Nu er jeg ikke længere hans nr.1 ……

Det har jeg som sådan ikke været i nogle år, men efter han er flyttet hjemmefra, så mærkes det endnu tydeligere.

Min søn og jeg har boet alene sammen, siden han var 3 år gammel, og hans far valgte at flytte ud.
Han har aldrig været et ”almindeligt delebarn”, hvis der overhovedet er noget der er almindeligt ved delebørn.
Men jeg har haft ham på mere eller mindre ”Fuldtid” siden han var tre år gammel og indtil han, nu som 21-årig, er flyttet hjemmefra.

Så vi har været meget sammen – og kun os to- , og vi har haft et helt specielt og meget tæt bånd, hvor der har været en kæmpe tillid mellem os og en bunker af kærlighed og ærlighed.
Han har turde komme med spørgsmål til mig, som mange af hans venner ikke turde stille til deres forældre.
Han har turde sige sin mening, og blive sur – og det har jeg også kunne gøre tilbage til ham, for vi vidste begge to, at uanset hvor sure vi blev på hinanden, så blev vi altid gode inden vi skulle i seng, for man gik aldrig sur/vred i seng hos os. 
Vi har talt om alt, og intet emne eller spørgsmål, var for pinligt, grimt eller sårbart at tale om.

Men da han for 5 år siden kom på efterskole, så gled vi stille og roligt langsomt fra hinanden.
Vores tætte bånd blev tyndere og tyndere. Vores dybe samtaler blev færre og vores fortrolighed og gode samtaler blev der mindre af.
Båndet var der stadig, tiltrods for at det ikke var så tykt længere, også efter han kom hjem fra efterskole og skulle starte på gymnasiet, men jeg kunne godt mærke, at min søn langsomt trak sig fra mig, delte ikke hans liv på samme måde som før med mig, og vores samtaler var ved at være ganske få – og blev mere og mere reduceret til, at vi kun havde de lange samtaler, når vi endelig spiste aftensmad sammen.

Jeg var velvidende om, at det er en proces, der sker, når vores børn vokser op og er i gang med at løsrive sig fra deres forældre. 
Så er lysten til at dele ting og oplevelser i deres liv ikke nær så vigtige for dem, som for os som forældre.
Jeg vidste også, at han langsomt var i gang med at klippe navlestrengen, og jeg måtte acceptere, at det jo er den vej det skulle gå, og kun være glad for at jeg havde pakket hans rygsæk så godt, at han var klar til det allerede i gymnasiet.
Men jeg holdt stadig fast i, at vi trods alt stadig boede under samme tag, og han derved stadig var en del af mig og vores liv sammen, og at jeg stadig havde ham tæt på, selv om det ikke var meget vi så til hinanden i de år han gik i gymnasiet og senere havde et sabbat-år.

Men for snart 5 måneder siden, tog han det helt store spring i livet, og flyttede hjemmefra.
For ham et kæmpe positivt og skønt spring, for nu skulle han have sit eget hjem med sin kæreste, og tage det næste skridt i livet, og vokse mere og blive mere myndig og mere ansvarsbevidst.  
For mig et meget sørgeligt og voldsomt spring. For jeg havde ikke haft særlig mange måneder til at rigtig at vænne mig til, at han nu ikke længere skulle bo under samme tag som mig, at han ikke længere ville sidde på sit værelse, når jeg kom hjem, eller spise aftensmad med mig, eller få mig til at græde af grin, fordi han lige skulle lave noget stand-up i stuen, eller bare drille mig med ord, jeg fik sagt forkert.

I mine drømme ville han flytte hjemmefra, ligesom det sker i den der reklame i tv fra IKEA, hvor sønnen handler ind med sin mor (I har helt sikkert set den, og måske som jeg også tudet lidt til den).
Sådan blev det slet ikke. For han var og er meget selvstændig og vil meget gerne vise mig at han kan selv!
Og hey det KAN han – og måske skal jeg bare klappe mig selv på skulderen over, at han kan, og ikke har brug for mig og min hjælp til alt !
Men nøj, hvor var det hårdt ikke at måtte være med til at planlægge flytning, handle ind i Ikea, og hvad jeg ellers have i tankerne i min drømmeverden om, når sønnen skulle flytte hjemmefra (og helst først når han var mindst 25 år)

I går var han hjemme på besøg sammen med sin kæreste.
(har stadig svært ved at få det ord over mine læber – BESØG, for for mig er dette jo stadig hans hjem).
I vores frokost-hygge-snakke glider samtale ind på noget hans kæreste har gjort noget vigtigt og alvorligt, for at hjælpe ham med at få noget hjælp til noget alvorligt han går og “døjer” med, og da de fortæller mig dette, så får jeg et kæmpe stik i hjertet, for lige der mærker jeg, at jeg ikke længere er hans nr. 1.
Det er ikke længere mig, hans mor, som han ringer til og beder om hjælp til noget vigtigt. Det er ikke længere mig, han har brug for, når han er trist, ked af det, skal bruge hjælp, have en krammer eller bare en hyggesnak.
Han er flyttet ud, han er flyttet sammen med sin kæreste og 1. pladsen i hans liv, er ikke længere MIN….
Faktisk så tror jeg, at jeg er havnet på en 3-4 plads, efter kæresten, vennerne.

Det gør så sindsygt ondt i mit hjerte og sjæl.
Det er en smerte jeg ikke kan gøre noget ved. Det er en smerte jeg er nød til at acceptere. Det er en smerte, der fortæller mig, at livet går sin gang, og som jeg godt ved er uundgåelig.
Det er livets-gang og alle børn skal klippe navlestrengen og komme videre i livet, uden at have deres forældre med på slæb.
Men uanset hvor meget jeg godt ved, at det er den vej det skal gå, og også accepterer det, at det er sådan det er, så gør det stadig ondt ikke længere at være hende – hans mor – som bliver inddraget i hans liv, på samme måde, som jeg før i tiden blev.

Jeg håber dog, at han på et tidspunkt, kommer lidt mere på besøg, end han gør nu, og også får lyst til at drage mig lidt mere ind i hans liv igen.
Men lige nu trækker jeg vejret og lader ham være og leve hans liv uden, at jeg er der på sidelinjen og blander mig i det.
For jeg ved, at det er sådan han helst vil have det, og det er hans måde at vise mig på, at jeg har pakket hans rygsæk til fremtiden og livet så godt for ham, at han godt kan klare sig uden sin mor!
Næsten da……..for forleden skrev han og spurgte om jeg havde nogle forslag til aftensmad <3
Så lidt har han da stadig brug for sin mor <3


Jeg husker mig selv på:
 – at intet nyt er godt nyt, når der går længe, før jeg hører fra ham.
– at børn kun er til låns
– at så længe man har givet dem kærlighed, opbakning og motivering med på livets vej, så skal de nok klare den.


Kærligst Charlotte

Følg mig gerne på Instagram

Jeg havde sidste time i @fysiskform i går aftens.
For tre måneder siden tog jeg et valg og sagde op, som instruktør i centret.
Jeg havde en fast time om ugen - hvor jeg underviste en masse skønne medlemmer i #hitfitdance 💃
Jeg var glad for at undervise disse dejlige medlemmer, energierne var altid høje, hofter, ben, rumper og arme blev altid rystet igennem samtidig med at sangstemmerne blev brugt.
Jeg havde en fest..... men nogen gange er man nød til at tage et valg.
Mit valg var at mærke efter og se om jeg var der hvor jeg skulle være. 
Det kunne jeg mærke jeg ikke var. Ikke fordi der var noget galt med mit hold eller de mange fantastiske medlemmer der kom på timen. Men der var noget i mig, der ikke var glad, når jeg skulle afsted og jeg skulle finde mange energier frem til at undervise. 
Så jeg tog et valg om at stoppe i centret.
.
Men nøj hvor havde jeg ondt i maven over mit valg i går, og det var med en tåre i øjet og en klump i halsen, at jeg sagde farvel til medlemmerne.
.
Men men men jeg er stolt over at jeg er blevet bedre til at mærke efter om jeg er der hvor jeg skal være, om det er godt for mig, om jeg også får noget af den energi som jeg sender ud igen...
.
Mærker du efter, om du er der, hvor du skal være i livet ? .
#nårendørlukkesåbnerenny #mærkeefter #danseinstruktør #cfdans #hitfitdance #energi #farvelogpågensyn
Jeg har taget en afspadseringsdag.
Jeg har afleveret min cykel til cykelsmeden. 
I stedet for at gå lige hjem lagde jeg vejen forbi kirkegården hvor min far ligger 😢
Her er så smukt, så roligt, så fredfyldt.
Men......
Jeg kommer her stort set aldrig, for jeg føler ikke at det er her min far er. Han bor i mit hjerte og i mine minder. 
Jeg savner ham så meget i øjeblikket og der er så meget jeg gerne ville fortælle ham og bare give ham et kram mere og fortælle ham, hvor meget han betyder for mig.
Min far har ligget her i 8 år nu. 
Vi mistede ham alt alt for tidligt.
#nogengangeerlivetikkeretfærligt .
#savn #kirkegård #minfar #savnerdig #bareduhardetgodtderoppe
GOD MORGEN OG GOD FREDAG 🥰
.
Kender i den følelse af at være stået meget tidligt op og have gjort sig klar til at tage på job...... og det eneste du tænker på er, hvornår kan jeg gå i seng og sove igen ?! .
Sådan en morgen har jeg i dag - og mine tanker går på om det er okay lige at tage en morfar på sofaen, når jeg kommer hjem, spise aftensmad og så gå i seng bagefter ?! #tornerosesovihundreår - det kunne jeg også godt gøre lige nu 🤦🏼‍♀️
.
Nå min weekend er en arbejdsweekend - den står på danseundervisning og så igang med at male min stue-projekt 💃💪🏽 Det bliver så skønt 🥰
.
Har du en dejlige planer for weekenden ? 
Uanset hvad - ønsker jeg dig en skøn weekend 🥰
.
##søvnerovervurderet #weekend #fredag #arbejde #tageenmorfar #godweekend #blogger #charlottefrølund @kvinderudenfilter.dk

