Mig – når de dystre tanker overtager!

Kender I det med at man sommetider finder sig selv utilstrækkelig, uduelig, umulig – faktisk en masse ord med ”U” med en negativ ladet klang?

Ja, det er sådan, at jeg har det lige i tiden, ved ikke lige hvad det er udledt af – måske det har luret i lang tid. Måske fordi jeg lige har overstået en lang intens arbejdsperiode, hvor jeg har okset som en gal for at få at det til at gå op i en højere enhed – når jeg kigger tilbage på de sidste måneder arbejdsmæssigt, så er det som om at have pisset i modvind i flere måneder og så endda med stor, lang stråle!

Min arbejdsfunktion går ud på at planlægge, arrangere, gøre noget godt for lokalområdet, men lige meget hvad jeg gør, er der altid de negative røster: ”Det er ikke annonceret godt nok”, ”Hvorfor gør du ikke dit og dat i stedet for?”, ”Det var dårligt, vi havde forventet mere” og så videre i den dur – imens lokalbefolkningens murren lurer rundt i krogen. Det har været så intenst, jeg har drømt om det, tænkt arbejde lige fra da jeg vågnede, måske endda også, mens jeg sov til jeg gik i seng – jeg har kæmpet og fightet og gjort alt hvad der stod i min magt for at gøre en lunken ting til en middelmådig succes og alligevel kom pisset med orkanstyrke tilbage i hovedet på mig dag efter dag.

OG JEG VED DET GODT!

Sådan er mit job, hører man ikke noget, så er alt godt (men en gang i mellem kunne det også bare være rart at høre noget, når det er godt – bare en lille thumbs up eller et godt og gedigent klap på skulderen) men sådan fungerer verden ikke og den strenge ”mig-selv-dommer” er jo hurtig til at konkludere, at jeg ikke gør det godt nok og efterfølgende bruge lang tid på at tænke over hvad jeg burde have gjort, hvis jeg havde været klogere, mens jeg messer for mig selv, at det er mig, der ikke er dygtig nok!

Privat er jeg også i vakuum – altså jeg er stadig gift med min skønne mand, som jeg elsker så meget og jeg kan selvfølgelig godt forstå, at han slet ikke ved hvad han skal stille op med det periodiske utilregnelige væsen, som han er gift med.

Når jeg opregner alle ”elendighederne”, så er der pludselig mange – for er man først en sølle pivert, så er det alt, som ikke spiller.

  • Har fundet ud af at det som oftest er mig, der skal tage initiativerne over mod veninderne, høre dem til om de er blevet raske, spørge om vi skal gå en tur eller om vi skal ses eller mødes til frokost. Og det på trods af, at jeg faktisk synes at jeg er en god veninde, der er klar til at lytte og hjælpe til hver en tid, venindepleje er selvfølgelig ikke så 100 % fra min side, som det har været, men det skal jo heller ikke være mig, der skal trække hele læsset. Jeg kan bare konkludere, at jeg er ikke den, der bliver tagget i ting, barndomsvenner har jeg ikke – eller jo, på det overfladiske plan, jeg er ikke den, der bliver ringet til om vi lige skal gøre noget sammen – det sker kun, når jeg tager initiativet. Jeg ved ikke engang om jeg har nogen, der ville kaste alt hvad de havde i deres hænder, hvis jeg var i knibe og jo, jeg forsømmer også veninder, men de giver så også hurtigt op. Det fungerer ikke rigtigt med mine venner og min mand – der er ikke rigtigt nogen melodi der – ikke at nogle er uvenner eller nogen ikke kan lide ham, men der er bare ikke rigtigt sprudlende kemi – det fungerer faktisk bedst med hans venner og de har også taget supergodt imod mig, ingen tvivl om det. Men se det lige fra min side, det er bare lettere at snakke sammen med folk, som man har kendt i årevis og har utrolige mange gode minder med – så det er da også åbenlys logik, at jeg sommetider kan føle mig udenfor. Så det kan da ikke være forkert at savne en gang i mellem at jeg havde noget at byde ind med på vennefronten, vel? (Det har alle andre ny-sammen-smedet par da, så du må have gjort et eller andet forkert – siger den indre stemme)
  • Det at have forælder er også et savn – jeg har skam nogle, men med minimal kontakt – i en periode hoppede jeg og sprang, var den søde Askepot, men på et tidspunkt sagde jeg fra ved at være mindre ”Askepotsk”, det har blot resultereret i mindre kontakt end før og når vi så er sammen, så er der begyndt at sprænge nogle politiske gløder, der blusser op gang på gang og nej, ingen skal beherske sig og alle skal have lov at have sin mening, men er det lig med at de aldrig inviterer eller kigger forbi? Jeg ved det ikke og får nok aldrig svar – så heller ikke der har jeg rigtigt noget at byde ind med i vores forhold. (Live with it, Weiner – siger den indre stemme)
  • Er stadig i gang med den vanskelig kamp mod overvægten. Jeg så lige et billede af mig selv fra i lørdags, hold da op!! Kvalmen kom lynhurtigt og min første tanke var: Hold kæft en tyk trunte! Og så har jeg gået lidt og tænkt over hvorfor det er så vigtigt FOR MIG at være tynd. I min kropfikserede gordiske knude-tankegang er årsagen ganske simpel: Man er noget, hvis man ser fantastisk ud og har den perfekte krop! (Og jeg jo godt det ikke passer). Mænd nævner altid udseendet før kvindens egentlig kvaliteter – udseendet er det som folk først ser og falder for, drages af, kigger efter. Når jeg er nede på nogle af de andre parametre i selv-bekræftelsespunkter, så bliver mit ønske om det perfekte ydre forstærket, for så ville jeg ikke konstant være i minus på alle andre områder – men ikke en gang det at tabe mig, formår jeg at lykkes med! (Failure – Big time – skriger den indre stemme).
  • Der er ingen planer for hverken jul eller nytår andet end amputerede planer med pop-up børn, tænker min bedre halvdel bare ånder lettet op, for ham har jul eller nytår ingen betydning – har det det for mig? Ja, det har det faktisk, der er jo faktisk, der hvor man hygger sig med familien eller gode venner. (Så lav din egne traditioner – siger den indre stemme – men hvordan? Med hvem? – kvækker jeg grådkvalt, mens jeg bare sulker videre i min egen selvmedlidenhed). Jeg har ikke en gang fed julefrokost i sigte (nu lyver jeg jo, jeg skal til én hos nogle gode venner her i november), men ikke med job, ikke med familien – alle andre har så travlt i december, det har jeg ikke (Guess why, gås – siger den indre stemme)
  • Og som altid er det mig, der overreagerer, er sensibel og er psykisk ustabil og burde søge hjælp hos en hjernevrider og når jeg har det sådan, så er jeg mega grådlabil og tårerne falder prompte, så jeg fremstår som uretfærdig, vrælende gås (nok fordi du er det, gås – udenfor pædagogisk rækkevidde! – siger den indre stemme). Det tænker jeg måske også manden synes, at jeg er, han synes ofte, at jeg er uretfærdig og selvudslettende, jeg tænker, at han ikke overhovedet kan se tingene fra min side, ikke vil, men han har heller ikke det her mørke dystre tungsind, som jeg kan få i ny og næ og det er aldrig nemt at se andres miserabelhed, når man selv er på toppen og har det hele. Diskussion er et no go, vi er begge lige stædige/påståelige – at diskutere det, forandrer jo ikke min følelse af utilstrækkelighed og det er jo egentlig heller ikke et spørgsmål om at overbevise den anden part om hvem der har ret – mere et spørgsmål om anerkendelse af den andens følelser. (Hey Bitch, du skal da bare være glad for at sådan en perfekt person gerne vil have dig i sit liv, så stop flæberiet og flet næbbet og bare sæt pris på ham – glem dig selv og dit ynkeri – siger den indre stemme).

Kan I høre hvor ond den indre stemme er? Så er der vel ikke noget at sige til, at jeg får lidt mindreværd en gang i mellem – så ja, det er mig, når de dystre tanker og den onde stemme tager over.

Som altid, når det sorte hul kommer imod mig med lynets kraft eller når begge ben sidder fastsurret i hullet, så gør jeg det, som mit livsmønster er kendetegnet af: FLUGT!

Hvis jeg ikke kan flygte fysisk, så flygter jeg mentalt – fra al diskussion, kamp, om det så er i et selskab, hvor jeg føler at min tilstedeværelse er unødvendig, så lukker jeg mig inde i mig selv med og mine tanker og dem er der mange af, skal jeg lige hilse og sige – jeg bliver mut og indelukket og fantaserer om better places to be, er i det mindste holdt op med at skyde skylden på fortidens synder, gransker blot mig selv som person og spørger mig selv gang på gang: ”Hvad helvede gør jeg galt? Fungerer det hele bare bedst, hvis jeg er ”giveren”? Skal jeg lade være at fokusere på, at man skal have det igen, som man giver?

Faktum er i hvert fald at jeg trækker mig og går min egen vej – finder min egen vej! SELV! Måske det er den ensomme vej og det er sikkert også forkert – men jeg kender ikke andre måder at håndtere det på – andet end at jeg ved, at jeg nok skal komme tilbage igen – det gør jeg altid. Hvis det er en vinterdepression, så er jeg jo helt fortrøstningsfuld, så varer det jo kun 5 måneder mere.

Sjovt nok dukkede der et minde op på min Facebook i dag, noget jeg skrev helt tilbage i 2009: ”Hvis der er en mening med livet, så må det være at give livet mening” – disse ord kan jeg så fundere lidt over, alt imens jeg kæmper mig op på det positive plan igen.

P.S Jeg er altså okay, nu har jeg jo fået luftet mine tanker, tak for evnen til at skrive mig ud af det!

(DET kan jeg finde ud af – siger både den indre og ydre stemme – tak – hvisker jeg en anelse mere opstemt) 😊

Livet går videre – der er altid en vej ud af det sorte hul!

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Liselotte

    Kære du Modstand tiltrækker modstand
    Utilstrækkelighed tiltrækker utilstrækkelighed .
    Undskyld 🙏men jeg magtede ikke , at læse alt du skrev ! For i bund og grund er det så ligegyldigt❤️ Du skal bare være taknemmelig for livet og tro på at alt er godt og at alt er sådan som det skal være . Og stoppe med kun at lytte til dit ego, men også din sjæls essens ❤️

  2. Kære Verden

    Tak for din “opsang”, det skal man også have en gang i mellem for at komme videre 🥰🥰og det gør jeg også…

Skriv et svar