæreste har gjort noget vigtigt og alvorligt, for at hjælpe ham med at få noget hjælp til noget alvorligt han går og “døjer” med, og da de fortæller mig dette, så får jeg et kæmpe stik i hjertet, for lige der mærker jeg, at jeg ikke længere er hans nr. 1.
Det er ikke længere mig, hans mor, som han ringer til og beder om hjælp til noget vigtigt. Det er ikke længere mig, han har brug for, når han er trist, ked af det, skal bruge hjælp, have en krammer eller bare en hyggesnak.
Han er flyttet ud, han er flyttet sammen med sin kæreste og 1. pladsen i hans liv, er ikke længere MIN….
Faktisk så tror jeg, at jeg er havnet på en 3-4 plads, efter kæresten, vennerne.

Det gør så sindsygt ondt i mit hjerte og sjæl.
Det er en smerte jeg ikke kan gøre noget ved. Det er en smerte jeg er nød til at acceptere. Det er en smerte, der fortæller mig, at livet går sin gang, og som jeg godt ved er uundgåelig.
Det er livets-gang og alle børn skal klippe navlestrengen og komme videre i livet, uden at have deres forældre med på slæb.
Men uanset hvor meget jeg godt ved, at det er den vej det skal gå, og også accepterer det, at det er sådan det er, så gør det stadig ondt ikke længere at være hende – hans mor – som bliver inddraget i hans liv, på samme måde, som jeg før i tiden blev.

Jeg håber dog, at han på et tidspunkt, kommer lidt mere på besøg, end han gør nu, og også får lyst til at drage mig lidt mere ind i hans liv igen.
Men lige nu trækker jeg vejret og lader ham være og leve hans liv uden, at jeg er der på sidelinjen og blander mig i det.
For jeg ved, at det er sådan han helst vil have det, og det er hans måde at vise mig på, at jeg har pakket hans rygsæk til fremtiden og livet så godt for ham, at han godt kan klare sig uden sin mor!
Næsten da……..for forleden skrev han og spurgte om jeg havde nogle forslag til aftensmad <3
Så lidt har han da stadig brug for sin mor <3


Jeg husker mig selv på:
 – at intet nyt er godt nyt, når der går længe, før jeg hører fra ham.
– at børn kun er til låns
– at så længe man har givet dem kærlighed, opbakning og motivering med på livets vej, så skal de nok klare den.


Kærligst Charlotte

Følg mig gerne på Instagram

GROOVE weekend med de skønneste kvinder.
Sommerhus i rørvig.
Smukt med smukt på.
Dans dans dans - morgen, dag og aften - GROOVE love all over ❤️
Snak, hygge, grin, samtaler, kvinder der løfter hinanden , kvinder der deler, kvinder der lytter ❤️
Alt er godt ❤️
Alt er ligesom det skal være ❤️ #groove #groovere #bodygroove #altergodt #kvinderderløfterhinanden #love #dans #samvær #theworldgroovemovement @groovedenmark @theworldgroovemovement #groovekbh
God weekend ❤️ Pas godt på dig selv ❤️ Pas godt på dem du elsker ❤️ Elsk noget mere, grin højere, syng meget, dans meget mere, hold hovedet højt, sig pyt, smil til en fremmede, hop i vandpytterne, og vær ligeglad med hvad andre tænker om dig - du er præcis som du skal være ❤️❤️ Kys det nu det satans liv ❤️ #livet #lev #elsk #smil #dans #grin #sigpyt #kys #sigtak
Kender du udtryk som:
Det der ikke slår dig ihjel, gør du stærkere !
Hvis livet giver dig citroner, så lav limonade af dem !
Der er altid lys forenden af tunellen !

Ja fyld bare på for der er mange flere af dem.. Men jeg kan sku ikke helt se lyset pt, jeg har drukket all lemonaden og kan ikke drikke mere, og jeg lever stadig med holder fast med fingerspidserne (sådan føles det i hvert fald) 
Jeg synes at jeg træder vande og kæmper for at holde hovedet over vandet og hvergang jeg synes - sådan nu går det fremad - nu går det sku meget godt....nu kører det fremad.

Så sker der endnu lige noget, som puster til det korthus, jeg endelig har fået til at balancere..
Det behøver ikke være en kæmpe ting, der gør det... det behøver faktisk bare at være et skide tv-kabel, som valgte at gå helt i stykker her til morgen og springe propperne i relæet...
Sidst var det min vandhane, som næsten er fixet nu, forrige gang var det mit vitrineskab som faldt ned af væggen og smadrede alle mine glas, og forrige forrige gang... tjaaa der er sku noget hele tiden og jeg føler virkelig at det kan være svært til tider at blive ved med at holde fast i at være positiv og smilende - og ikke bare sætte mig i et hjørne og give op.. For dig virker det nok som små ting - og små problemer - men når man i forvejen er væltet og kæmper med at rejse sig op, så er det ofte de små ting, som kan virke mest uoverskuelige... Jeg en fighter og har været det hele mit liv og prøver altid at finde det positive ved livet - også når det kaster citroner efter mig, og tro mig det har det gjort i alt for mange år nu! 
Men som tumlingen jeg er så rejser jeg mig altid igen...
Men lige nu kunne jeg godt bruge nogen, der rakte hånden op og sagde hej den der karma der følger efter dig, den tager jeg mig lige af i nogle år, så du kan mærke at livet også kan give dig solskin og jordbær ❤️ #lortmedlortpå #livetsgang #optureognedture #modgang #livet #karma #blogger @kvinderudenfilter.dk #citroner #lysforendenaftunnelen

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Avatar

    Søde Charlotte.
    Kan godt genkende noget af det. 🌹
    Vores ældste søn på 20 år flyttede hjemmefra i juni måned. Total mærkelig følelse, men jeg har da stadig mig mand og mindste søn på 17 år hjemme.
    Jeg synes også, at det med at man selv skal ringe og spørge om han er i live føles underligt. Men ja, må tænke som dig, intet nyt er godt nyt 💖🙏
    Det må så være endnu mere svært, når man som dig bliver helt alene🌹
    Tænker at der vil komme en balance på et tidspunkt. Lige nu er det hele jo nyt for din søn.
    De bedste tanker til dig.
    Kram Gitte

    1. Avatar

      Tusind tak for dine ord, søde Gitte <3

      Tak for at dele din erfaring med et stk udeboende barn, – kan se at vores sønner er flyttet nogenlunde på samme tid 🙂
      Og ja det er en mærkelig følelse.
      Godt at du har både mand og endnu en søn, der kan vente nogle år med at flytte hjemmefra <3 Så er der stadig en søn hjemme du kan "tage dig af" og give masser af mor-opmærksomhed 😉
      Kram din vej
      Zilotte

Skriv et svar

Luk Menuen