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. Avatar

    Søde Charlotte.
    Kan godt genkende noget af det. 🌹
    Vores ældste søn på 20 år flyttede hjemmefra i juni måned. Total mærkelig følelse, men jeg har da stadig mig mand og mindste søn på 17 år hjemme.
    Jeg synes også, at det med at man selv skal ringe og spørge om han er i live føles underligt. Men ja, må tænke som dig, intet nyt er godt nyt 💖🙏
    Det må så være endnu mere svært, når man som dig bliver helt alene🌹
    Tænker at der vil komme en balance på et tidspunkt. Lige nu er det hele jo nyt for din søn.
    De bedste tanker til dig.
    Kram Gitte

    1. Avatar

      Tusind tak for dine ord, søde Gitte <3

      Tak for at dele din erfaring med et stk udeboende barn, – kan se at vores sønner er flyttet nogenlunde på samme tid 🙂
      Og ja det er en mærkelig følelse.
      Godt at du har både mand og endnu en søn, der kan vente nogle år med at flytte hjemmefra <3 Så er der stadig en søn hjemme du kan "tage dig af" og give masser af mor-opmærksomhed 😉
      Kram din vej
      Zilotte

  2. Avatar

    Kære Charlotte.

    Hjemmet hvor man voksede op, vil altid være “Hjemme”.
    Mor vil altid være nr.1.
    Det kan kæreste, venner eller andre forandringer i livet ikke ændre på. Vis man har haft en god og tryg opvækst, hvilket jeg er sikker på din søn har haft.
    Så forbliver det sådan i fremtiden.
    Ja der kommer et tidspunkt hvor det virker som om at kæresten og venner er vigtigere.
    Men det skyldes mest et afsavn og en tanke om at føle sig sat lidt på sidelinjen.
    Ved første problemer kommer drengen “hjem” og vil have Mor igen pusser og nusser omkring drengen, som allerhelst bare vil flytte hjem igen.
    Men man ved også godt at det trygge hjem, kun er midlertidigt.
    Livet er at man skal ud af reden, selv lære at baske med de forbandet små vinger. Så de kan blive større og klare fremtiden, hvor man selv skal have sine unger under dem.

    Men selv om drengen bliver 50. Så er hjemmet stadig hvor mor er, mor er stadig nr 1 og man elsker det.

    Hilsen
    Drengen på snart 50.

    1. Avatar

      Kære Michael – som snart er en voksen dreng på 50 år 🙂

      Tusind tak for dit meget søde og ærlige og kærlige respons på mit indlæg.
      Du har jo så meget ret i det du skriver, og ja Hjemme er jo der hvor man voksede op og fik støtte og kærlighed til selv at blive voksen og forlade Hjemmet – så man kan skabe sig et nyt Hjem til voksenliv og skabe et liv for sine egne unger.

      Jeg er evig glad for, at du som du skriver, så er hjemmet stadig der hvor ens mor er – og hun er stadig nr. et – selv om du er blevet en voksen mand, der kan stå på egne ben.
      Sådan håber jeg også at min søn tænker, når han nærmere sig de 50 år – og jeg forhåbentlig stadig er i live til at kunne opleve dette.

      Tak for at følge min blog og tak for at give dig tid til at skrive en respons på mit indlæg.

      KH Charlotte

Skriv et svar

Luk Menuen