Jeg er ikke alene…. :-)

Traditionen tro er januar en lang måned og for mig har det også været en måned med en masse aftenmøder arbejdsmæssigt, et ihærdigt forsøg på et sundere liv og som sædvanlig også et virvar af tanker. Ligeledes var min indre tsunami i form at lavt-selvværds-monster også et smut på besøg – og det var ikke kønt, men måske nødvendigt, for efter dens hærgen begyndte en masse ting at blive lagret på de rette hylder i mit mentale skab.

Det var pludselig begyndt at koge sammen i mit hoved det hele og jeg var endda begyndt at bilde mig selv ind, at jeg var kronisk jaloux og besidderisk.

Jeg meldte mig faktisk til sådan et online-kursus for at finde ud af hvordan jeg skulle håndtere det, for sådan ville jeg ikke være – har jo selv smagt den medicin og den er noget besk.

Virvaret af tanker sydede rundt i en sammenkogt ret og det hele blev bare helt udefinerbart for mig, for sandheden er: At gå fra et dårligt forhold til et godt forhold, det er ikke bare plug and play – det er faktisk en kunst at omstille sig til det. Jeg har aldrig skænket det en tanke, at det kunne være et problem, men når man har været vant til evig mistro, paranoia og ydmygelser i tilpas lang tid, så tror man faktisk, at det skal være sådan og så må alt det gode jo være med en bagtanke og et forsøg på at sætte en fælde op for mig, så jeg snubler.

Så pludselig var det mig, der begyndte at nære den mistro og få den der noia-følelse hele tiden. Ikke så meget med tanke på om han var mig utro, mere sådanne tanker som: ”Tænk, hvis jeg nu går her og er sød og åbner mit hjerte og han så bare taler grimt om mig i selskab med andre og latterliggører mig!” – ”Tænk, hvis han bare har mig for at have en kæreste og det er af ren og skær og tryghed” – ”Tænk, hvis han er sammen med mig, men inderst inde ønsker at være sammen med en anden, men nu hang han ligesom på mig” – jeg ved godt, at det er irrationelle tanker og han agerer slet ikke sådan, jeg havde absolut ingen grund til at tro, at mine tanker skulle være sandfærdige, men jeg tænker at alle ved, hvordan tankerne kan spille én et puds.

Nætterne brugte jeg på at drømme om fortiden i alle mulige genrer og det var lige skræmmende hver gang og nærmest altid med samme udfald – at jeg forlod det her nye lykkelige liv med den bedste mand i verden og gik tilbage til hvad jeg var vant til – nogle gange med drabelige udfald – det var faktisk frygteligt at vågne op med disse tanker i bevidstheden hver morgen.

En dag snakkede vi om regler – det var egentlig bare for sjov for vi skal jo ikke sidde at lave regler for vores forhold i den forstand – jeg nævnte, at der var fire regler. Den ene var at han skulle elske mig, den anden at han skulle være god mig, den tredje at han skulle sætte pris på de ting, der blev gjort for ham og den sidste var at han ikke skulle gøre mig til grin.

Jeg kunne næsten se på ham at han syntes det var nogle underlige regler, for det var jo for ham helt naturligt at sådan skal et forhold være. Heldigvis for mig besidder han en stoisk ro, når min hjerne driller, han står klippefast på hans to fødder, selv når tsunamien hærger og er der for mig og samler mig op mentalt, når jeg føler, at det stikker af for mig i mit lille negative hoved.

Jeg havde også fået sat ham op på perfekthedens piedestal velvidende om, at ingen er perfekte, men jeg gjorde det på sådan en måde, at han og jeg blev ulige, for der var jo ingen, der hånede mig mere, så måtte jeg jo selv gøre det – og når han jo ikke gjorde det, så måtte jeg på helt fantomisk vis få ham til at gøre det alligevel og alt dette skete bare inde i mig selv.

Jeg kunne også gå og hidse mig op på ham inde i mig selv, bare for at hidse mig op – jeg fulgte bare mit gamle mønster, som var blevet en naturlig levemåde for mig.

Jeg har nævnt det før, det der med, at jeg kunne føle et stik af smerte, hvis han kom med en udtalelse som at ”Jennifer Lopez er mega lækker” – eller også bare et udsagn om at en anden kvinde var pæn , lækker, smuk eller lignende –og igen, nu er det ikke fordi han går og taler om andre damer hele tiden, men hvis man har en hukommelse som en elefant og er lettere pedantisk, så hæfter man sig ved alt det sagte.

Det stik af smerte kommer fordi jeg tror helt pr. automatik, at han siger det for at pointere, at der er noget som kan forbedres hos mig og han ville ønske, at jeg var sådan – jeg tillægger automatisk hans udtalte ord som en kritik af mig og at jeg ikke er god nok og derfor gør det ondt.

Kulminationen af det hele kom en aften, hvor min gamle verden mødte min nye verden og jeg kunne slet ikke finde ud af hvordan jeg skulle håndtere det, men det gjorde han. I dagene efter begyndte jeg at opleve en indre ro – en langsomt begyndende indre ro, der lige så langsomt begynder at sætte sig fast – og når jeg skriver langsomt, så mener jeg langsomt, men det er fremskridt – store langsomme fremskridt.

Så de seneste uger har jeg bare mærket det der ”Hvor jeg bare elsker ham”, drømmene er begyndt at blive helt banale drømme, tankerne popper op og jeg øver mig i at spørge ham, hvis jeg føler tvivl og usikkerhed og dermed få slået tankerne ned – det betyder selvfølgelig også, at der kan komme de mærkeligste spørgsmål, men hellere det end en ny tsunami, for nok er han viljestærk og står altid klar til at gribe mig, når jeg falder, men jeg har ikke lyst at blive hvirvlet rundt igen på den måde..

Så jeg arbejder med mig selv – sidst jeg var til psykolog, så fortalte han mig, at han lærte at leve med og forlige sig med hans grønne lavt-selvværds-monster, da han var 60 år – opløftende fordi der kommer en dag, hvor man forliger sig med sig selv – deprimerende fordi det nærmest er en livslang kamp.

Den der jalousi er heller ikke så gal, som jeg ellers først fik bildt mig selv ind – jo, jeg er bange for at miste og selvfølgelig har jeg da heller ikke lyst til at han flirter løs til højre og venstre, men det er naturligt, at der er andre kvinder i hans liv – også gode spøgelser fra fortiden – og jeg lærer mig selv at tænke, at han må tænke lige som jeg – for så betyder det nemlig, at han har nok i mig, for det har jeg i hvert fald helt sikkert i ham – vi er hinandens første-valg.

Det bedste af det hele i alt det her, er at jeg har fundet ud af, at jeg bestemt ikke er alene om at føle sådan her – faktisk slet ikke – man taler bare ikke sådan rigtigt om det, fordi man egentlig er lidt flov over det og man kan nemt få bildt sig selv ind, at man har en skrue løs.

Så det er faktisk enormt befriende at opleve at andre kan have det ligesom jeg – også de pæne, smukke, veldrejede piger, altså dem, som man faktisk misunder og som man ville ønske, at man lignede/var.

Det er så dejligt at være ”ikke-alene” på alle måder, så jeg fortsætter februar med fokus på det sunde liv (ja, helt ambivalent, tror jeg desværre stadig på at slankhed for mig er lig med lykke og at min kæreste vil elske mig mere – velvidende om at det er helt forkert at tænke sådan) – men allermest fortsætter jeg februar med at elske min kæreste, samtidig med at jeg får lagt tsunami-efterladenskaberne på de rigtige hylder i mit mentale skab.

Tak for at du læste med – det sætter jeg pris på – måske føler I, at jeg deler utroligt mange tanker og oplevelser fra min barndom og mit liv generelt – at jeg er som en åben bog, men faktisk har I kun hørt 50 % af the story of my life – for nogle ting vil aldrig blive nedfældet her, de minder og tanker vil for altid blive hvor de er, for som man siger:  

 ”De tåler ikke dagens lys”!

Kærlig hilsen

Kære Verden…

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar