Når prinsen på den hvide hest, viser sig at være en psykopat på en knallert.

Hvad så?

Ja, så står man i mit tilfælde 15 år senere og har ingen anelse om hvad fanden der har været foregået og hvordan fanden det hele kunne gå så frygteligt galt, en ødelagt psyke, ingen selvværd, og så lige 2 børn oveni hatten.

Så hvad fanden så?
Hvilke stumper starter man med at samle op, og hvordan fanden skal man starte når man i 15 år har haft en der kontrollerede stort set alting?
Det gør man ikke bare,
De første 6 måneder gik fint, som i virkelig fint, det kørte, jeg var fri, ungerne var glade, der var ingen farer og der var ingen der råbte og skreg og irresatte os konstant og hele tiden.
Men så vågner man en dag, og kan ikke stå op, klumpen i brystet føles så gigantisk stor, at jeg nærmest ikke kan trække vejret, og så vælter det ud, cry me a fucking river, og så stoppede det…lige så hurtigt som det var kommet, men klumpen, hjertebanken, den dårlige samvittighed, paranoiaen, sorgen og frygten forsvandt ikke. Alle minderne blæste ind over mig, og væltede mig omkuld.

For hvordan fanden kunne det gå så galt? Og hvem var jeg overhoved?
Jeg har normaltvis aldrig været en type, der fandt mig i noget som helst fra nogen, og alligevel var jeg endt i et forhold med en mand, som havde fået forvandlet mig til et menneske, jeg overhoved ikke kunne genkende.
Og hvad så?
Alt det med følelser har altid været enormt svært for mig, jeg har alle dage været ekspert i, at gemme lortet af helvedes til, for hvis jeg ikke kunne lugte lorten, så fandtes den slet ikke.
Jeg havde allerede samme uge, da vi gik fra hinanden, sørget for psykologhjælp til drengene, de havde ikke om ikke andet oplevet ting, børn ikke skal opleve, set ting de ikke burde, og hørt ting som ikke burde være i nærheden af børns ører.
Så hvor starter man så selv?
Hvordan skal man som 30 årig, genfinde sig selv, samtidig med at man skal håndtere det enormt psykiske pres man har været udsat for, være mor, sørge og hele? Man skal tilgive sig selv, hvilket virker som en fucking umulig opgave, til at starte med, og så, skal man grave dybt.. virkelig dybt. Og det gør ondt, det gør ondt af helvedes til.
Den dårlige samvittighed overfor drengene, var den værste.
Folks fordomme da jeg endelig fik samlet mig mod til at fortælle sandheden om hvad der var foregået – at indrømme at jeg i alle de år rent faktisk havde løjet.
For nej, det var ikke fint, intet var fucking fint, det var kaos, konfrontationer med “Jamen hvorfor gik du ikke bare?” – var de værste.
For det kunne jeg ikke, fysisk kunne jeg sagtens pakke vores lort og skride, bevares jeg har været smuttet på weekend med ungerne flere gange end jeg kan tælle, men det er manipulationerne, det er viden om at ens partner er syg, og det er den grufulde sandhed at jeg vidste, at han aldrig ville lade os gå.
Så navigerer man i kaos, man får det til at fungere, man bøjer sig og giver efter for ikke at udløse vreden – man slikker røv, og gør man det ikke ordentligt – bliver man behandlet som en, så hellere slikke en gang for meget end en gang for lidt.
Og når hverdagen pludselig handler om at navigere udenom alle de faktorer der kan pisse din partner af – samtidig med at du skal være en god mor, så er der faktisk ikke plads til ret meget mere.
Så er man røvslikker – på fuld tid.
Mor – på fuld tid.
Og den man var – glider længere og længere væk.

Det sker ikke overnight, det er jo ikke sådan så en psykopat braser frem på 2. Date under en lækker omgang pølsemix i Bauhaus og stiller en masse fuldstændig urimelige krav op – det er det folk misforstår, det sker langsomt, gradvist, og mange af tingene forekommer en så ligegyldigt til at starte med så man giver afkald på det uden at blinke.

Når jeg tænker tilbage på hvor det hele egentlig startede og hvad de første ændringer var, så var det f.eks at han bad mig ikke at have løst hår, når jeg var ude. Med lidt sweet talk og “uha det sårer mig – du har så flot hår – og jeg ved folk kigger efter dit længe lyse hår”-bla bla. Så havde jeg bare ikke løst hår når jeg var ude, jeg havde ingen interesse i, at såre min partner som jeg på daværende tidspunkt havde kendt knapt et år, fuck it, hestehale it is.
Men med små ændringer hver 3-6 mdr. så sidder man i saksen, og 15 år efter, kan man slet ikke begribe hvad man egentlig har givet afkald på, ikke løst hår, fuck det, men det er friheden der forsvinder bid for bid, et lille stykke af gangen, og man bemærker det skræmmende nok ikke en gang.
Og så står man 15 år senere, med to børn, en god omgang PTSD, utallige psykolog timer, og skal genopbygge sig selv, hjælpe børnene på rette vej, og lære at træne din krop til ikke at være i alarmberedskab.
Og det koster blod, sved, tårer, venskaber, you name it. Og det er grimt, men det er muligt.

Og nu sidder jeg 3 1/2 år efter, og er først parat til at snakke om det nu. Lade det komme ud. Og tilstå…
Ja, jeg troede jeg havde fundet prinsen på den hvide hest, men det eneste jeg fik var en psykopat på en knallert og en ptsd,!

De her blogindlæg vil primært omhandle det, kampen igennem, bundskraberi, kampene og give et ærligt indblik i en helt (ikke altid helt normal) mors hverdag.

Håber i vil følge med.

-Tessa

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

avatar_kvinde

Indlægget er indsendt af

Tessa’s Tilstande

Andre indlæg i denne kategori

Lisbett Wedendahl

Kvinderudenfilter.dk har stillet Lisbett Wedendahl 10 spørgmål… Navn: Lisbett Wedendahl Din alder: 47 Profession: Står bag selvhjælpsuniverset LIFTYOURMIND,

Læs indlægget »

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Avatar
    Marie

    Uuhhh jeg ved præcis hvordan du har det. Har været igennem det samme.

  2. Avatar
    Charlotte

    Dit indlæg rammer mig hvor det gør mest ondt. Du er sej for at sætte ord på og for første gang i lang tid føler jeg mig ikke alene. At stå midt i køen i det lokale supermarked og blive ramt at et grimt minde der skyller over en som en flodbølge mens sveden pibler frem på panden og man forsøger at holde samme på sig selv alt mens følelserne vælter rundt, frygten for at han er i nærheden – dukker uventet op – og skammen som følger efterfølgende.
    Jeg føler dit skrevne ord helt ind i knoglerne, det røre mig dybt.
    Vi kommer ud på den anden side en dag, men det tager tid at blive limet sammen efter sådan en omgang.

Skriv et svar