At sove sammen med sit barn eller ikke…

Jeg har længe tænkt og tænkt…

Hvorfor dømmer mødre tit hinanden bare fordi vi ikke gør tingene på samme måde?

Bevares jeg kan da også tænke mit når andre ikke gør som jeg men så længe ingen børn bliver mishandlet, udsat for omsorgssvigt m.m. må vi vel alle gøre det som fungere for os og vores familie?

Det fører mig hen til om man skal sove sammen med ens barn eller ikke skal.

Jeg må være ærlig og sige at jeg er en af dem der bliver lidt “ramt” når andre poster det ene opslag efter det andet om hvor gode mødre de er fordi deres barn i en alder af nærmest ingen måneder sover på eget værelse og mange andres kommentarer og rygklapperi fordi man åbenbart er en mega sej Supermom fordi man har et barn der sover på eget værelse.

Seriøst??!

Jeg ved der så sidder mange (måske usikre) mødre derude og tænker at så må de hellere se at få deres barn til at sove på eget værelse så de også kan være en Supermom men tøser lets face it, ingen er Supermoms blot fordi deres barn sover på eget værelse.

I min optik er man en Supermom når man ser sit barns behov OG imødekommer det og her er det ikke altid det man troede man ville gøre som er det der er det rigtige for alle børn er forskellige og har derfor også forskellige behov.

Feks. da jeg blev gravid med Magne havde jeg en klar ide om at han ikke skulle sove i vores seng fordi jeg vågner ved den mindste lyd og pga. min dårlige ryg.

Pigerne har altid måtte komme ind til os og de dage hvor jeg ikke har orket at finde en madras er de da hoppet under dynen i vores seng men ellers har de faktisk fået en madras ved siden af os som de kunne sove på så de var trygge og var sammen med os.

Så kom Magne og hele min verden blev ændret fuldstændig.

Han har siden dag 1 sovet møg dårligt hvis han oplevede andet end vores hus’s 4 vægge.

Han prøvede eget værelse MEN at skulle rende ind til ham 10-15 gange om natten fungerede bare slet ikke og det endte alligevel altid med han til sidste kom ind til os og lå så beslutningen blev taget og samsovning blev for alvor vores faste måde at sove på og det fungerede meget bedre for os.

Magne er nu 5 år og han bliver i vores seng lige indtil den dag han selv siger stop.

Er det mit behov eller hans spørger folk mig tit.

Det er 100% hans behov, han har enormt svært ved at falde i søvn og skal hjælpes på vej og han vågner stadig mange gange om natten og han har så meget brug for trygheden i at jeg er lige ved siden af ham.

Er du ikke træt af at han fylder, spørger nogen?

Nej! Selvfølgelig er det ikke smart i forhold til min ryg men vi har udvidet vores seng så der er god plads. Han ender tit helt op af mig men det er hans tryghed der har brug for at mærke jeg er der og vigtigst er at i stedet for at vågne 10-15 gange så vågner han nu “kun” 4-8 gange på en nat hvilket betyder mere søvn til mig og ærligt så er søvn altså bare hammer vigtigt for at kunne fungere.

Er jeg så bedre end andre?

NEJ!

Jeg tror på at de fleste forældre gør det der er bedst for netop deres børn og det samme gør jeg.

Jeg ser Magnes behov og imødekommer dem og det vil jeg gøre for altid også selvom det måtte være meget langt fra det andre gør.

I min verden skal ingen børn feks. græde og bestemt ikke når de skal sove.

Et bars gråd er lig med noget er galt men det er vist et helt indlæg for sig selv.

Hvis i nåede så langt håber jeg i har fanget mit budskab, netop at vi allesammen sagtens være Supermoms selvom vi ikke har børn på samme måde.

Jeg er enormt ifavnsk og jeg tror på at blid opdragelse er det rigtige. (Læs vi har masser af rammer og krav samt regler herhjemme)

Alt det jeg selv har oplevet som barn vil jeg på ingen måde have mine børn skal gennemleve så derfor ændre jeg min “historie” og gør det som jeg mener er det rigtige for mine børn og håber i også mærker efter og gør det som i mener er rigtigt for jeres børn og ikke fordi andre gør det.

Vi er alle SUPERMOMS <3

Ingen af os er pylremødre, curlingmødre eller hippiemødre bare fordi vi møder vores børn og favner dem <3

Børn har ikke selv valgt livet så de fortjener i den grad det bedste som i min verden er omsorg og kærlighed og dét kan de ikke få for meget af.

XOXO Linda

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Linda Eskehøj

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Avatar

    1000-tak for et super dejligt indlæg.. Jeg blev så glad for at læse det og stemmer i, at man skal møde sine børns behov – også selv om man så ikke altid er en SUPERMOM i alles øjne.. Og hvad så.. det vigtigste er vel at vores børn er trygge og elsket <3

    Min egen søn sov stort set hver nat i min seng, fra han var 0 – til han var 12-13 år. Der valgte han selv – at nu var det vist fint nok at sove i sin egen seng.
    Han blev altid lagt ind i sin seng for at sove om natten, men omkring kl. halv to -to, så vågnede han og stod der ved min side af sengen og ville gerne op og putte.
    Hans far var bestemt ikke af samme mening som mig, men sådan blev det. Og da hans far flyttede ud, så havde min søn behov for endnu mere tryghed og mærke at jeg var der og ikke gik fra ham, og så blev samsovning endnu mere vigtig for os begge <3

    Tak for at bryde tabuet og tak for et ærligt og varmt indlæg.

    Kærligst Charlotte

Skriv et svar

Luk Menuen