Jeg er egentlig pissesej!

Jeg har været stille i en periode…meget stille. Der har været mange halvhjertede forsøg på at få skrevet noget, hvor jeg har startet op og skrevet noget, men ikke færdiggjort det, så nu har jeg mindst 10 indlæg, der bare er klar til at blive skrevet videre på – så det er aldrig så galt, at det ikke er godt for noget.

Den egentlig årsag til at jeg ikke fik skrevet et helt blogindlæg er faktisk, at jeg er blevet hånet og jeg har fået at vide, at jeg lavede nogle latterlige indlæg, som folk var trætte af at læse og at jeg kørte rundt i samme ring.

Det er ALDRIG rart at få skæld-ud, især ikke når det er af en selv – for der er ingen, der har svinet mig til og latterliggjort min blog – KUN MIG SELV, men jeg må erfare, at jeg kan være en ond og modbydelig modstander, jeg vil faktisk nødig have mig selv som fjende, for sommetider får jeg slået mig selv helt ud.

Desværre har jeg faktisk haft en længere periode, hvor jeg har været uvenner med mig selv og jeg er det stadigvæk lidt…meget!!! Man kan vist godt kalde det en bitch-fight, for hun har virkelig været en bitch, ”hende-der-den-onde”. Og hvor sygt det end er, så har hun været værre end ellers. Hun nedgør mig, ser på mig med væmmelse og giver mig mindreværd, det er faktisk lidt trist og meget hårdt – hjernen er på konstant overarbejde og hvis der sprænger en sikring derinde, bliver jeg ikke overrasket.

I min barndom var det min mor, der var ”bitchen”, i mit ægteskab var det ”manden” der var efter mig – nu hvor jeg er kommet ud af deres spind, så er det mig selv, der prøver at hagle mig ned, men hvorfor? Savner jeg det? Er jeg blevet så vant til at blive pillet ned, at jeg bliver nødt til at gøre det selv? Bliver jeg nødt til at udradere mig selv for at komme videre?

Den anden dag blev jeg sur/ked på min kæreste, fordi han udtalte sig positivt omkring en skuespiller i en tv-serie, som vi ser sammen. Nu er jeg jo ikke dummere end at jeg godt ved at mænd kigger, drejer nakken efter kvinder. Jeg har jo selv oplevet det eller det har jeg faktisk ikke selv, for jeg har lært mig selv at have skyklapper på, så jeg så det ikke, men det gjorde mine børn.

Min yngste datter kunne sige: ”Det er altså mærkeligt, at når vi går gennem byen, så kigger alle folk, men når jeg går med far, så gør de ikke”… Hun var ikke særlig gammel, da hun sagde det. På et andet tidspunkt, da hun blev lidt ældre og mere teen-agtig, så sagde hun: ”Det er altså ulækkert som mænd giver dig elevator-blikket”, ”Ved du godt at ham der den unge mand stirrede på din røv!”, der var mange episoder, som jeg ikke så, fordi jeg gik rundt på underdanig vis, hvor jeg ikke kiggede på folk eller fik øjenkontakt.

OG nej nej, jeg er på ingen måde en gude-agtig gazelle med lange ben og en skønhed, man ikke kan få vejret over – jeg er lavstammet, spiser for meget og har altid kedelig hår-dag – jeg adskiller mig blot fra mængden ved at være en lille smule u-dansk.

Tilbage til episoden –  i mit overanalyserende hoved hang det ikke samme – hende, som er perfekt og gudeskøn (hvem ville ikke gerne ligne hende) versus mig, som han siger også er dejlig og alt det der. ”Hende-der-den-onde” kunne tænke direkte: ”Han lyver, når han siger, at han synes du er skøn og dejlig”, ”Det er bare noget som han siger for at gøre dig glad for prøv lige at se dig selv”. Hende den fornuftige tænkte slet ikke den dag, så jeg brugte en hel dag på at skumle, lave spøgelser i mit hoved over en skuespiller – hvor langt ude er man så???

Når det fornuftige hoved er på igen, så ved jeg jo godt, at der er et hav af smukke, lækre dejlige kvinder og at det bliver bemærket er jo ikke det samme som, at modparten længes efter hende og vil giftes med hende eller at jeg er nothing i hans øjne, men jeg vil gerne indrømme at flashbacks fra ægteskabet fyldte mit hoved.

Fra de helt tidlige år, hvor en mand kommer hen til mig til en fest og råber: ”Vil du sparke døren op til toilettet eller skal jeg, din mand er derinde med min kæreste” til de utallige ydmygende gange, hvor han har lagt an på mine veninder lige foran mig og endda også foran børnene. Jeg er blevet ringet op om natten, fordi han stod og bankede på en af mine veninders dør og ville ind, han mente, at han var blevet forelsket i hende og hun var skræmt til døde, fordi han var virkelig insisterende og utilregnelig og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Jeg har undskyldt hver gang på hans vegne, fundet det søde smil frem, mens jeg græd inden i. Jeg kan remse så mange gange op, at det her blogindlæg aldrig ville slutte.

Det var ydmygende hver eneste gang, selv da jeg holdt op med at føle noget for ham. Jeg ville faktisk hellere ydmyges af min mor som barn, hvis jeg selv kunne vælge, for jeg syntes virkelig, at jeg i det mindste som voksen var blevet noget, men det var jeg så åbenbart ikke alligevel, stadig ikke smuk nok, dejlig nok til at holde på en mand, så hvorfor skulle jeg så være det nu? Jeg har hele mit liv tænkt, at hvis jeg bare blev smukkere, tyndere, så ville mit liv blive lykkeligt – men nu er mit liv jo meget lykkeligere og jeg er hverken blevet smukkere eller tyndere, så jeg er næsten endnu mere ræd for at miste. Hvor tit har jeg ikke lyst til at spørge min kæreste om han ville elske mig mere, hvis jeg var pænere eller tyndere, men det er jo et åndssvagt spørgsmål – og alligevel er det noget, der kører rundt i mit hoved.

Så desværre var det det, som kom over mig – som i ”Åh nej, nu ikke igen” med et dybt stik i hjertet og han fik faktisk smidt i hovedet at han mindede mig om x’en – og det var så unfair over mod ham, min dejlige kæreste. Jeg skal ikke føle et stik i hjertet og tro at nu er jeg ikke god nok mere, bare fordi en anden kvinde er mega lækker og jeg bliver bange og ked af det – det er ”bare” en 20 års vane, der skal ændres eller er det nærmere en hele-livet-vane – i barndommen var det bare på en anden måde, min mor sammenlignede altid mig med mine brødre, som var perfekte og tynde (mens jeg var evigt tyk) de var lige præcis som et barn skulle være og om jeg bare kunne blive som dem i stedet.

Overskriften siger at jeg er pissesej, men intet i det foregående viser på nogen måde, at jeg er sej, tværtimod – yderst sårbar, usikker, trist, bange og forvirret.

Så hvorfor er jeg så egentlig pissesej? Midt i al mit skumleri kom jeg jo frem til, at jeg blev nødt til at begynde at gribe mig selv anderledes an, hvis jeg skulle ud af ”I-don’t-like-me-boblen”, så her kommer det:

Så…JEG ER EGENTLIG PISSESEJ… fordi:

  • Jeg tør springe ud på dybt vand og møde kærligheden og er gået 100 % ind i det
  • Selv om jeg er pisseræd for at nu hvor jeg har ladet alle parader falde, at jeg så bliver straffet for det og bliver efterladt, ulykkelig og ydmyget igen, så vil jeg kæmpe for at det ikke bliver sådan
  • Jeg har vendt min ”selvdestruktiv-valg-af-mænd-cyklus” og fundet en person, der er skøn, dejlig, empatisk og med et hjerte af guld og min bedste ven
  • Jeg har åbnet op for den indestængte kærlighed, som jeg havde inde i mig – (har faktisk altid tænkt ”Arme den mand, der kommer til at opleve den overflod af kærlighed som har hobet sig op inde i mig” – men behøver det nødvendigvis at være negativt? Jeg tror faktisk, at ham det går ud over, nyder det)
  • Jeg napper lige nogle gange hos en psykolog – jeg er ikke et psykisk monster, der skal udredes, men jeg har bare brug for nogle redskaber for at lære at tage imod det gode jeg oplever, fremfor at spekulere det ihjel og at lære at håndtere ”hende-den-onde-der”
  • Jeg er begyndt at gå ture og er som regel oppe på mellem 14.000-16.000 skridt dagligt
  • Jeg er startet i fitness
  • Jeg er begyndt at tage ansvar for mit eget liv
  • Jeg handler, jeg gør noget

OG vigtigst af alt: JEG SKAL BEGYNDE AT TILGIVE MIG SELV – på den måde slipper jeg alt det, som jeg går og bærer på, på den måde dunker jeg mig ikke i hovedet for de fejl, som jeg har begået.

De fejl, de ting, som jeg har været igennem bidrager til den som jeg er i dag – jeg ved, at jeg har de skønneste venner og veninder, som elsker mit selskab; de dejligste børn, hvor deres venner gang på gang siger ”Jeg er helt vild med din mor”, arbejdskolleger, der sætter pris på mig og den bedstes bedste perfekte uperfekte kæreste, som vil MIG, fordi jeg er mig og ingen anden! Jeg bliver nødt til at begynde at se hvordan mine omgivelser ser mig

Så ved I hvad: JEG ER EGENTLIG PISSESEJ eller det bliver jeg i hvert fald, for jeg kan ikke rumme alle de negative tanker om mig selv inde i mit hoved, men jeg handler om ikke andet – så send mig noget styrke, så jeg vinder den her kamp over ”hende-den-onde-der”.

God weekend til jer alle..

P.S Hvis nogle skulle være i tvivl, så elsker jeg virkelig min kæreste – elsker som jeg aldrig har elsket en mand før – altid og for evigt og hvis det nogensinde splintres mellem os, så kommer jeg aldrig til at elske nogen mand på den måde igen og jeg vil ham lige præcis som han er.

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar