Hvorfor man aldrig forelsker sig i den forkerte.

Jeg kiggede bag mig, hvor fuldmånen med alt sin kraft, lyste himlen op. Foran mig var himlen prydet af den smukkeste orange farve, solen meldte snart sin ankomst og jeg blev velsignet med endnu en dag, på denne smukke jordklode. Jeg mærkede en indre ild, som bredte sig i hele kroppen, en smerte som brændte op, og i stedet blev erstattet af den fineste kærlighed som summede ud i hver en celle af min krop. Mørket og lyset kæmpede for at tage sin plads.
Jeg blev ramt at en dyb følelse af taknemmelighed og kærlighed. Jeg var klar over at det skulle sendes videre. Videre til min narcissistiske ex. Et stort tak til ham, lys og kærlighed.
Tak kære ex fordi du viste mig SÅ tydeligt….
Hvor mit udvilkningspotientale var/er.
HVOR vigtigt det var, at jeg fik arbejdet med grænsesætning, det var du pisse god til og gjorde det for os begge.
Hvor lidt jeg har æret min egen krop og mit værd.
At mit feminine og maskuline var fuldstændig ude af balance.
Hvorfor man aldrig forelsker sig i den forkerte.
At der er GULD i selv de dybeste kriser i livet… Og jeg agter at spinde det til guld.
At den her situation er det bedste der er sket for mig, jeg kunne ikke have fået så stor selvindsigt, uden så stor læring.
Hvor stor en længsel jeg har for at føle mig forbundet, men at det i virkeligheden var mig selv der ikke havde connection med min krop, sjæl og hjerte.

3 år tidligere.
Jeg swipede til højre. MATCH!
Fifty shades of grey bølgen havde netop lagt sig og jeg var blevet klar over at jeg var nødt til at kigge ind i det univers, og finde ud af hvad det handlede om. Hvad det vækkede inde i mig.
Han var dominerende, ønskede ikke en kæreste og ville ikke give mig et ben til jorden. Jeg var solgt. Han var indbegrebet af en “rigtig mand”. Han krævede sin kvinde og fortalte hvor skabet skulle stå. Han trådte ind ad min dør, og ganske rigtigt, jeg fik ikke et ben til jorden. Inden jeg så mig om, sad jeg på alle fire hen over en stol, bundet fast og blindfoldet. Pisken smældede hen over ballerne på mig, og jeg kneb en tåre. Samtidig med forstod jeg ikke, hvordan jeg kunne blive våd af noget som gjorde så ondt. Men solgt, det var jeg. Efter 2,5 mdr. ændrede han mening, og spurgte om jeg ville være hans kæreste. Det var et stort ja.
Det første år gav mig en del første gangs oplevelser. Swingerklubber, manifest i København, bdsm klubber, trekanter og et åbent forhold. Jeg blev fortalt præcist hvordan jeg skulle opføre mig, både når vi var hjemme og ude. Hovedreglen var at når vi var ude, så talte jeg ikke med andre, medmindre han gav mig lov. Jeg måtte ikke tale med hans omgangskreds, og uden jeg opdagede det havde han på kort tid formået at få mig isoleret fra mine egne veninder og så småt min familie. Hvis ikke jeg overholdt hans regler, så kunne jeg bare skride. Rebel som jeg er, så testede jeg ham et par gange, men det holdt jeg hurtig op med, for konsekvensen var så hård at jeg ikke turde gå min vej. En af gangene blev jeg kastet ind over spisebordet og pisket med et spanskrør, selvom jeg skreg og tårerne pissede ned af kinderne på mig. Han gik langt over min grænse, tit og ofte.

Utroskab var hverdag, han gjorde præcist som det passede ham, uanfægtet hvad min holdning var. Jeg tillod verbal krænkelse, løgne og blev lullet dybt ind hans manipulerende adfærd. Jeg havde svært ved at gennemskue når han løj, for 90% af det var sandt, så det kun var selve essensen der var erstattet med en løgn. Narcissismen skjulte han på fineste vis i bdsm legen. Han havde altid en undskyldning. “Sådan er det at være i et d/s forhold (dominant/submissive).
Jeg troede på ham.

Efter 1 år opdagede jeg, at han lige var blevet far igen, med en anden kvinde. Han valgte at flytte fra hende, så jeg slugte smerten og fortsatte forholdet.

De næste to år var tunge, og blev mørkere og mørkere. Jeg trak mig mere og mere, og jeg skammede mig så dybt over ham, at jeg ikke talte med nogen om, hvordan jeg havde det. Jeg kunne ikke få det over min læber. Jeg levede med en mand, som altid satte sig selv i centrum, følte sig forbigået hvis ikke han fik opmærksomhed og blev yderst fornærmet, hvis ikke jeg indrettede mig efter hans behov. Han havde rigtig svært ved at sætte sig ind i andre menneskes situation/følelser, hvis det gik på tværs af hans værdier og han lukkede promte diskussioner, hvis ikke han fik ret. De gange jeg tog ham i utroskab, var han stormester i at dreje det hele over på mig, det var jo ham der var offeret, fordi jeg skældte ham hæder og ære ud, så det var ham der nu skulle bruge lang tid på at komme ovenpå. Det var nemlig aldrig han skyld. Ansvarsfralæggelse var hans spidskompetence.

Jeg begyndte at træne op til at stå på scenen i bikini fitness, med ham som coach selvfølgelig. Det er en periode af mit liv jeg tænker tilbage på med blandede følelser. Jeg har i høj grad vist overfor mig selv, at jeg har en viljestyrke der sparker røv. Men det var også en periode med endnu flere verbale krænkelser, for han var den første til at kritisere min form, hvis ikke den var god nok, skælde mig ud, hvis ikke jeg holdt min diæt eller ikke øvede poseringerne nok. BDSM livet var lagt på hylden, for mit vedkommende imens det stod på, da blå baller og bikinifitness ikke kan forenes. Det gjorde selvfølgelig ikke, at han havde lagt det på hylden. Når ikke jeg havde lyst, så fandt han blot andre der havde, uden min accept. Snapchat var hans hellig, for så kunne intet bevises. Med undtagelse af den ene gang, hvor jeg lå i hans arm, og han troede at jeg sov, hvor han delte saftige detaljer med en anden kvinde, planlagde næste knald osv. Han blev temmelig forskrækket da jeg pludselig konfronterede ham med det jeg havde læst. Det endte med at han stak mig en syngende lussing, så mit hoved sejlede og brillerne fløj hen af gulvet.

Jeg glemmer aldrig den sidste gang vi havde sex. Jeg sagde klart og tydeligt nej, selvom han forsøgte at sweet talke mig, for at få mig tilbage. Min krop frøs, og jeg var ude af stand til at reagere og skubbe ham væk. Han gennemførte, selvom jeg lå forstenet i sengen og ikke sagde en lyd. Når vores feminine og maskuline er ude af balance, så ses det tit som en reaktion, hvor vi fryser, og bliver ude af stand til at reagere.

Jeg anede ikke hvad der var på spil. Jeg havde ingen ide om, hvorfor jeg skulle alt det igennem, og hvorfor det var mine barndomssår, som afgjorde mit valg af partner. Det fandt jeg først ud af da jeg endelig efter små 3 år fik det afsluttet. Det var også først der, at det gik op for mig, at jeg havde været sammen med en narcissistisk mand, og hvor vanvittiget forhold jeg havde været i.

Det var dog med det største drama at forholdet endte, politiet indblandet og en del trusler og stalking.

Jeg sagde lejligheden op vi havde boet i, han flyttede i sin egen. Jeg solgte ALT hvad jeg ejede (inkl. Bilen), sagde mit job op og pakkede de få ting jeg havde tilbage ned på et lager. Jeg stod tilbage med en enkeltbillet til Bali, og alt den frihed jeg kunne ønske mig, hvilket i sig selv var skræmmende, da jeg havde været dybt afhængig af et andet menneske de sidste 3 år. Jeg lovede mine børn at jeg var væk max 8 uger.

Tiden var inde til at JEG tog ansvar for mit eget liv, hvilket jeg ikke havde gjort igennem forholdet. Det var på tide at se mine egne dæmoner i øjnene og finde ud af, hvorfor ensomheden jagtede mig som en sulten hanløve på savannen.
Jeg var i knæ. Jeg var angst og lå på mine knæ og hylede om kap med mig selv. Jeg overgav mig. Smerten havde overtaget hele min krop og mit sind, men jeg vidste at vejen ud i lyset var igennem mørket. Der var ingen vej udenom. 3 dage inden jeg rejste hjem, efter 6,5 uge ALENE på Bali, sad jeg på toppen af Mount Batur, den ene vulkan som var sikker at bestige, med fuldmånen i rykken og solopgangen foran mig. Jeg mærkede en ild blev tændt i mig. En ild der skulle hjælpe mig til at rejse mig igen, selvom vejen blev mørk og dyster. Jeg mærkede taknemmeligheden og kærligheden, som jeg sendte videre til min ex. Vi har altid en grund til at sig tak til vores ex. Der er gaver til os, i ALLE de forhold vi har været i. Spørgsmålet er blot om vi ønsker at åbne de gaver.

Siden da har jeg arbejdet jeg med mig selv hver eneste dag. Jeg insisterede på at rejse mig, som en brøl stærk løvemor og skabe den connection og forbundethed til mig selv. Jeg ville ikke længere være afhængig af at andre skulle fylde mig bæger, jeg ville lære det selv. Jeg ville aldrig mere være afhængig af min partner, min kommende kæreste skal være den FEDESTE bonus for mig, og han skal heller ikke være afhængig af at jeg fylder hans bæger.
Jeg dykkede ned i mine barndomssår. Det hele hang sammen. Jeg opdagede et mønster, da jeg pillede de yderste lag af. Hele min barndom var netop blevet udspillet i mit voksenliv, blot med en hel anden indpakning, så jeg ikke umiddelbart genkendte den. Vores barndomssår definerer resten af vores liv, hvis ikke vi tager ansvar i det. Det ligger ubevidst og rumsterer indeni os, og det er det der afgørende for, hvilken partner vi tiltrækkes af. Hvis ikke vedkommende er i stand til at krænke os OG forløse os, så forelsker vi os slet ikke.

Jeg fik også øjnene op for nervesystemet og hvor stor indflydelse det har for vores måde at reagere på. Jeg øver mig stadig, dagligt, på at berolige det, og hjælpe mig selv til komme ud af freeze tilstanden.

Du har helt sikker oplevet et skænderi med din nuværende eller tidligere partner. Det der sker, er at din partner rykker plastret af dit barndomssår, så du nu står og bløder og har fået adgang til en side i dig, du ellers har gemt væk. Noget du skammer dig over. En uudholdelig smerte, og netop derfor bliver du trigget. Din partner skaber ikke såret, han udspiller blot en rolle som du tidligere har oplevet, har givet dig såret. Når plastret er rykket af såret, får du mulighed for at hele det. Det kræver at du tager ansvar og giver din sårbarhed plads. At du MÆRKER. Det kræver connection til din krop, så du igen kan blive forbundet med din sjæl og udleve dit største potentiale.

Jeg har gået vejen. Jeg insisterede, uanset hvor ondt det måtte gøre.
Jeg VILLE blive hel og leve lykkeligt.

Susanne Lindahl

Lindahl by heart
Sexolog og selvværdsvejleder

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

avatar_kvinde

Indlægget er indsendt af

Susanne Lindahl

Andre indlæg i denne kategori

Lisbett Wedendahl

Kvinderudenfilter.dk har stillet Lisbett Wedendahl 10 spørgmål… Navn: Lisbett Wedendahl Din alder: 47 Profession: Står bag selvhjælpsuniverset LIFTYOURMIND,

Læs indlægget »

Skriv et svar