Der er ikke noget som familie og x’er der kan gøre livet til en svær balancekunst!

Sidst skrev jeg så overstrømmende om at jeg var blevet gift og I kan dælme tro, at jeg stadig nyder det i stor stil. I bund og grund har det ikke forandret så meget, andet end jeg omtaler min kæreste som min mand; jo kærligheden er måske blevet mere intens og er der en grå dag, går jeg tilbage og mindes en helt og aldeles fantastisk dag. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kniber jeg mig stadig i armen i ny og næ, fordi det stadig er så uvirkeligt, at jeg er gift igen og det er så rigtigt – alt er som jeg har drømt om og meget mere – kærlighed er magisk.

Men det smerter mig utrolig meget, at min far var så ligeglad – måske gik jeg for meget op i det, jeg ved det ikke, men han glimrede i hvert fald med hans fravær i min verden. Undskyldningen for ikke at deltage var helt legitim – corona-indespærring i udlandet og der var ingen flyvere, der fløj. Fair nok, men at han først ringer og fortæller mig det en uge efter at have skrevet det til børnene og han kvitterer ufølsomt med at sige: ”Jeg har jo også set dig blive gift før…” – ja, det gjorde sgu mig ked af det.

På dagen sendte han en sms, hvilket også var en sød tanke, jeg kvitterede med nogle fine billeder dagen efter og vupti – stilheden var øredøvende. Efter en uge begyndte jeg at blive bekymret, jeg havde endda lagt billeder op på min facebookprofil, men total radio-tavshed, så jeg ringede til ham – der måtte jo være tilstødt dem noget, siden der ingen reaktion var fra deres side. De plejer da nok at ”synes godt om” billeder, når det er andre i familien, der lægger noget op.

Ingen grund til bekymring, de havde det godt, nød livet og spiste god mad og hyggede i gode venners lag – hvilket jo var dejligt for dem og ikke et ord, ikke et spørgsmål omkring vores dag – bare endnu et søm til min kasse.

Min berømte kasse, hvor jeg spærrer mine følelser inde og ikke lukker dem ud igen – skal den åbnes igen, skal den nærmest brydes op med magt og snilde, hvor selv Egon Olsen nok ville komme til kort.

Da de endelig vendte tilbage til Danmark, var interessen for min store dag stadig lig nul og skuffelsen og smerten hvirvlede rundt i min krop og trak store blødende sår og knuste følelser rundt i hver en fiber i min krop. De har ikke engang sagt at vi så fine ud.

Vi fik dog en bryllupsgave, i løbet af den time, hvor de besøgte os efter ikke at have været hjemme i et halvt år, så trak min far sin pung frem og smækkede 100 euro på bordet – jeg formoder, at det var rester efter deres tur til udlandet og igen; tanken var sød, men virkelig ucharmerende afleveret, prikken over i I’et, var da han krydsede det punkt af på hans to-do-liste.

Det næste søm til kassen var, da jeg ud af deres snak kunne høre, at de heller ikke kom til den udsatte bryllupsfest i 2021, for der havde de planlagt en udlandstur. Ironisk nok var de de første, som vi ringede til, da vi besluttede os for at udsætte bryllupsfesten pga. corona-tilstande og i første omgang prøvede de at lyve sig fra det – de havde i hvert fald ikke hørt noget om en fest i 2021, hvor min far så til sidst krøb til korset og indrømmede, at det havde de jo haft snakket om, men åbenbart nedprioriteret. AV AV – det var ikke bare én kniv, der trak sig gennem min krop, det var sabler, dolke og knive, der gennemhullede min krop og efterlod én stor blødende masse inde i mig.

Tænk sig, jeg har passet deres hus det sidste halve år, ikke, at der var et stort stykke arbejde i det, men lige op til de kom hjem, slog jeg deres græs, fejede terrasser, sørgede for rengjort hus og fyldte deres køleskab med mad– bare så det var nemt og lækkert for dem at komme hjem, måske jeg bliver for nærtagende og alt for skuffet og har for store forventninger til dem, men jeg kunne egentlig bare godt tænke mig en eller anden form for taknemmelighed gerne i form af interesse for mig. Ikke bare det obligatoriske ”Alt vel?” uden at høre svaret.

Jeg har talt med andre familiemedlemmer og veninder om situationen og der var gode råd som ikke at lukke af for dem og fortælle om mine forventninger, men der er jeg stædig som et æsel, IKKE om jeg vil tigge om at få deres opmærksomhed, deres kærlighed eller tak, så hellere lide for mig selv, putte det i en kasse og lade stå til. Det er måske en forkert taktik, men det er sådan jeg er og sådan jeg reagerer og det gælder ikke bare i forhold til dem, men til andre. Hvis man ikke vil mig, så bliver man fri, jeg kan klare mig selv (når jeg lige har fået bearbejdet smerten) – længere er den ikke og sådan bliver det!

En af mine veninder skrev faktisk til mig, at jeg skulle fryde mig over at jeg havde en far, der elskede mig, men ved I hvad? Det tror jeg vitterligt ikke han gør – han holder af mig, men han elsker mig ikke eller også har han en helt anden opfattelse af at elske end jeg har, jeg forstår bare ikke hvordan han og hans kone kan være så lidt interesseret i mig og det der er omkring mig og så meget mere interesseret i de andre børn og deres børn, den manglende interesse strækker sig helt ud til min børn også.

Så jeg har brugt sommeren til at tænke over det, hvor jeg har lavet en walk down memory lane omkring livet med min far og én ting, som står utroligt klart i min erindring og som popper op hvert eneste år, når de glade studenter springer ud, er min egen studentertid.

Da jeg blev student var der ingen til at give mig hue på, da jeg kom ud. Det var en onsdag og jeg var oppe i oldtidskundskab og jeg fik et 10-tal og det var læreren, der gav mig huen på. Jeg tog bussen hjem, hvor min far var hjemme vel at mærke – ikke på arbejde og han spurgte hvordan det gik og så kvitterede han med et par ørenringe – jeg fik en gave, hvilket var superdejligt, men det var det og kors, hvor jeg følte mig ensom.

Ingen studenterfest, ingen familiesammenkomst i den anledning – ikke en gang en hyggelig middag om aftenen for at fejre mig – NADA! Jeg tænker på det hvert år, når jeg ser de glade studenter – måske også derfor jeg i sin tid bare smed min studenterhue ud – jeg syntes ikke, at der var noget glædeligt ved den.

Han har aldrig hjulpet mig med at flytte, økonomisk og i sin tid, når der var problemer i det ægteskab, som jeg senere hen forlod, så sendte han mig tilbage igen gang på gang – jeg husker ordene ”Hun tager ikke skade af at mærke livet gør ondt” eller ”hun ligger, som hun selv har redt” – ikke sagt til mig, men som jeg kunne høre gennem de tynde vægge, når han talte med hans kone om det.

Seneste sårende sætning faldt i sidste uge, hvor han sagde: ”Hvad kan du overhovedet finde ud af?” – måske var det sagt i sjov, måske mente han det – jeg ved det ikke og jeg skal ikke bruge resten af mit liv på at spekulere over det – det må være min vigtigste læring.

Min far er bare en følelsesmæssigt knudret mand, der er domineret af hans hustru – det er hendes børn, der sætter dagsorden i hans liv, det betyder slet ikke, at der er noget galt med mig, men hold nu kæf:t, hvor det boner ud på min mindreværdskonto.

Mit mindreværd er sommetider så grelt, at jeg kan føle mindreværd i forhold til min egen mand, han har ALT (det som jeg ikke har): de gode, stabile venner, der holder ved og har tid til at ses med ham, forældre, der interesserer sig for ham og elsker ham ubetinget, selvom der også kan være lyn og tordenild i mellem dem og endda en x-kone, der er interesseret i ham – altså som menneske.  Samtidig er han altid god til alting, har styr på sit shit og ja, jeg kan ikke finde nogen fejl eller mangler hos ham – sommetider føler jeg at han har alt og jeg har intet, andet end ham. Mine børn er levende vandaler, der ikke kan finde ud af at rydde op efter sig, tager ting uden at spørge, holder fester uden at få lov og har totalt manglende planlægningsgen (men jeg knus-elsker dem alligevel), jeg kommer sgu ofte i tvivl om hvad jeg kan eller har gjort af gode ting – det må jeg ærligt indrømme.

I weekenden oplevede jeg virkeligt mindreværdet invaderer min mind – vi var inviteret til barnedåb hos mandens papdatter og det er så sødt at de inviterer og jeg vil så gerne med, fordi jeg ved, at det gør min mand så glad og han vil jo også gerne være en del af dem og holde kontakten med dem og det bakker jeg 100 % op om (og det er også nogle super søde papbørn), men det kan godt være at jeg sluger kameler, som var det panodiler i forhold til min far, men jeg kan love for, at jeg var nærmest kvalt i elefanter den dag.

Måske er det fordi jeg ikke ved hvad min mand tænker, når han ser sin x-kone komme hånd i hånd med sin nye mand, bliver han mærket af det? Føler han sig udenfor, når de snakker om al mulig familietamtam, som han plejede at være en del af? Fortryder han livet med mig, når han genser alt det gamle velkendte? Savner han at snakke med hende, venskabet med hende? 

Manden og hendes nye mand og hende havde også utrolig meget sjov ud at hun var i kirken flankeret af hendes tre mænd (en tidligere x-mand deltog også i kirken) og de snakkede om at de burde have taget et billede – og det er sgu da også hylemorsomt – bare ikke når man kone nr. 2, er mega usikker, føler sig totalt udenfor og føler sig most ned i sandet med en finger, som var man en irriterende tissemyre.  Hurra for at solen skinnede og man kunne bære solbriller, så ingen kunne se ilden i mine øjne.

