Ensom……

Jeg er ensom.

Jeg har en familie, dejlige veninder og en fantastisk kæreste, som elsker mig og jeg er I kontakt med minimum nogle gange om ugen. Nogle af dem hver dag.

Men jeg er ensom. 
Jeg har haft en svær barndom, og derfor kan jeg have det svært ved at være alene. Jævnligt har jeg angst pg.a. det. Følelsen af at være alene og forladt kan overvælde meget pludseligt. Det er et traume, der har sat sig dybt.

Men hvad så når jeg ikke er alene? Jeg ser jo også min omgangskreds.
Problemet er bare at jeg har svært ved at associere med folk. Så selv når jeg er sammen med dem, så føler jeg mig ensom. 

Jeg føler mig ensom når jeg er alene og når jeg er social.
Hvorfor?

Ensomhed kan have mange former.
På et tidspunkt da hele min verden ramlede, følte jeg på ingen måde mine veninder var der.
Jeg følte, at jeg havde meldt ud, at jeg var et skidt sted – og de var der ikke til at hjælpe mig op ad det dybe mørke hul, jeg befandt mig i.
Efter en tid, fik jeg taget mod til mig og meldte klart ud, at jeg havde brug for dem og at jeg følte mig ensom og alene.
Den ene venindes kæreste (som er kammerat med min egen kæreste), var på besøg hos os, kort efter min konfrontation.
Han mente han skulle blande sig i den situation og jeg glemmer aldrig sætningen “hvis du er ensom, må du jo gøre noget ved det”.

Og der gik det virkelig op for mig, hvor u-forstået ensomhed kan være?
Det har jeg sidenhen arbejdet meget på og talt med professionelle om.
Jeg ville forstå den her ensomhed.

Jeg er ikke ensom i livet. Jeg har en dejlig omgangskreds.
Men jeg er ensom i det jeg er i. I mit hoved, med de psykiske problemer min barndom har skabt. Fordi jeg er den eneste der forstår lige nøjagtig, hvad jeg har været igennem, og hvad jeg går igennem nu.
Jeg er ensom, fordi jeg er den eneste, der forstår mig. På den måde, har jeg kun mig.

Jeg lever med ensomhed hver dag.
Det er en af de mange følger, der er kommet af en barndom med psykisk vold i hjemmet, al for stort ansvar i al for ung en alder og svigt fra dem, der skulle være de voksne.
At “skulle gøre noget ved det”, den er altså ikke nem? 
Hvor ville det være nemt, hvis andres forslag med at finde nye/flere venner, var noget der hjalp, for man er jo ikke ensom hvis man har masser venner? 
So not true!

Ensomhed er underligt nok et tabu. Folk taler ikke om det åbent. Men hvis alle nu spurgte sig selv “hvornår var jeg sidst ensom?” Så tror jeg, at man kunne få et overraskende resultat. 

Det er helt i orden at føle sig ensom.
Hvad der ikke er i orden, er at det skal være så hamrende svært at fortælle det til dem man BURDE kunne fortælle det til. For de har med stor sandsynlighed også oplevet at føle sig ensomme? 
Men frygten for at få den samme modtagelse ved at dele det, som jeg gjorde, det kan måske holde mange tilbage. Og ærligt, det forstår jeg. Det er en kæmpe afvisning af ens følelser.
Desværre har jeg ikke haft modet siden da, til at fortælle, hvor hamrende ensom jeg føler mig.

Så jeg håber, at hvis en af jeres kære er så modige at åbne op og fortælle om deres ensomhed, så lyt og prøv at forstå.
Ensomhed er en bitch.

De kærligste hilsner
Camilla

Like & Share

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on email

Du kan kommentere længere nede.

avatar_kvinde

Indlægget er indsendt af

Camilla

Andre indlæg i denne kategori

Lisbett Wedendahl

Kvinderudenfilter.dk har stillet Lisbett Wedendahl 10 spørgmål… Navn: Lisbett Wedendahl Din alder: 47 Profession: Står bag selvhjælpsuniverset LIFTYOURMIND,

Læs indlægget »

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Hej Camilla
    Jeg kender det al for godt selv ,og lige meget hvor meget man siger man føler sig ensom ,så siger folk altid jamen du har jo så travlt med al muligt ,men fordi man laver alt muligt ,så kan man ikke være ensom ,det ved jeg man kan være😔

    Jeg er helt enig med dig om at det ikke er nemt at være ensom , jeg var også enorm ensom på mit tidligere arbejde ,selvom der var tonsvis af kollegaer, man bliver så frustreret over det.

    Så du er bestemt ikke alene vi er to nu ❤️

    De kærligste hilsner
    Mette Marie Moff Andersen

Skriv et svar

Luk Menuen