En have bliver til…….

En have, det er noget man har for at ligge at blive brun i den – det er sådan jeg altid har forholdt mig til haver.

Jeg er opvokset i et vildnis af ukrudt, vilde blomster og marehalm. Jeg erindrer dog svagt mine bedsteforældre, der alle fire var havemennesker med æbletræer, kolonihaver, blomster og urtehave.

Når vi var på besøg, så var det en fornøjelse at kravle i træerne, plukke ribs, spise ærter i urtehaven og lege på græsplænen og ikke mindst slikke sol, men hjemme i alle de forskellige hjem, som vi nu havde i løbet af min barndom, var der absolut ingen fokus på haven. Der var haven, der hvor man blev sendt ud, når moderen ikke kunne tåle ens eksistens indenfor.

I mit senere voksne liv var det heller ikke mig, der tog mig af haven, der var fordelingen meget klar, jeg tog mig af børn, rengøring, mad og haven var igen et sted, hvor man var, når man skulle slikke sol – en fordeling der passede mig meget fint, fordi havearbejdet jo aldrig har sagt mig noget.

Så som så meget andet i løbet af de seneste år, så er havearbejde og det at gå op i en have helt nyt for mig. Og kors, hvor kan det være uoverskueligt, når man ikke ved, hvad man skal gøre.

Vi flyttede ind i vores drømmehus 1. oktober og da foråret kom krydret med corona-restriktioner var der pludselig mere tid til havearbejde. Jeg var jo som så mange andre dybt frustreret arbejdsmæssigt – alt det man havde planlagt og arbejdet med faldt til jorden i løbet af et splitsekund og chefens melding var ganske enkel: ”Det bliver vist i år, at du får en fin have!”

Og man gør jo som chefen siger, men fuck, hvor er det svært, når man står foran et bed med mos, tidsler, grønt, buske, påskeliljer og det hele ligner en gang have-biksemad uden spejlæg og man ikke ved hvor man skal starte.

Så det startede med lidt kratterier – altså det logiske where to start. Kratte mos ud af fliser og hold da op hvor har vi mange fliser. Det gode ved det hele med en have, der ikke er blevet vedligeholdt i tusind år, er at man kan se, hvor man kommer til og der er ikke noget, der kickstarter mig som et øjeblikkeligt resultat – så jeg krattede på livet løs.

Næste step blev så at fjerne ukrudt og mos på fortovet foran huset – også der var der nok at gå i gang med, for det virkede som om at haven har troet at den skulle formere sig ud på fortovet – det var et boost at folk kommenterede ens arbejde hver gang de gik forbi – jeg voksede nok en meter hver gang – for til at starte med troede jeg faktisk, at de sagde til mig, at jeg så godt ud, men det viste sig altså at være resultatet af havearbejdet, som de omtalte – der kan man blive nok så skuffet.

Midt i al kratteriet var vi også på planteskole og der endte vi med at købe det fineste lille babytræ – et japansk kirsebærtræ sammen med en masse krydderurter, blomster i krukker og jeg begyndte langsomt at finde ud af fidusen ved det hele – nemlig, at man får et smukt resultat, der giver ro i øjnene og som man siger: ”Målet helliger midlet” – der var ingen tvivl, vi måtte fortsætte vores have-eventyr.

Det er faktisk umuligt at slappe i solen og nyde den, når der er ukrudt overalt, så indtil videre har vi ikke nået at sidde i vores fine nye liggestole og bare nyde solens stråler, for hver gang det er godt vejr, så kalder haven.

Alligevel var der en forfærdelig showstopper i det hele, forhaven og et langt stort uoverskueligt bed, som jeg forsøgte at kratte lidt i på må og få uden at vide, hvad jeg skulle stille op – projektet blev efterhånden håbløst og jeg var personligt på nippet til at give op, for jeg vidste ikke hvad der skulle blive eller tages væk.

Hjælpen kom til os i form af to duracell-svigerforældre. De kørte gladelig flere km frem og tilbage for at komme op og hjælpe os og det var ikke bare én gang, men flere gange og hvilken effektivitet – vi snakker om to personer i aldersgruppen 75-80 år. Svigermor hoppede rundt i akrobatiske øvelser og i løbet af nul komma fem, så var det uoverskuelige bed ryddet og klar til planter, blomster og buske og de havde endda også planter med til os.

Svigerfaderen, som ellers er ret glad for sin sofa og har ry for ikke at lave så meget, oksede rundt og slæbte på fliser og sten og kom med gode råd, alt i mens solen boblede på hans ubeskyttede pande, man kunne se hvordan hans arme blev længere og længere, men der var ingen tvivl i hans sind, vi arbejdede til vi var færdige og det gjorde vi så og kæresten kom i mål med hans daglige skridt, blot ved at lægge fliser og banke og hamre – det var virkelig nogle arbejdsomme myrer, der myldrede rundt i haven de dage.

Udstyret med pamol og en masse mad i maven efterlod de os med en spirende have, der har potentiale til at blive et rigtigt hyggeligt sted – en have, som folk vil kigge ind, når de går og forbi og tænke: ”Sikke en fin have” – der er selvfølgelig stadig noget arbejde at gøre det og det kniber med tiden i hverdagene, men jeg nyder allerede synet af haven, der langsomt skal bygges op, så den bliver fin og nem at holde.

En anden vigtig ting, der skal installeres er selvfølgelig også Robotus – robotplæneklipperen – noget som enhver haveejer ikke kan leve uden – også selvom græsplænen er på størrelse med et frimærke, for den gør plænen grønnere og fjerner al mos, så sådan en skulle vi jo have, det var soleklar logik for mig.

Men hvilket prægtigt legetøj at lege med, når man han en tekniknørd som kæreste, den anden dag skulle vi stå og kigge på hvordan den kørte rundt og hvor fedt et syn – jeg har mere fornøjelse ved at se hans begejstring over at Robotus næsten kører hjem i hus end den supergrønne flotte plæne, som vi får.

Men jeg kan godt se fidusen i en fin have nu og jeg må da indrømme, at det også sommetider er hyggeligt at gå og kratte – især når man er flere og jeg har ikke ord for hvor taknemmelig jeg er for at min kærestes forældre gad  hjælpe – de er virkelig sådan nogle svigerforældre, som man altid har drømt om – sådan nogle, som vil gøre noget for deres børn – de har selvfølgelig også deres finurligheder, regler og restriktioner, men de viser deres kærlighed med handling og det er det, der sætter spor hos mig og gør mig utrolig varm om hjertet og så kan man rumme utroligt meget, når man har det sådan.

En anden årsag til at jeg gerne vil have en flot have, er fordi den snart kommer til at danne rammen om en fantastisk dag, som jeg har i vente (de magiske tal – 0606-2020) – den dag hvor min kæreste bliver til min mand – min ægtefælle – og jeg glæder mig utrolig meget – det er helt vildt. jeg kan slet ikke beskrive det, jeg ved bare at jeg har så meget kærlighed til den mand, som jeg ikke troede var mulig.

At kaste mig ud i kærligheden og snart ægteskabet med ham, er det mest rigtige og fantastiske der er sket for mig – det er som om at al hans kærlighed til mig har vasket fortiden og de spildte år væk – jeg lever bare i nuet, nyder og elsker – det er umuligt at gøre andet – alt i mens vores have bliver til.

Tak fordi I læste med.

Kærlig hilsen

Kære Verden

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Avatar
    Helene Andersen

    Åhhh glæden ved have.. 😂 Jeg har også altid sagt at når jeg fik hus, så skulle der lægges græs i hele haven, så jeg skulle lave så lidt som muligt 🙈
    Men faktisk har jeg fundet ud af at det kan være helt meditativ at rykke ukrudt op 😂 og jeg har højbed, plantekasser, krukker, blomster m.m. Så ja, tingene kan ændre sig.
    Jeg håber I får en dejlig da d. 06.06.2020 ❤️

  2. Avatar
    Kære Verden

    Tusind tak og ja, det er dejligt at man kan ændre sig 🙂

Skriv et svar