From all of you to all of us – mit julebrev til jer

Engang for længe siden skrev jeg altid julebrev til venner og bekendte, der altid blev modtaget med stor fornøjelse og kimen til mine skriverier blev dannet der.

I år vil jeg glæde Kvinderudenfilter.dk med mit julebrev, for på et tidspunkt holdt jeg op med at skrive julebreve – jeg vurderede på daværende tidspunkt, at det var omsonst at skrive et rosenrødt julebrev, når livet var dystert og mørkt – det er det heldigvis ikke længere.

Hvis man skal kigge tilbage på året der gik, så kommer man vist ikke uden om ordet ”Corona” – engang var det egentlig bare en mexicansk øl med en citronklat, som man drak i ny og næ, nok mest i næ – men nu er det dælme en pandemi, som har præget hele 2020 på værste vis og som nok også tager en del af 2021 med sig – desværre.

Nye ord er kommet ind i danskernes ordforråd – samfundssind, test, isolation, vaccine, pressemøde, nærkontakt 2, smittestop, smittesporing, kontakttal, mutation – ord, som man allerede kendte i forvejen (okay, de fleste af dem), men som jeg i hvert fald ikke vægtede så meget – i år er det nærmest de ord, som man er vågnet op til hver morgen.

I november oplevede jeg sågar at blive katagoriseret til ”nærkontakt 2”. Det var en tirsdag, jeg arbejdede hjemmefra og det var Mortens aften, havde en kæmpe and i ovnen (altså den der ovn, som man laver mad i), svigerforældrene skulle komme og der var ganske enkelt lagt op til en hyggelig aften og så kom opkaldet: ”Du er nærkontakt 2, selvisolation, to test taget med to dages mellemrum, du får lige en lyntid. Nå ja, du må for resten heller ikke handle ind, gå i fitness eller tage på job – og dig og din mand skal holde afstand, dvs. ingen kys og kram, ikke sove i samme seng og spise ved hver jeres bordende”!

Så anden blev indtaget som i Dallas-lignende tilstande, hvor vi sad på afstand og vinkede til hinanden som var vi Jock og Miss Ellie. Fordelen ved at svigerforældrene ikke kom alligevel, var selvfølgelig at der var and nok til flere dage, når vi nu ikke måtte tage ud at handle – jeg tror vi ramte fredag, så var jeg sgu blevet træt af and.

Aften efter aften sov jeg på sofaen og vores samliv var pludselig forvandlet til et bofællesskab.

Når sådan noget sker, så finder man ud af hvor mange kys og kram, man giver hinanden i løbet af en dag og man finder ud af hvor meget man sætter pris på at falde i søvn totalt viklet ind i hinanden, jeg tror endda at jeg næsten også savnede hans snorken og hans blafre-lyde med læberne.

Sundhed.dk blev tjekket i tide og utide og det føltes omsonst at være isoleret, for jeg havde ingen symptomer overhovedet. De første par dage var det selvfølgelig som om jeg følte, at jeg begyndte at få lidt – I ved ligesom, når man snakker om lus, så begynder man straks at klø sig (jeg kunne faktisk ingen gang tåle at skrive om lus nu her uden det begyndte at klø).

Ingen af os blev heldigvis testet positive!

Og coronaen hærger stadig væk på vildeste vis, man kan snakke meget om hvorvidt der overreageres, men lige på det punkt er jeg meget dydig, jeg følger de regler, som bliver udstukket, undgår at agere facebook-politi, for jeg ved ikke bedre og nok bliver der begået fejl, men lige nu er det bare vigtigt at få bekæmpet denne virus, så livet kan gå videre og forholdsvis normale tilstande kan blive genoprettet og vi kan få det sociale liv tilbage igen.

Der er jo ingen tvivl om, at corona-virus er en finurlig ting – jeg kender folk, der er smittede, hvor de ingen symptomer har, andre, der er faldet om pga. covid-19 og efterfølgende indlagt og nogle, der bare har almindelige influenza-lignede symptomer, nogle der har sen-følger, andre der ikke har.

Jeg indrømmer gerne, jeg er piv-ræd for at få det, fordi jeg har astma og har hørt de værste historier omkring det – jeg ved i hvert fald hvordan det er at have lungebetændelse som astmatiker og hvis det er værre med covid-19, så siger jeg bare ”NEJ TAK”.

Ligesom jeg også siger ”NEJ TAK” til Trump – for det første er jeg nok mere demokrat end republikaner, for det andet så synes jeg godt nok, at det er forrykt, at han overhovedet blev valgt. Jeg kan huske november 2016, da jeg vækkede min datter på 13 år og fortalte hende, at Trump var blevet valgt som præsident, det første hun sagde til mig, stadig halvt sovende: ”Bliver der krig nu?”.

Jeg var og er jo også totalt Obama-fan, han var intelligent, veltalende og han havde jo også to perioder som præsident af en grund, men at se ham blive erstattet med Trump var nærmest blasfemi i mine øjne – den ækle gule mandsling med hentehår og muldvarpelignende udseende – det er stadig mig en gåde, hvordan han blev valgt – nu er det så heldigvis slut for hans vedkommende og der er ingen tvivl om, at han vil blive en præsident, der vil blive husket – bare ikke for det en præsident bør huskes for.

Man kan vel heller ikke undgå at snakke om mink, når man snakker om 2020 – sikke en fatal fejl – jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige eller jo, det ved jeg nu godt, men krysteragtig som jeg er, så holder jeg det for mig selv – for det er endnu et emne, der er så mange delte meninger om og jeg ved ikke nok til at gøre mig klog på det, andet end at begå lovbrud er rigtigt rigtigt dumt og det bør en regering ikke gøre.

Sexisme var også noget, der gav genklang i en lang periode, personligt syntes jeg, at det blev for meget, tænk sig at sager, der lå flere årtier tilbage blev trukket frem og gransket og folk mistede sit job på det. Jeg tænker bare, at jeg var 15 år og min første kæreste var 20 år og der hives sager frem, hvor folk var i samme alder.

Og ja, jeg er da også blevet krænket med hånd på låret til en julefrokost et par gange eller et klap i numsen eller ublu beskeder – jeg husker faktisk min fysikeksamen i 9. klasse, hvor jeg fik et 10-tal og et klap i røven af min gamle ulækre lærer – jeg burde nok have vendt mig om og nikket ham en skalle, men jeg blev så overrasket, at jeg ikke tænkte mere over det – især fordi han uger forinden havde kastet et sæt nøgler efter mig, fordi jeg måske var kommet til at tegne/ridse lidt i bordet i en af hans usandsynlige kedelige timer, men måske burde jeg komme efter ham nu.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er vitterligt nogle, der bliver krænket og misbrugt og det er selvfølgelig sådan nogle sager, der skal håndteres, men det kan man jo bare gøre internt uden at blande pressen ind i det – for der ingen tvivl om, at sådan noget bør ikke forekomme – ingen bør misbruge sin magt på den måde!

2020 var det år, hvor man skal finde ud af at begrænse sin sociale boble og virkelig tænke over hvem man sås med og hvor tæt på man går på folk og hvor tæt på andre folk går til en, håndsprit blev en helt naturlig del af ens adfærd og man fandt ud af hvor lidt eller hvor meget man elsker sit hjem – og jeg elsker mit hjem super meget.

Man skulle sørge for at handle lokalt, zoom og teams blev de nye møde-foraer og på trods af alt, så fandt man faktisk ud af at omstille sig – og man kan jo altid sige til sig selv : ”Det kunne have været meget værre for os i Danmark” – vi kan stadig gå ture og gå ud af huset.

Det blev heller ikke til mange biografture, men jeg nåede da at se ”Retfærdighedens Ryttere” – fin film, når man bare skal underholdes lidt og slå hjernen fra – jeg synes jo helt klart, at Lars Brygman bar filmen – han var eminent.

En anden film, som jeg gerne ville have set, var ”Druk”. Jeg har kun hørt godt om den – selv fra min 17-årige datter, som fik set den – hun tog dog et powernap under filmen, men det var kun fordi man kunne lægge sæderne ned og så bliver man jo så søvnig i den alder.

Jeg har jo haft alkohol tæt inde på livet og selvom jeg ved hvordan alkohol påvirker folk, så kunne det alligevel være interessant at se hvad filmens morale er.

Alkohol – en udefinerbar ting – det kan gøre en så godt og man føler sig så fri, glad, lykkelig og godt tilpas, men sommetider kan alkohol også ramme en dag, hvor man ikke lige har det så godt og så er fanden løs i Laksegade; så kan man præstere at såre dem som man holder af, gøre sig selv til grin og ødelægge et helt selskab.

Jeg har altid tænkt, at en alkoholiker er ”manden på bænken”, de socialt udsatte eller de daglige værtshusgængere, men det er faktisk ikke rigtigt.

Man kan også være helt normalt fungerende, passe sit job og så alligevel være totalt afhængig af alkohol – og så er det måske kun de nærmeste, der kan se hvordan familie langsomt ødelægges indefra, netop på grund den afhængighed, som personen ikke kan styre.

Mine børn voksede op med en far, der var fuld tre til fire gange om ugen, de andre dage var præget af tømmermænd og derfor tænkte jeg, at han ikke var alkoholiseret, fordi han jo ikke drak hver dag.

Jeg kunne se på ham, når hans krop higede efter alkohol, han blev så rastløs og pludselig var han ude af døren.  Når han så kom hjem mange timer senere, så tog han en dunst af dårlige lugte med sig og så var spørgsmålet altid, var det den gode eller dårlige brandert.

Den gode brandert var, når han kom hjem og bare gik omkuld, sommetider gik han omkuld allerede ude i entreen – det var den rigtige gode brandert, for så kunne man bare lukke døren til gangen og så kunne han ligge der ude og lugte grimt og rådne op.

Den superdårlige brandert var, når han ikke gik omkuld, så kunne der følger timer med psyksisk jalousi-terror – uden voldsgemæg – kun mentalt. Det kunne vare fra en time til otte timer – og der krævede det simpelthen at man var 100 % skarp hele tiden – også selvom man var segnefærdig – et forkert ord, en forkert aflæsning af hans tankegang kunne være fatal og give bøvl i mange måneder frem, mit eneste fokus var at børnene led mindst mulig skade.

Han passede sit job og vi var en familie, men jeg vidste hvordan det virkelig forholdt sig – og jeg tror, at det gælder for mange pårørende til en alkoholiker, der kommer en dag, hvor man ikke kan mere. Hvor man ikke tror på personen mere – efter man har set indtag af antabus-piller, en kold tyrker og man har været vidne til hvordan personen lige så langsomt går tilbage til gamle vaner igen.

Der kommer en dag, hvor man ikke tror på personen, når denne sidder brødbetynget efter gårsdagens måske lidt voldsomme hændelser, hvor der i et klart øjeblik erindres at det var ikke godt det her og siger, at nu er det slut og når så den dag endelig er kommet, når glasset er fyldt, om man så kan sige, så er det slut og det er der, hvor familien splittes – jeg håber for så mange mennesker, at den dag bliver anderledes, fordi personen faktisk indser, at man sårer mentalt og at personen så tilvælger familien i stedet for.

Der gik faktisk utroligt mange år, før det gik op for mig, at min mor var dybt alkoholiseret – det var faktisk først i mit voksne liv, jeg tror, at det har noget at gøre med at have skyklapper på, for hvor normalt er det lige at hun spiste et par bajere til morgenmad?

Nu er hun desværre i kategorien ”de socialt udsatte”. Sidst jeg så hende, var hun fuld af blå mærker fra fald, som hun ikke kunne huske. Hun sad endda og sagde, at hun jo ikke drak og at det var underligt, at de blå mærker dukkede op om natten og hun er desværre udenfor det som man kan kalder pædagogisk rækkevidde – men meget kan man sige om hende, men hun er sgu hårdfør, for på trods af x-antal indlæggelser pga. fald, nærbrand fordi hun var fuld og glemte noget mad på en pande eller noget i den dur, så drikker hun stadig videre.

Det var et dystert emne at få med i et julebrev, men når man har været vidne til en del, så gør det så ondt at opleve hvordan alkoholen kan indtage et menneske og forvandle det til noget, som man ikke bryder sig om.

Nu har 2020 bestemt heller ikke været et katastrofe-år, for jeg oplevede jo også at blive gift på en magisk dato med en person, der gør mig så glad og lykkelig. Jeg bobler stadig af en dyb og intens kærlighed til min mand og der er ingen tvivl om, at han er med til at gøre mit liv så smukt – han var værd at vente på og jeg nyder hver eneste dag med ham – han heler lige så langsomt min betændte sjæl og er med til at styrke det selvværd, som jeg ikke har – okay, vi er vist først lige i gang med at finde det, men hans kærlighed hjælper mig så meget.

Så sent som i går kom jeg hjem til en gave fra ham, hvor han skrev fra ”Verdens lykkeligste mand” og jeg tror næsten på at han mener det – de ord har i hvert fald sat sig i mig og jeg varmes ved dem og glædes over dem helt opfyldt af kærlighed og jeg takker dagligt for at jeg også fik lov at opleve den her slags kærlighed, det fortjener alle.

Tak for ham, tak for mine dårende dejlige børn – I kan alle sammen være så møg irriterende, men gud, hvor jeg elsker jer.

Jeg håber at 2021 bliver et år, hvor alting bliver bedre coronamæssigt, hvor kærligheden fortsat kan få lov at blomstre i fuldt flor, hvor man kan få lov at se sine venner uden restriktioner og hvor man kan arbejde under de vilkår, som man førhen har gjort.

Livet har lært mig, at når noget går op ad bakke, så går det lige pludselig også ned ad bakke igen og det kommer det også til for os alle – DET BLIVER GODT IGEN.

Jeg ønsker jer alle det bedste.

Glædelig jul og godt nytår.

Kærlig hilsen

Kære Verden