Life is a rollercoaster

Der er ups and downs – sådan er livet!

Lige nu har jeg et af mine downs og når jeg det sådan, så er det bedste jeg kan gøre at skrive mig ud af det!

Nogle vil nok mene, at mine tanker er banale, barnlige og fyldt af jalousi og det er de måske også, men det er mig og det er hvad jeg føler og det bedste jeg kan gøre for mig selv, er at anerkende mine følelser og derved komme videre.

Det der plager mig, er min mands kontakt til hans x, jeg er bevidst om, at som situationen er lige nu, så er det et prekært emne, da det vedrører et dødsfald i hendes familie, en person som min mand også kendte rigtigt godt og jeg har stor medfølelse omkring det – det må I ikke være i tvivl om.

Min kloge, fornuftige side ved godt, at det er naturligt at kontakte ham og fortælle ham om det og få trøst der og jeg siger faktisk heller ikke, at de ikke må kommunikere sammen og jeg er heller ikke ved at brænde op af jalousi, men jeg er ked af det, fordi jeg har indset noget.

Jeg har måske gået og troet at deres kontakt langsomt ville ebbe med tiden, men jeg indser nu, at de vil være for evigt forbundne – nye ægteskaber eller ej for begges side – de har en samhørighed, som jeg ikke kan slå og som jeg heller ikke skal slå.

Er der lidt sladder om nogle af deres venner, så skal det også lige fortælles videre eller han kan mangle en opskrift, som han gerne vil have af hende eller han skal lige spørge til en person, der en gang hjalp dem og sker der noget i hans familie, så ville han nok også ringe til hende og de snakker generelt godt sammen – måske endda bedre end til sidst i deres ægteskab – ja måske bedre end han og jeg gør, for jeg er totalt lam at tale i telefon med. Dertil skal tilføjes, at hun har nok et større behov for at tale med ham end han har og jeg har klandrer heller ikke ham for hendes behov.

Det er jo dejligt og skønt for dem, at de er gode venner og det mener jeg, det er jo det sunde gode x-forhold og sådan er han, min mand, sød og diplomatisk og holder sig som regel gode venner med alle. Så at have det gode sunde x-forhold er det som kendetegner ham og det skal han ikke lave om på og det tror jeg heller ikke at han ville have lyst at forsøge at ændre på og det bliver han heller ikke bedt om.

Han har også i starten af vores forhold sagt, at hun altid vil have en plads i hans hjerte og det er forståeligt nok, sådan er han så kærligt indrettet og hvis jeg mærker efter, så er der vel også en plads i mit hjerte til min x – en lille bitte tiny plads.

Så i bund og grund, så er jeg bare et vidne til deres venskab, som jeg anerkender eller er i gang med at anerkende og så skal jeg bare lære at finde en vej til, at jeg ikke føler mig såret af det eller truet af det.

Hvis jeg skal ransage min hjerne for hvorfor jeg bliver ramt og ked af det, så er det nok en smertelig erkendelse af, at de måske er bedre venner end han og jeg er – altså over tid. Jeg kan ikke slå 25 års ægteskab og det venskabelige bånd, som de havde sammen og jeg skal heller ikke slå noget – jeg skal vel bare have mine egne 25 år og de kommer vel, hvis jeg ikke ter mig.

Jeg kunne vel egentlig også ringe til min x-mand og fortælle ham om situationen om min mor, fordi han kender hende jo bedre og han har også kendt mig i over tyve år, vores problem er jo så bare, at vi ikke kunne tale ordentlig sammen og han ville bare misforstå mine signaler, men måske jeg skulle prøve det, hvis jeg føler, at det kunne give mig lidt ligevægt og dog så har jeg faktisk ikke behovet for det, for jeg er faktisk færdig med min x. (jeg siger hermed ikke, at min mand ikke er færdig med hans x – det tror jeg bestemt at han er). 

Min mand er ikke bleg for at udtale sig negativt om min x og det er egentlig med rette, fordi han opfører sig ikke altid som Guds bedste barn, men det er svært at være fælles om at hade min x og elske hans x – det giver en skæv fordeling.

Og det er nok den der ulighed, der sommetider driller mig – vores generelle ulighed – ham, der har de gode forældre, der er interesseret i ham/os og gerne vil tilbringe tid sammen med os, ham, der har de gode venner, der har taget mig ind som har jeg været en del af ”kliken” i mange år og hos mig, så snakker vi bare om en alkoholiseret mor, der er fucked up, en far, der er ligeglad med mig/os og venner, der ikke kan finde ud af at vise, at de gerne vil være sammen med os.

Når jeg ser det sådan, så konstaterer jeg bare – sådan helt sort og hvidt – he is the good one and I am the bad one! Hvilket jeg godt er bevidst om er forkert, men ikke desto mindre tænker jeg det og føler det og så kører hele rumlen med at jeg føler mig tyk og grim og det gør jeg i allerhøjeste grad lige nu.

Og jeg kan desværre ikke snakke med min mand om lige det her emne, han vil bare synes, at jeg er smålig og barnlig og fyldt af jalousi – han synes bare det er dejligt at han har et ben i begge lejre.

Jeg forsøgte at snakke med ham om det, men da var det blandet sammen med et vist indtag af alkohol, så der syntes han bare jeg var irriterende og han gad ikke snakke om det og måske lige der var det jo klogt nok, da man ikke har helt hoved og hale i alt hvad man tænker, når alkohol er involveret. Jeg er ikke i stand til at snakke om det i ædru tilstand, for så begynder jeg bare at græde og så vil han mene og tænke, at jeg er meget sensibel og ude af proportioner og det er som, at vi kæmper om hvem, der har ret og det er ikke hvad det her handler om. Det handler om anerkendelse af følelser – også selv om man ikke forstår den anden part.

Når jeg føler sådan, så er det, at jeg tyr til min bedste ven: Mig selv! Og at snakke om det i mit eget frirum hvilket jeg så gør lige nu – selvom jeg sommetider bilder mig ind, at min mand er min bedste ven (lige indtil hun ringer og jeg hører dem tale sammen).

Men ja, når de snakker så godt sammen, så føler jeg mig truet – truet på mit venskab, som jeg har med min mand og jeg bliver meget bevidst om den samhørighed, som de ikke kan slippe, og jeg tænker: ”Gad vide om han savner livet som han havde der” – og lidt må han sgu gøre det, det var jo mange år af hans liv og det havde betydeligt flere gode stunder sammen end jeg havde i mit ægteskab – og så får jeg ræsonneret mig frem til at jeg ikke er god nok, at jeg skal konkurrere, men sådan er det jo ikke, det ved mit kloge jeg godt.

En ting, der også godt kan stor-forvirre og frustrere mig er, når han sommetider har omtalt hende negativt og ytret, at han ikke gider at snakke med hende og så lige så snart hun ringer, så er han blid som et lam og fortæller selv lige så meget igen (i givne situation er det helt forståeligt, men jeg tænker generelt) – men han skal have, at han som regel altid fortæller mig, at de har kommunikeret og det skal han selvfølgelig blive ved med..

Og alligevel ved jeg godt inderst inde, at han elsker mig og at det er mig, som han bor sammen med og er gift med – og for ham betyder hendes opkald ikke noget, han kan vel bare godt lide at holde sig gode venner med hende og høre om en svunden tid – så ambivalent kan jeg være – som en Anders And, hvor den gode fe sidder på den ene side og den onde fe på den anden side og de røv-skændes!

Jeg skal nok finde min vej igennem det her, det ved jeg – jeg skal måske lade være at være så håbløst romantisk og tro på det alt det der sjælefrænderi og at ens mand er ens bedste ven, men det er sgu så smukt, når det føles sådan. 

I lørdags var jeg sammen med en veninde, der sad og fortalte om nøjagtig samme issue, men der var det bare hende, der var parten, der opsøgte x’en, men hun nævnte, at det smertede hendes nye kæreste utrolig meget, når hun sad og hygge-snakkede med hendes x om stort og småt og hun sagde så faktisk også, at hvis det var ham, der havde behovet for at skulle vende alt muligt med hans x, så ville hun føle det samme – så jeg er ikke alene og jeg lyttede godt efter, delte dog ikke mine tanker, hvilket måske er forkert, for jeg skal være bedre til at komme ud med det og hvis jeg ikke kan snakke med min mand om det, så en anden.

Hvis min kære mand læste med her og funderede over hvad han kunne gøre for at hjælpe mig videre på min vej, så tror jeg, at det bedste han kunne gøre, var at anerkende at jeg bliver ked af det og føler mig truet og give mig lov til at være ked af det – også selv om han ikke forstår min smerte og hvorfor det smerter mig. Han er jo ikke mig og kan ikke sætte sig ind i min tankegang og han oplever ikke, at jeg har behov for at tale med min x. Og så må han ellers bare tålmodigt vente på at jeg langsomt kommer tilbage mentalt (så lang tid tager det jo heller ikke) og ellers så bare fortsat vise mig hans kærlighed og at jeg har intet at frygte. – give mig et kram og sige han knus-elsker mig over alt på jorden og at jeg aldrig skal føle mig truet eller tilsidesat, for det som vi har sammen er unikt (okay, ved godt at det er sat helt ud på spidsen). 

Det er så nemt for ham, min mand – manden med begge ben på jorden, blot at slå ting hen og komme videre, men han må acceptere, at jeg er bare lidt mere tykhudet – jeg skal fundere og hele mig selv og åbenbart også lige tale lidt med mig selv – og nok har jeg lidt skøre, kryptiske tanker, der kommer på afveje, men jeg finder som regel tilbage.

Nu har jeg talt i mit frirum og det var dejligt og jeg giver Peter Plys ret: ”En snak med sin bedste ven løser det meste”.

Tak fordi I læste med!

Kærlig hilsen

Kære Verden

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar