Kære uduelige udbrændte mor – ja dig der sidder bag skærmen med dårlig samvittighed

Jeg vil bare fortælle dig at alt er okay, og det er helt okay at du har det som du har det.

Der findes ingen perfekte mødre, ingen. Det kan godt være at dit stemmeleje er lidt for højt, at du er ved at bryde sammen i gråd over hvor umulig dit barn kan være, eller bare fortryder at du blev mor, det tror jeg er normalt for nogle mødre at tænke, og det modsatte gør sig selvfølgelig også gældende, men det skal nok gå. Man er for søren bare et komplekst menneske trods alt.

Og nej, er jeg ikke ude på at skabe debat eller konflikt om hvorvidt jeg kan være bekendt at skrive dette overfor de stakkels børn, men sandheden er, at det er sandheden og en realitet for nogle, ja måske dig kære udbrændte mor, der sidder og læser dette.

Det skal ikke pakkes væk, og det skal ikke have ”perfekt overskuds mor” filteret på. For hvis vi ikke sætter det på dagsordenen, vil det altid være en lukket boks, og sådan er der er ingen problemer der bliver løst!

Jeg havde sådan lyst til at tage fat i dette emne i dag, da jeg skulle til lægen med min søn som havde slået sin tå. I venteværelset ser jeg denne mor med sin ca. 1 –årige søn som græder, moren virkede simpelthen så udbrændt, hun sukkede flere gange, virkede opgivende overfor barnet og lignede en der bare ikke ville være mor, det afspejledes på barnet i sådan en grad at da barnet græd, siddende på gulvet søgte det ikke efter moren, men rejste sig støttende op af knæet på en fremmede, med blikket rettet mod personen. Det rørte mit hjerte så forfærdeligt på barnets og morens vegne, fordi jeg kunne sætte mig i hendes sted, måske ikke i samme grad men jeg har skam selv været den udbrændte mor, jeg har selv kæmpet med minus på energi kontoen og erkendt at for helvede måske skulle jeg bare slet ikke have været mor MEN den ting ene ting, der gjorde en kæmpe forskel var at jeg kæmpede, jeg kæmpede så længe jeg kunne og tro mig det var langt fra perfekt undervejs, men jeg kæmpede fandeme, og nu står jeg her super stolt over at have opdraget så skønt et barn, med et hjerte af guld.

Jeg var engang så fortvivlet og dybt nede, at jeg overvejede om min  søn ville have et bedre liv hos en anden familie, men holdt! I den tanke, den tanke der florerede rundt som en altødelæggende tornado fandt jeg lys. Det kunne fandeme ikke passe at var det, jeg ville tilbyde mit barn, jeg havde sat ham på jorden, ikke ham, så jeg kæmpede, jeg kæmpede mit livs største kamp! Og det hele startede inde i mig. For inderst inde helt inde i kernen af dig og mig,  findes der et rum af kærlighed og overskud, som måske er blevet gemt væk på grund af dine egen barndomstraumer eller svigt, og det var det jeg selv skulle finde frem, og derved fandt jeg ud af mørket og kunne begynde at arbejde på mine egne svigt, for at kunne give min søn den kærlighed han havde behøvede. Så kære udbrændte mor, jeg vil bare fortælle dig at der altid er håb, selvom det føles tungt og opslidende er der en vej hvor du kan vinde overskuddet til livet og til dit elskværdige barn, du skal bare selv finde vejen.

Kommenter endelig i kommentarfeltet hvis du har gode råd til andre mødre der kan have det lidt stramt. Hvad gør du selv som mor når det hele bliver lidt hårdt?