Et tilfældigt møde på en helt almindelig lørdag

Helene Andersen

Helene Andersen

Så stod jeg der, midt inde i supermarkedet, og blev rørt; både på hendes og på mine egne vegne.

Jeg stod egentlig bare og kiggede på bøger inde i supermarkedet; bladrede lidt, læste lidt, bare lige for at se om jeg skulle have en med hjem til samlingen.

Imens jeg stod der, kom en ældre dame og begyndte at læse bagpå nogle bøger. Jeg havde placeret min kurv midt i gangen, så jeg flyttede den, så hun kunne komme til.
Hun smilte til mig, og sagde: “jeg kan sagtens komme til, du behøver ikke flytte den”. Jeg smilede tilbage til hende.

På en eller anden måde var det en icebreaker, fordi den ældre dame fortalte mig, at hun var på jagt efter en god bog til et nær familiemedlem, som lige var blevet opereret, og derfor var sengeliggende.
Familiemedlemmet var ved godt mod, og var heldig, fordi hun havde en mand der kunne hjælpe til i hjemmet, så det skulle nok gå alt sammen.

Den ældre dame fortalte også, at hun selv har problemer med det samme, hun kaldte det “en kvindeting”.
Desværre var hendes mand gået bort, så hun kunne ikke blive opereret, simpelthen fordi hun ikke havde nogen til at hjælpe hende med hus og have, imens hun skulle være sengeliggende.
Så hun måtte nøjes med andre metoder, som hun så fik gjort hver tredje måned.

Det var her, at jeg blev rørt, både på hendes og på mine vegne. Jeg blev rørt på hendes vegne, fordi hvor er det trist, at hun skal leve med skavanker, fordi hun ikke føler, at hun har nogen som helst omkring sig, som hun kan bede om hjælp i sådan en situation.

Jeg blev rørt på mine vegne, fordi jeg udmærket kender følelsen af hellere at ville finde en løsning selv, end at være en byrde over for andre. Jeg har heller ikke nogen mand der kunne klare de huslige pligter i sådan en situation. Jeg har kun en håndfuld venner, og min nærmeste familie bor 2 timers kørsel herfra, og alle har jo deres eget liv med børn, arbejde osv.
Så jeg ville gøre som den ældre dame, også selvom det betød, at den løsning jeg fandt, måske ikke er den mest optimale.

Mest af alt blev jeg rørt over, at hende, jeg og sikker også mange andre derude, vælger at gå på kompromis med vores helbred, ting i vores hverdag og i vores liv, fordi vi af en eller anden grund ikke vil spørge om hjælp eller støtte til et eller andet. Måske er vi bange for at blive afvist? Måske er vi for stolte? For nogen er det bare sådan, at følelsen af at man lægger nogen til last ved at spørge om de vil hjælpe en, og frygten for at blive afvist, kan være så angstfremkaldende, at man hellere vil gøre noget selv, end opleve det cirkus i kroppen.
Jeg har kørt mig selv til lægevagten på trods af stærke smerter, men tanken “folk skal jo tidligt op i morgen, så de siger nok nej” var, og er stadig, mere magtfuld end smerter i kroppen.
Men det er jo dumt og virkelig helt forkert, især hvis det går ud over vores helbred og livskvalitet.

Jeg ønskede den ældre dame en god bedring med familiemedlemmet, og efterlod hende i bogafdelingen. Jeg fortryder at jeg ikke gav hende et kram inden jeg gik, og fik sagt tak til hende for at dele hendes tanker. Hun har nok allerede glemt mig, men hun har gjort så meget indtryk på mig, at jeg nu foreviger vores møde her på bloggen….

…. og hun har givet mig noget at tænke over.

Den kærligste hilsen Helene

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Charlotte Frølund

    Jeg tror, at den søde ældre dame husker dig – for du har talt med hende, lyttet til hende, og det er noget af det bedste man kan gøre for et andet menneske <3
    Det er måske ikke mange hun taler med om dagen, når hun er alene, så lige der var du og gav hende din tid og din smil – og det betyder alverden.

    Så der rakte du faktisk hånden frem og gav noget af dig, ligesom du så ærligt selv skriver, ikke selv er god til at bede andre om.
    Jeg har det lidt som dig, jeg er heller ikke god til at bede om hjælp, og gør det hellere selv end at ligge andre til last og besvær.
    Men med årene har jeg lært, at når man beder andre om hjælp, så bliver de faktisk glade for det, for det betyder at man gerne vil have deres hjælp og tror på at de kan og vil være der for en. Istedet for at man altid selv lige klarer den – og derved gør andre (der står og gerne vil hjælpe) til ubetydelige lige i det øjeblik.

    Så ræk hånden frem, og tag i mod hjælpen. Dem der ikke har lyst til at hjælpe, skal du ikke blive ked over. Det nok egentlig ikke fordi de ikke vil – men måske bare fordi de ikke kan pga. tiden, eller øjeblikket.

    Ræk hånden frem, bed om hjælp.. det skal man aldrig være for stolt til <3
    Tak for et dejlig indlæg <3

    Kærligst Charlotte

  2. Kære Helene
    Jeg har heller aldrig været god til det , men efter jeg er blevet ældre er jeg blevet bedre til at spørge el til at sige ja tak hvis folk tilbød deres hjælp ❤️
    Den ældre dame husker dig og mens jeg læste tænkte jeg mit om i mon endte med at hjælpe hinanden , men med smil og snak har i formået at give hinanden en endnu bedre dag ❤️
    De bedste hilsner
    Mette Moff

Skriv et svar

Helene Andersen

Helene Andersen

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg