Enden på begyndelsen!

Som tiden dog går, jeg har nu i næsten fire år været fast blogger her på kvinderudenfilter.dk, hvor jeg har skrevet mig igennem en helingsproces (som langt fra er slut, men i klar bedring).

Nu er jeg kommet til et punkt, hvor der skal nye boller på suppen.

Nu skal der ikke længere kun skrives, når livet driller – fremover vil jeg gøre det, bare fordi jeg elsker at skrive!

Men inden da vil jeg afrunde min helingsproces – ved at se fortiden fra en anden vinkel:

Mig set gennem mine veninders øjne!

Og jeg må sige at der dukkede ting op, som jeg fuldstændig havde glemt! Positive ting!

Veninde 1:

”Du har været en del af mit liv siden 1. klasse, men det var først i 3. eller 4. klasse, at vi rigtigt bondede – måske fordi du nærmest kastede op ud over min kagemand til min fødselsdag.

Vi var næsten altid hos os og jeg forstår godt nu hvorfor. Du var altid lidt trykket, men en sommerdag, hvor der var vandkamp ude i haven tøede du op. Du var som altid klædt i de store sorte striktrøjer og miine brødre og jeg rendte rundt i underbukser og plaskede med vand, pludselig legede du rundt med os andre, sjaskvåd og helt fri – til glæde for os og dig.

Vi lavede utroligt meget sammen, når vi var hjemme hos dig, så foregik det som regel altid udenfor i skoven og naturen, for var vi hjemme hos dig og indenfor, så skulle vi være stille, din mor sov som regel om dagen. Det var mærkeligt og irriterende, men jeg spurgte aldrig hvorfor. Første gang jeg sov ude, var faktisk hjemme hos dig.

Det var ofte dig, der kom med alle ideerne til alt det vi lavede og som regel foregik det udenfor. I 6. klasse holdt vi fødselsdag sammen, det var super hyggeligt og alt gik op i en højere enhed.

Vi var hinandens fortrolige – men du mælede ikke et ord om hvordan det forholdt sig hjemme hos dig. Kan du huske da vi listede ind i din fars soveværelse og kiggede i hans pornoblade under sengen? Jeg kan også huske, da du fik din første menstruation, da var det også mig, der hjalp dig med at finde ud af det med bind, jeg vidste ikke, at det var fordi du var bange for din mor og ikke turde fortælle hende om det.

Da dine forældre endelig skulle skilles, var vi så heldige at du flyttede ind i et hus skråt overfor mig, men det var alligevel super svært for dig at fortælle mig om den forestående skilsmisse og jeg vidste heller ikke lige hvordan jeg skulle reagere, men du glædede dig til at komme væk fra din mor, fornemmede jeg, og alligevel syntes du også det var mærkeligt.

Ofte når du skulle besøge din mor, så var jeg med, hvor vi stadig fortsatte vores ude-lege, vi cyklede området tyndt og du viste mig også hvordan hendes viktualierum var fyldt med øl og vin, men vi talte aldrig om hvorfor.

Da vi var på lejrskole på Bornholm, pjækkede vi også fra bølgebadet, du turde vist ikke – jeg ved nu, at det var fordi du ikke kunne lide at få hovedet under vand – det mindede for meget din mors toiletskylninger af dit ansigt, men det vidste jeg ikke dengang.

Som altid var jeg med på dine ideer, så vi købte røgede sild i stedet for og spiste dem, mens vi hyggede os. Jeg var også med til din konfirmation, men derefter begyndte vi at glide fra hinanden – du måtte gå i byen, det måtte jeg ikke. Du prøvede grænser af og sommetider provokerede du mig til at gøre det samme.

I en periode var kontakten helt væk – vi var med eller inviteret til hinandens bryllupper, men pludselig efter mange år, så fandt vi hinanden igen på en cyberspace-agtig måde og vi har stadig kontakt den dag i dag.

Jeg har altid set dig som et utroligt intelligent menneske, som barn var der mange ting, der undrede mig, men som jeg forstår nu. Som voksen synes jeg at det er hårdt at se du kæmper dig fri af de ting, som du aldrig skulle have været udsat for og som har sat sig så dybe spor, men jeg er glad for at du har så mange gode værdier og så meget kærlighed, som du giver videre til dine nærmeste. Jeg beundrer, at du har styrken og troen på det og på dig selv. Og jeg tror på dig!”

Veninde 2:

”Kære dig, jeg har tænkt så meget over hvad jeg skulle skrive. Du har jo SÅ mange kvaliteter, men jeg vil indlede med at du er en fantastisk kvinde! Jeg har kendt dig det meste af mit liv og har altid set dig på denne måde: FANTASTISK!

Det er stærkt af dig at række ud på denne måde og du ved jo godt, når du virkelig mærker efter, at du har så mange kvaliteter (men alle skal mindes om det en gang i mellem).

Jeg har altid vidst, at du har haft en svær barndom, men det var først som voksen, at det reelt gik op for mig hvor slemt det egentlig var.  Kunne jeg have gjort noget? Som barn ser man jo ikke det samme som voksen, så det kunne jeg nok ikke.

Vi har ikke altid set lige meget til hinanden, men du var/er altid nem og interessant at snakke med. Hver gang vi mødes, tænker jeg faktisk, at jeg gerne ville tilbringe mere tid sammen med dig, da jeg virkelig føler at jeg får noget ud af vores venskab. Jeg har altid noget med mig, når vi har været sammen.

Et af mine første minder om dig går helt tilbage til første klasse, vores første skoledag og du sad og hev mig i fletningerne. Vi legede også ofte sammen og du var bange for vores lille hund. Du var altid sjov at være sammen med og du var enormt dygtig i skolen og du var lidt stædig – især da du insisterede på, at det hed ”Lille-Bents-broen”.

Du var/er enormt god til at snakke med andre mennesker, du er sjov, intelligent, ærlig og udfordrende og det gør dig bare sjov at være sammen med. Jeg har oplevet hvordan andre meget hurtigt bliver fascineret af dig på grund af din vindende personlighed. Jeg var faktisk lidt misundelig på den måde hvorpå du bare kunne snakke med alle folk på.

Du var/er også en meget omsorgsfuld og reflekterende god veninde. I 7. eller 8. klasse blev jeg drillet lidt og du var faktisk også en af ”dem” i begyndelsen, men efter lidt tid tog du fat i mig. Jeg spurgte dig hvad der havde fået dig til at ændre mening. Du sagde, at du havde tænkt over hvordan det ville være, hvis det var dig selv og det ville du ikke udsætte dig selv for – det var meget klarsynet at være for en 14-årig pige. Det gav mig stor respekt for dig – alle kan jo fejle, men det er stort at indse, at det måske ikke er så smart det som man har gang i.

Og nu som jeg kender dig, så er du en god mor og har opdraget nogle fantastiske børn og ens børn er jo et direkte spejl af en selv.”

Veninde 3:

”Jeg mødte dig først i gymnasietiden, du var sjov og sød. Elskede en god fest og var fantastisk at være sammen med. Men til en fest blev du super ulykkelig – græd og hulkede over din barndom, din frygt for dig mor – jeg var der for dig. Jeg var ikke klar over, at du egentlig var så ulykkelig indeni som du var – til omverden viste du en pige, der var glad og havde styr på tingene, men inderst inde var du bange, usikker på dig selv og smægtede efter kærlighed. Din gymnasietid var hæsblæsende, der skulle altid festes og altid på jagt efter kærligheden, som ofte lå for dine fødder, men det var aldrig godt nok – du kunne vælge og vrage, men alligevel afviste du. Du troede ikke på, at nogen ville elske dig, hvis de lærte dit rigtige jeg at kende. Derfor endte det i sidste ende med at du valgte en total modsætning af det du egentlig søgte.

Senere oplevede jeg en stor tragedie i mit liv, men du var der for mig, talte med mig, trøstede mig og græd med mig. Det bragte os tættere på hinanden og vi var der for hinanden 100 % og har været det lige siden – men på afstand, men du er altid i mit hjerte. Nu kan jeg mærke at du har fået mere ro i dit jeg og at du har fundet den mand, som du er lige med, selvom du ikke altid helt tror på den lige-hed, fordi du får den der snert af ikke at være god nok. Jeg håber du bliver ved med at udvikle dig, som du har gjort de seneste år – at du finder roen og troen på dig selv.”

Veninde 4:

”Jeg kan allerede sige nu, at du er den sjoveste veninde jeg har! Du er altid ide-rig og kreativ og du er så god til at tage initiativer. Jeg har også oplevet dig dybt ulykkelig i dit voksne liv. Og den gråd jeg hørte, var så hjerteskærende – det var et barns gråd, som skar mig lige i hjertet, tænk sig, at der kan være så megen sorg, tristesse og usikkerhed i det glade, smilende og smukke menneske.

Jeg er ofte misundelig på dig, fordi du kan tale med alle, du er sjov, så omsorgsfuld og betænksom samtidig med at du er intelligent og så er der et drive i dig uden lige.

Da jeg gik ned med stress, var du der for mig og håndterede situationen helt fantastisk. Du var med til at få mig på benene igen – det var faktisk dig, der hjalp mig ud fra job den dag, da det hele gik i sort for mig og det var også dig, der holdt opstartssamtalerne med mig, da jeg skulle tilbage på job – jeg skriver det ofte til dig, men du hører nok ikke efter, men du er amazing, mega dejlig at være sammen med – du er meget stærkere og sejere end du selv tror – du er så værdifuld for alle omkring dig og du ved det slet ikke selv og så har du et grin, der mærkes. Du fortjener al den kærlighed, der er i verden! Det glæder mig at du endelig har fået lov at opleve den kærlighed, som du altid har søgt og jeg nyder at se dig trives i den.”

MIG SELV:

HOLD DA OP!

Sikke en gang selvforherligelse er min første umiddelbare tanke, da jeg gengiver mine veninders ord, men en anden stemme hvisker blidt til mig: ”Tag det ind – du skal videre nu” og ja, det skal jeg! – det her er enden på begyndelsen…………………..

———————————————————————————————————–

Tak for at I har læst med på min lange rejse – vi ses i et nyt kapitel af min rejse – tavlen er nu visket ren!

Kærlig hilsen

❤️Kære Verden❤️