Og jo, jeg burde nok deltage i morsomhederne og samtalerne, men det er bare så op ad bakke, når der bliver snakket om ting og personer, som jeg ikke kender og når der er INGEN, der henvender sig eller kigger på mig – for så er balancegangen, skal jeg bare stå der og flappe op og skræppe med i samtalen, bare for at være med? Nej, det er bare ikke min stil, så forsøger at smile på de rigtige steder og se rar ud.

Når der kom folk hen og snakkede, så sagde de hej til min mand og startede med at snakke med ham – ikke nemt at blande sig, når man først skal have fundet ud af hvem personen er og hvad de snakker om – og igen – de kom jo for at snakke med ham, ikke mig og jeg blev jo heller ikke rigtig præsenteret eller inddraget i samtalen – jeg skulle selv byde ind, hvis det var og så går jeg i messende mode, hvor jeg står og fantaserer om et andet liv og et andet sted jeg hellere ville være.

Jeg ville næsten ønske at min mand prøvede at være i samme situation, men det vil han aldrig komme til at opleve på samme måde og desuden er han jo som sædvanlig også meget bedre til at håndtere sådan noget end jeg er og der vil altid være nogle, som han ville kunne søge tilflugt hos – lige i det her selskab var jeg så mutters alene.

X-konen ville også så gerne snakke med ham og spørge til ham og det er også ok, men så står man igen der, what to do? Skal man bare stå og smile sødt, samtidig vil jeg heller ikke være sådan en ond skygge, der bare står og overvåger deres samtaler og går jeg, virker det som om jeg er sur – det krævede en smøg for at få kvalt elefanterne – der var ellers fadøl, men jeg havde sagt at jeg godt kunne køre, så jeg kunne bare sidde og kigge misundeligt på de fadøl, der gled ned.

På et tidspunkt greb jeg mig i at tænke, hvis jeg dog bare havde haft en lille baby at gå op i, så gik tiden med det og der var masser af lækre babyer, men igen turde jeg ikke spørge, om jeg måtte holde dem, for jeg var jo ikke en del af dem/det. X-konen kom ellers og serverede en baby til min mand, hvilket også var fint, men så kunne jeg stå lidt der og betragte deres samhørighed og nusseri om baby sammen og tænke for mig selv i frustrationens skær, det var nok meget bedre, hvis de var blevet sammen uden rigtigt at mene det.

Nu har jeg prøvet det, jeg kom igennem dagen og jeg er bedre rustet til næste gang, for jeg lærer jo hele tiden og næste gang må inkludere en karton cigaretter og vodka i en drikkedunk!

Nu ved jeg, at x-konen ikke spørger mig om noget – jeg ved ikke hvad jeg skal snakke med hende om, men jeg kan måske prøve, men jeg føler nok også at lige der i det selskab, så vil hun gerne vise, at det er hendes det hele og jeg har ingen aktie i det – jeg er med på tålt visit og sådan er det – nu ved jeg det og jeg kan indstille mig mentalt på det næste gang, men det betyder ikke at jeg kan love ikke at føle mindreværd næste gang.

For at lige afslutte hende for denne gang, så havde hun også lagt en yderst besnærende fødselsdagshilsen til min mand på hans facebookvæg – heldigvis fortalte han mig om det inden jeg så det selv og udtrykte sin mening om det og hvad tænker jeg om den? Jamen helt ærligt, det er som om hun gerne stadig vil have en andel af ham og vise hele verden at de har en historie samme og det har de jo også, den historie kan jo ikke skrives om, men samtidig syntes jeg også beskeden var lidt ufin i forhold til hendes nye mand og den havde selvfølgelig også en lidt kvalmende effekt på mig – altså hvorfor ikke bare skrive ”Tillykke med fødselsdagen”. 

Alle de kameler, der skal sluges eller elefanter, som man kan blive kvalt i – og jeg tager det til hver en tid personligt og jeg må bare til hver en tid tænke, at jeg ikke må gå ned på det niveau, selvom jeg har lyst til at råbe højt: “Han er min nu, du har haft din chance, jeg elsker ham, du ødelægger min boble af kærlighed til ham og gør mig ked af det!

Med hensyn til min far, så har jeg arbejdet med smerten hele sommeren, grædt inde i mig selv, sørget over at være så ligegyldig for ham og i kraft af at jeg er i stand til at skrive om det nu, så betyder det, at jeg er kommet mig lidt. 

Jeg forventer intet af ham længere og kan kun blive positivt overrasket, jeg har bare ufatteligt LIDT lyst til at besøge dem, men jeg skal nok stadig være en god datter og gøre det – jeg skal bare huske at passe på mig selv og mine følelser. 

Det kan jeg kun gøre ved at finde den der berømte PYT-knap frem og holde den konstant nede til tinitussen ikke er til at holde ud mere og så håbe på, at jeg ikke lader mig mærke for meget af livet med familie og x’er – og ser du mig med en drikkedunk med klar væske, så ved du hvad der er i den og at jeg er i gang med at skylle elefanter og kameler ned som var det panodiler.

Tak for at du læste med.

Kærlig hilsen

Kære Verden……

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar