Min bryllupsdag: Jeg fik kolde fødder!

Totalt udstoppet af kærlighed svæver jeg stadig rundt på den mest lyserøde sky ever – 0606-2020 blev jeg gift og der er ingen ord, der kan beskrive hvilken fantastisk dag det var – ikke at forglemme dagene op til og dagene efter.

Når jeg tænker tilbage på selve dagen er den allerede helt fortryllende tåget af overvældende indtryk og oplevelser, men slutresultatet er uforanderligt: Det var den perfekte dag!!!!!

Dagene før var præget af forberedelser i stor stil, men forberedelserne er jo faktisk også en stor del af det hele, så det var jo bare hyggeligt – det tager selvfølgelig en del tid, for man vil jo så gerne have at det bliver lige som man gerne vil have det, så vi gik helt indtil kl. 23 dagen før dagen og gjorde klar – vi skulle lige gøre dit og dat.

Natten før vores store dag var præget af en ungdomsfest i huset lige overfor, som hørte meget høj musik – det eneste positive i det, var, at det var i det mindste god musik.

Men skide være med at have en shitty nat, når morgenen allerede startede utroligt smukt med en morgengave fra min kommende mand, et par hjerteøreringe med diamanter, der passede til diamanterne i min vielsesring – jeg havde en overraskelse med to matchende armbånde med indgravering af vores navne og den magiske dato, for vi havde besluttet at jeg fik en vielsesring og han fik en anden gave end en ring, da han på grund af sit arbejde ikke går med ring, så det var som om der manglede noget og det blev løst med disse armbånd og hvilken god løsning.

Vi fik ikke kæmpebrunch eller det store, vi havde hver især nogle småting, som skulle gøres inden det gik løs og lidt nervøse og spændte var vi nok begge. Jeg skulle for eksempel hente et strømpebånd, som jeg havde fået lavet – et strømpebånd med fodbold-logo.

Jeg fik sat hår kl. 12 og derefter gik det pludselig slag i slag, tiden fløj af sted og omkring kl. 15 skete det for mig: DE KOLDE FØDDER!!! Ikke fordi jeg ikke ville giftes, men mere tanken om alle de mennesker der nu måtte dukke op. Kunne jeg nu gøre det? Og hvad nu hvis jeg græd? Ville det være pinligt?

Min meget very soon to husband begyndte at gøre sig klar – han var også lidt mut og trykket – og som tiden gik, kunne jeg bare mærke, at NU skulle folk bare ud af huset, jeg havde brug for lidt ro omkring mig og der var bare så mange mennesker – køkkenpersonalet, børn, overnattende gæst – jeg kunne slet ikke holde det ud, men jeg fortsatte selvfølgelig med forvandlingen eller forsøgte i hvert fald – fra hængt kat til forelsket prinsesse.

Endelig virkede det til at huset var tomt, der var aftalt at min søn skulle komme og hente mig, for jeg havde som overraskelse arrangeret en fancy bil, der skulle hente mig – sådan en mercedes-ting, som helt sikkert ville falde i mandens smag – og jeg havde lige to minutter inden han kom – og så så jeg til min gru ud af vinduet, at folk strømmede til for at aflevere gaver (hvilket var sødt og dejligt), men lige der havde jeg lyst til at gå ud på toilettet og kaste op i lang tid. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke!

Derefter kørte toget – ikke tid til mere forvandling (min kæreste/mand sagde efterfølgende til mig, at han syntes at jeg så hjernedød godt ud, men jeg er jo selv sjældent tilfreds) – og jeg kom frem til at jeg så ud som jeg gjorde – det er ikke alt pænt tøj, makeup og flot hår kan redde.  Sønnen var ankommet og det var tid for at tage af sted – det var jo uhyre vigtigt for mig at vi ikke kom for sent – jeg var så forhippet på tidspunktet 16.06, så det ville da være dumt, at jeg kom for sent.

Vi var faktisk i rigelig god tid og det var rigtigt godt, for da jeg sad der i den fine bil i min kjole, så kom tårerne – glædestårene – jeg var nervøs, overvældet, glædede mig, spændt, forelsket, lykkelig og forvirret, så mange følelser på én gang – så vi kørte en ekstra runde og så var jeg heldigvis back on track igen.

Vejret var gråt og kedeligt og let blæsende, men heldigvis var der tørvejr. Da vi ankom, var der bare et væld af mennesker. På grund af corona-tilstande havde vi inviteret til glo-bryllup i naturen med efterfølgende havefest-reception – vi anede ikke hvor mange der kom, men der var virkelig mange mennesker og jeg kunne slet ikke se eller skelne dem fra hinanden – for det jeg kiggede efter var HAM.

Og der stod han i vandkanten i sit fineste skrud (meget symbolsk tæt på redningskransen) men han så så dejlig ud, så flot ud og han smilede til mig – min kommende mand og hvor jeg glædede mig til at komme ned til ham.

Min stolte søn fulgte mig ned og gav mig væk med ordene: ”Du må gerne få hende”. Og lige der blev klokken 16.06 og solen tittede frem – der kunne ikke have været fundet en smukkere kulisse end det og vi havde ramt det magiske: 0606-2020 – 16:06!…….

Så gik den borgelige vielse i gang med vinden i ryggen – endnu en gang med positiv symbolik – det var min veninde, der viede os, så det var så dejligt afslappende og hyggeligt – han sagde JA og jeg sagde tøvende JA – ikke fordi jeg var i tvivl, men fordi der var en forventning om at jeg sagde: ”Ja sgu da din abe” – så det sagde jeg, hvilket udløste en masse grin – og så underskrev vi vielsesattesten og så var vi mand og kone.

En masse kys til hinanden, lykønskninger uden krammere og så en masse billeder af os, gæster, børn og alt det der nu hører til, hvorefter vi gik op til bilen, der ville manden gerne at vi gik op hånd i hånd sammen (og man gør jo som manden siger) og vupti, der stod så en BMW Cabriolet, som han havde arrangeret som overraskelse. Tydeligt at kommunikationen allerede var gået galt ret tidligt i vores ægteskab – eller var det nærmere, at vi begge bare gerne vil overraske den anden – så afsted gik det i den lille rappe bil. Der kan man snakke om smørret smil og en mand, der var oppe at køre – hvilken begejstring – det var næsten ligesom at stille en leverpostej foran en hund.

Da vi langt om længe kom hjem til huset, var der gæster og gaver overalt – glade, festlige mennesker, der spiste og drak og det blev bare en skøn havereception, der varede til langt ud på natten – det hele var præget af det, som det hele handlede om – at fejre kærligheden.

Nu er det fire dage siden – lykkefølelsen er konstant – jeg har svævet på en lyserød sky lige siden og hvis jeg troede at jeg var forelsket før, så er det ingenting i forhold til hvordan jeg har det nu – jeg er bare glad glad glad, lykkelig og forelsket og jeg er ikke i tvivl, om at det er sådan her det skal føles – den ægte kærlighed!

Den der kærlighed der varmer hele kroppen op, hvor man bare har lyst at kramme og være den anden nær og hvor man bare elsker, elsker, elsker..

Der er ingen tvivl om, at jeg skal nyde det lige nu og her, for ingen af os ved, hvor længe vi har, ingen af os ved, hvornår vores liv og det, vi tager for givet, kan ændre sig drastisk, ingen af os kan gardere os  100 % imod, at lynet slår ned – Men vi ved, at vi har lige nu – og “lige nu” er der altid og hold kæft, hvor jeg nyder det!

Tak for at I læste med og husk nu: ”Alt er nu!”…..Nyd det nu for søren… 

Kærlig hilsen

Kære Verden….