Det skal være perfekt, skal det ikke?

Jeg har det sidste lange stykke tid gået og funderet over perfektionisme; Smagt lidt på ordet, mærket efter hvad det betyder for mig, og om jeg egentlig synes det hører til i mit liv.

Jeg er perfektionist.. på mange, men ikke alle punkter i mit liv! Jeg har sagt det mange gange, og hvis du kender mig personligt, så ved du også at jeg til tider kan være meget… øhm… grundig 🙂 Der skal være styr på tingene, og når der skal laves noget, så skal det laves ordentligt.

Jeg har været med på bølgen med at poste lækre billeder på instagram og facebook, bare for lige at vise omverden, at jeg har styr på shittet når jeg laver mad, er på forretningsrejse osv. Jeg poster sjældent det første selfie jeg tager, jeg ser sgu altid noller ud på det. Nej, jeg skal tage 5-10 stykker før der lige kommer det helt rigtige, med det rigtige lys, det rigtige glimt i øjet, den rigtige vinkel, blah blah blah. Jeg bruger måske 100 gange så lang tid på billedet, som mine få følgere bruger på at se det, og trykke “like”, hvis de da overhovedet gør det.

Men inderst inde ved du jo lige så godt som mig, at ingen er perfekte. Uanset hvor meget vi stræber efter det, så vil vi aldrig blive det.
Fordi det perfekte er ikke noget man kan sætte på formel: Det perfekte for mig, er ikke nødvendigvis det perfekte for dig. Et lækkert skår med sixpack kan få mange kvinder til at falde i svime, og kalde ham den perfekte mand, jo vist, det er da lækkert at se på, men faktisk vil jeg hellere have en mand med en far-krop. Du kan synes at dit hjem er mega lækkert, og lige til Bo Bedre, og jeg kan synes at det er kedeligt eller for farverigt. Jeg kan synes at jeg har bagt den perfekte chokoladekage til kollegaerne, men måske synes mine kollegaer, at der er for meget chokolade i (totalt urealistisk eksempel, da man aldrig kan få for meget chokolade).

Pointen er: hvordan skal vi nogensinde kunne blive perfekte, når vi ikke er enige om hvad perfekt er?

Perfektionisme er en dårlig ven. Den sørger for, at jeg aldrig er tilfreds nok, at jeg ikke stopper op og nyde mine små sejre og de ting jeg allerede har, men i stedet bare lige hæver barren og stræber efter nye mål. Jeg glemmer helt bestemt at leve i nuet. Faktisk går jeg glip af mange ting, fordi noget skal være perfekt før jeg gør noget.

Jeg har ikke den perfekte krop…
For eksempel, så lever vi i et samfund hvor vi ofte bliver bildt ind, at kvinder skal være tynde for at være attraktive. Jeg vejer 30 kg. for meget og jeg har en grim mave, så hvordan skal jeg da nogensinde blive attraktiv nok til en mand? Jeg har sagt tusind gange til mig selv, at når jeg har tabt mig, så begynder jeg at date, men ikke et sekund før, fordi jeg er jo ikke god nok når jeg er tyk, så at date nu, vil være spild af tid.
Men øhm… jeg har været overvægtig i mange år, og skal jeg være helt ærlig, så er chancen for at jeg på magisk vis taber 30 kg i nær fremtid ret lille. Men min perfektionisme, min tro på at jeg skal være tynd før jeg kan date gør, at jeg snyder mig selv for hyggelige kaffedates der måske kan lede til venskaber for livet, eller måske bare et godt grin og en hyggelig snak.

…eller det perfekte hjem..
Jeg er et rodehoved… seriøst! Selvfølgelig ikke ude på arbejde, hvor jeg kun roder moderat, folk skulle jo nødig tro, at jeg ikke har styr på sagerne.

Men herhjemme…. her roder det. Jeg er ved at bygge om, jeg har for mange ting, jeg er doven, undskyldninger er der nok af. Der er faktisk ikke mange fra min vennekreds eller familie der har været inde og se mit hus, fordi jeg skammer mig sådan over rodet. Jeg kan få koldsved bare ved tanken om at nogen kommer på besøg, og jeg bliver en oprydningstornado, der farer rundt og kaster ting ind i skuffer og skabe, i et desperat forsøg på at få det til at se bare en smule pænt ud.

Konsekvens: uanset hvor meget jeg har lyst til at invitere vennerne på besøg til disko, drinks og hygge i min udestue, så er tanken om at de skal se mit rod nok til at jeg ALDRIG har holdt den fest. (Nu ved jeg tilfældigvis at flere af mine veninder læser med her, så nu er katten ligesom ude af sækken, så hey, jeres veninde her er et rodehoved!)

…Jeg er heller ikke den perfekte kok…
Jeg synes det kunne være mega fedt, at stable en madklub på benene, eksempelvis sammen med nogle andre singler her i området. Men det er blevet ved tanken, selvom jeg elsker at lave mad.
Jeg får nemlig helt præstationsangst, når jeg ser hvordan andre har stået ved kødgryderne i 8 timer for at lave mad med eksotiske krydderier helt fra bunden, og det bliver pyntet med tomater skåret ud som blomster, og serveret med servietter foldet som enhjørninger. Så langt rækker mine evner slet slet ikke. Jeg gider ikke engang prøve, fordi jeg ved at min perfektionisme slår ud! Hvis jeg ikke kan gøre det godt nok, så kan jeg lige så godt lade være.

Når det så er sagt, så beundrer jeg virkelig dem der står ved, at de serverer boller lavet fra brød-blandinger, eller har brugt en amo-blanding som basis for kagen til strikkeklubben. High five til jer!

…eller den perfekte kollega…
Selvom jeg gør alt hvad jeg kan for at virke som en sød, glad og overskudsagtig kollega, der har systemer til alt og styr på opgaverne osv. så er der faktisk dage hvor jeg fuldstændig mister overblikket over opgaverne, og overvejer om den opgave jeg er igang med nu egentlig også giver mening. Der er dage, hvor jeg mest af alt bare har lyst til at råbe “skriiiiiiid” når en kollega for 5. gang spørger mig om et eller andet. Men jeg gør det selvfølgelig ikke.

…eller den perfekte “gør det selv’er”
Der er altså nogle af de ting jeg går og laver på huset herhjemme som bliver lavet om 1-2 gange før jeg er tilfreds. Så nogle opgaver tager utrolig lang tid, men det skal være i orden, fordi folk der kommer forbi, skulle helst ikke synes at jeg er et sjuskehoved. Men sandheden er nok, at en udefrakommende sikkert ikke ville kunne se forskel mellem første og tredje forsøg, ergo kunne jeg have sparet en masse tid og være kommet meget længere, hvis ikke jeg havde været perfektionist.

Jeg er heller ikke den perfekte søster, den perfekte datter… elskerinde, veninde, blogger, bilist…

Realiteten er så småt er begyndt at gå op for mig. At jeg bruger utrolig meget tid og energi på, om dét jeg gør, ejer, siger, laver, nu også er godt nok i andres øjne. Jeg stiller aldrig spørgsmålene:

• er det godt nok til MIG?
• vil jeg have det, fordi alle andre har det, eller fordi JEG faktisk selv synes det er fedt?

Det tror jeg faktisk at vi allesammen kan blive bedre til; at mærke efter hvad der egentlig er godt nok til os selv. Og jeg tror faktisk også at vores liv og hverdag ville blive befriende lettere, hvis vi indrettede vores liv efter os selv, og ikke efter om andre nu synes det vi gør er okay. Fordi hvor vil jeg finde min tryghed og oase til afslapning? I et hjem fyldt med designer dimser og moderne farver, som i bund og grund ikke er mig, men det er det de seje har, eller i et hjem omgivet af ting og farver som er liiige mig, og som gør mig glad?

Det siges, at erkendelse er det første skridt mod forandring (eller noget i den dur). Jeg kan ikke bare knipse med fingrene, og beslutte at nu er jeg mindre perfektionist, og nu er jeg kold i rø… over hvad andre synes! Men jeg har lyst til det, og jeg har lyst til at se hvad jeg kan få ud af hverdagen, hvis jeg begynder at sige: “det synes JEG om…. det har JEG lyst til… det er godt nok til MIG!