Min nye kæreste og jeg taler om at flytte sammen…..

Dette er en fantastisk blog…
Jeg får sådan lyst til at dele lidt ud af mine tanker uden filter… 🙂

Der er røre på alle fronter i mit liv, og alligevel føler jeg mig fanget.
Sidste år gik mit forhold i stykker. Vi havde været sammen i 4 år og har to børn sammen. Det var gået skævt og havde været hårdt i lang tid… Vores ønsker for fremtiden matchede ikke… Vi var stressede og forholdet druknede i børn, hus og arbejde. Sådan var det… Og det er godt nok, at det er slut. Det var for det bedste, og det viser sig faktisk, at vi er ret gode til at være deleforældre og samarbejde om børnene.
Jeg har fundet ud af, at jeg sagtens kan være alene/dele mor, og jeg har lært at nyde dagene uden børnene også.

Jeg har mødt en ny, fantastisk mand, og vi har været kærester et godt stykke tid nu.
Vi kan virkelig snakke om tingene. Han er super god sammen med mine børn – og det føles bare godt!
Men når nu alt det er godt; mine børn har det godt, jeg har det godt sammen med min nye kæreste og samarbejdet med børnenes far går godt – hvorfor føler jeg så en uro i maven, som om noget er galt..?!
Noget skal til at ske… Og jeg er fanget i den situation, jeg er i nu?

Da min ex og jeg gik fra hinanden, kom det – på trods af at det havde gået skidt længe – meget bag på mig.
Jeg er selv skilsmissebarn og var dybt ulykkelig over, at mine børn også skulle blive det. Jeg følte mig slet ikke stærk nok til at klare det hele alene… Faktisk følte jeg mig utrolig lidt værd.
Men jeg fik rigtig god hjælp – både professionelt og fra venner og familie, så nu ved jeg og føler jeg, at jeg godt kan.
Jeg er en god mor og jeg er stærk nok til at klare det, livet har at byde.
Jeg tror uroen i maven og følelsen af at være fanget kommer af, at alle de grundlæggende ting i tilværelsen – så som arbejde, det sted man bor og den drøm man har for fremtiden – som allerede en gang med et trylleslag har ændret sig for mig, og nu sidder jeg i en situation, hvor jeg ved, at det vil ændre sig igen… Det må ændre sig.
Og her kunne det være rart med andre kloge kvinders syn på sagen 🙂

Jeg bor stadig i det hus, min ex og jeg købte sammen. Vi ejer det stadig sammen. Men jeg betaler alt til det… Så økonomisk er det hårdt… Jeg vender hver en krone og skal blive ved med det langt ud i fremtiden.
Huset er nu sat til salg, men det går desværre ikke så hurtigt. Set i bagklogskabens lys, skulle vi måske ha’ sat det til salg med det samme, men det var vigtigt for os, at børnenes liv ikke skulle ramle helt, og jeg kunne slet ikke overskue den omvæltning, det ville være at skulle flytte og starte forfra et nyt sted oven i alt det andet, der ændrede sig.
Det kan jeg imidlertid godt nu.
Faktisk er jeg nået dertil, at det nok ville være det bedste for alle parter – både børnene, mig selv, min ex og min nye kæreste, hvis børnene og jeg kunne flytte til et nyt, mindre og meget mere overskueligt sted, hvor økonomien ikke hele tiden var presset, hvor alt det praktiske med at holde hus og have ikke skulle fylde så meget, og hvor man bare kunne nyde det, jeg jo egentlig synes er det vigtigste – nemlig hinanden.
Men den drøm lader vente på sig – og hvordan tackler man det…? At være bundet til et sted, der tærer på både økonomi, kræfter og energi, samtidig med at drømme og forestillinger om en anden fremtid begynder at tage form?

Min kæreste og jeg taler om at flytte sammen og om at lave en fremtid sammen. Men hvordan gør man det? Hvor skal vi bo? Hvornår skal det være? Og hvordan fungerer sådan en sammensat familie? Har nogen af jer andre prøvet det?
Også her er der jo mange ting at tænke på,og det, der fylder mest for mig her, er ikke så meget, hvornår det skal være, men mere hvor det skal være og hvordan det bliver!
Min kæreste og jeg bor ca. 45 minutter fra hinanden. Flytter børnene og jeg til den by, hvor han bor, bliver der langt til deres far, og jeg er bange for at det vil gå ud over vores samarbejde, og den ordning vi har med børnene nu. Men min kæreste har hele sit liv i denne by, og for ham er det en kæmpe omvæltning og tilvænning, at blive bonusfar – en omvæltning og tilvænning, der ville blive endnu større, hvis han samtidig skulle “forlade” hele sit netværk… ikke at han ikke ville gøre det, men…
Endnu et dilemma 🙂 Et dilemma som vi taler om… Ikke hele tiden, men nu og da… For det er svært at forholde sig til noget, før det er en reel mulighed for mig og børnene at flytte 🙂

Et sidste dilemma, som bliver større i kraft af alt det andet, handler om mit arbejde. Om et år kommer der en reform, der gør at halvdelen af medarbejderne skal overdrages til noget nyt og det arbejde jeg har nu, findes ikke længere… Det bliver i hvert fald meget anderledes. Overdragelsen skal i høj grad baseres på frivillighed og jeg hælder til at melde mig til det nye, da jeg trænger til noget nyt, på den front.
Men uanset hvad ligger mit nuværende arbejde langt fra der hvor jeg bor, og jeg pendler hver dag.
Så måske det var tid til at finde noget helt nyt? Noget der ligger tættere på mit nuværende hjem eller der, hvor jeg kunne tænke mig at bo i fremtiden?
Noget der – ligesom hjemmet – gav mig mulighed for at lægge vægt på nærværet med mine kære, fremfor at bruge tid på landevejen…?
Men det er et stort spring ud i det uvisse…!
Har andre vovet dette spring?

Så kære kvinder og evt. mænd…
Som jeg startede med at skrive, er der røre på alle fronter i mit liv og jeg føler mig fanget i en limbo.
Det giver anledning til mange bekymringer, tanker og forestillinger i min krøllede hjerne…
Og jeg håber sådan, at nogen af jer, der har læst indlægget færdigt, har lyst til at kommentere…
Komme med jeres erfaringer eller bare dele lidt ud af jeres tanker.

Mange hilsner Sofie