Jeg har aldrig følt mig stærkere!

Det værst tænkelige er sket.
Jeg er blevet enlig mor, blot 4 måneder efter min lille babypige er kommet til verden.

Det er en angst der har siddet længe i min krop. Både igennem mine overvejelser for nogensinde at blive mor, igennem min graviditet og efter jeg blev mor.

Nu står jeg så her!
Enlig mor, uden tag over hovedet og med ansvar for en lille mus, som blot smiler sig igennem tilværelsen.
Jeg havde en forestilling om at det ville rive mig midt over. Flå alle mine celler levende fra hinanden og få mig helt i knæ.
Men nej! Virkeligheden er en helt anden.

Jeg føler mig stærkere end nogensinde!
Bevares, de første dage var ekstremt hårde. Jeg græd utrolig meget. Mit hjerte sørgede på et virkelig dybt plan. Men jeg var stadig afklaret.
Jeg vidste, at jeg blev nødt til at mærke hver en følelse i kroppen, for at kunne se tingene i et andet lys.
Jeg måtte sørge over det jeg havde håbet på det kunne blive. Familieliv, kærlighed, fremtidsplaner og en solid base.

Der var engang hvor jeg ville ha dulmet min smerte med diverse ting. Nu ønsker jeg at mærke hver en følelse, hver impuls i kroppen, for at komme hel ud på den anden side. Både for min skyld, men i særdeleshed også for min datters skyld!

Jeg er forundret over, hvor hurtigt jeg landede på benene. Min forventning var, at jeg ville sørge i 100 år og følelsen af afmagt, ængstelighed, sorg og svigt aldrig ville forsvinde.

Men,
Jeg er ikke et offer for min situation!
Jeg er en elev på skolebænken i livets skole, som lige er steget i klassetrin.
Og jeg har på alle måder tænkt mig at gå efter højeste karakter til eksamen.

Jeg har fået en nyfunden respekt for enlige forældre, da jeg nu ved hvor sindssygt hårdt det kan være med manglende søvn, tilsidesættelse af egne behov, minimal voksentid og samtidig gennemgå en tid hvor det praktiske og følelsesmæssige fylder enormt meget.


Det hele giver så meget mening, når jeg ser på min datter. Der var en mening med hun skulle komme til verden, en mening med, at jeg skulle blive (netop hendes) mor, og også med dette udfald. Jeg elsker hende helt ind i knoglerne, og måske er hendes lille væsen med til at booste min styrke.

Inden hendes ankomst, har jeg kæmpet en brag kamp for at løsrive mig fra gamle traumer, ubehagelige oplevelser, svigt osv.
og jeg kan virkelig mærke at jeg nu høster frugten, i form af al den visdom og indre power der hviler indeni mig.

Det hele er okay, alt skal nok blive godt! Jeg er præcis, hvor jeg skal være i livet.
Og så husker jeg mig selv på, at sårbarhed ikke er et tegn på svaghed. At mærke sig selv og de knap så rare følelser ikke er et udtryk for at jeg har mistet styrken! Det hele er en proces, og jeg vil forsøge at få hele oplevelsen med, så jeg kan finde mit nye ståsted som mor.

Jeg vil kysse min datter ekstra meget i denne tid, og dyrke taknemligheden i at være omgivet af en kæmpe støtte og masser af kærlighed. Både fra dem jeg ved har mig kær, men også fra uventet steder.

My willingness to look at my darkness, is what empowers me!