Der er altid sol på den anden side af skyerne!

Det er rigtigt længe siden, at jeg har skrevet noget. Jeg har et større og sværere indlæg på vej, men det tager mentalt tid at skrive, så det må I have til gode og det kommer og det bliver skidegodt 🙂

Siden påske har jeg haft travlt arbejdsmæssigt, dette i takt med at restriktionerne blev færre og færre. Det har været hårdt at gå fra nærmest at køre i bakgear hele tiden til at køre i 6. gear med fuld skrue i en opadgående retning og jeg er stadig ikke helt der mentalt, hvor jeg skal være, men det skal nok komme.

Sommetider når det har været max. stressende fordi jeg var kommet ud af trit i forhold til travlhed på job, så har jeg savnet ”corona-tiden” uden rigtigt at gøre det alligevel.

Sådan er det vel altid, når man ikke formår at sætte rigtigt pris på det, som man har lige NU og man opdager først bagefter, at nok var det en svær tid med isolation, mundbind og så videre, men jeg fandt andre ting at nyde, så som en masse kvalitetstid med mig selv, hvor jeg lavede en masse puslespil, havde masser af mig-tid og jeg fik gået en masse ture og trænet en del.

Pt. er det jo meget oppe i tiden, at mange springer ud i en livsstilsændring, hvor man tydeligt ser forskellen på før og efter billederne og hvor er det sejt og hvor er jeg misundelig, jeg tænker så tit: “Gid det var mig”!

Jeg træner stadig meget, prøver at spise sundt, men min regnormstynde rygrad formår ikke at holde stand hele tiden, jeg håber dog, at kroppen forandres lige så langsomt – jeg vil jo så gerne være tynd og fit, men jeg må jo også erkende, at jeg lever alt  for godt og at der er for mange fristelser og dårlige vaner.

Jeg er holdt op med at veje mig for ikke at miste motivationen, klør bare på og på et tidspunkt må det jo lykkes – om ikke andet end, at jeg forliger mig med min krop, måske indser, at jeg nødvendigvis ikke skal have en krop, som var jeg 25 år, for det er jeg jo ikke, men det kræver nok, at jeg får arbejdet en del mere med mit selvværd end jeg gør.

Men jeg er stadig fortrøstningsfuld. Jeg har i det mindste stadig modet til at klø på, måske det tager lang tid, men en klog mand (min mand) sagde engang til mig: “Det bedste træning er den man får gjort” – det var godt nok skide irriterende, da han sagde det – men han har jo ret.

I dag vågnede man op til et andet Danmark, slut med mundbind de fleste steder i denne omgang, jeg vænnede mig til at huske at tage dem på, men jeg vænnede mig aldrig til have det på.

Bare det at man ikke kunne se andres mimik – utroligt hvad det betyder. Det gjorde ofte, at jeg ikke forstod hvad folk sagde og den eneste fordel, som jeg kunne se ved mundbind var, at man kunne gå rundt med trutmund i Netto uden nogen så det, altså hvis man har den tendens til trutmund (hvilket jeg egentlig ikke har).

Snart har hver anden fået første stik mod Corona og over hver fjerde er fuld vaccineret.

Jeg skal selv have det andet stik i næste uge og vi er godt på vej ud af pandemien. Endelig!

Det er nu, at det vigtigt at vi husker at tage de gode ting med videre i livet, som vi har lært af pandemien.

Vi lever i et rigt og demokratisk land, men vi må aldrig tage vores frihed for givet. Vi skal sætte pris på de små ting i livet. Vi skal huske at nyde naturen. Vi skal huske at sætte værdi på nærvær.

Verden er blevet digital, men vi har behov for at være sociale. Vi skal sætte pris på at have tid til hinanden. Hjælpsomhed og sammenhold koster ikke noget. Vi har et ansvar. Etik og moral skal på dagsordenen.

Og vi skal nyde livet hver dag. Tid er det eneste vi ikke kan købe os til.

Det fik man et synligt bevis på under Danmarks første EM-kamp, som jeg ikke så, men da episoden med Christian Eriksen skete, sad jeg der sammen med resten af Danmarks befolkning, tænkte det værste og håbede det bedste. Og det bedste skete heldigvis.

Før EM startede, håbede jeg som så mange andre, at det blev 1992 igen – men i et splitsekund ændrede det sig, for livet er så meget vigtigere.

Skulle det ske, at de ikke vinder, så har de vundet så meget andet.

Landsholdets drenge og træner viste deres menneskelige format i en krisesituation, som man kun kan være stolt af – de har ikke vundet EM (endnu), men de har vundet verden og det består for evigt, det har de fortjent.

Jeg er fan og ønsker alt det bedste for Eriksen og landsholdet. I mine øjne er de allerede Danmarks helte.

Og et år er allerede gået – jeg har fejret 1 års bryllupsdag med manden i mit liv – livet er bare skønt med ham i det. Og det husker jeg at sætte pris på hver eneste dag – også de dage, hvor jeg kan være lidt små-grumpy, præmenstruel eller i akut overgangsalder.

Og nu skal vi ellers bare have en hverdag i gang igen uden mundbind, hvor vi kan danse og give en krammer når vi har lyst, hvor vi kan se hinanden smile, for når verden smiler, er livet så meget smukkere.

Alt er godt igen eller i hvert fald bedre – ENDELIG!

Nyd livet…Der er altid sol på den anden side af skyerne 😊

Kærlig hilsen

Kære Verden