“Selvmordslinjen, det er Trine”

Trine Sørensen

Trine Sørensen

”Jeg vil bare sige farvel, jeg håber du får et godt liv”

Sådan lød sætningen, da jeg en almindelig hverdag, på mit arbejde, tog firmatelefonen.

Min mor var i færd med at begå selvmord og jeg gik fuldstændig i panik.

Fra jeg var 19 til jeg var 23 var jeg i et konstant mareridt, min krop var i alarmberedskab, både mentalt og fysisk.

Min mor forsøgte, utallige gange, at tage sit eget liv, og hun brugte mig som redningsplanke.

Det var naturligvis et råb om hjælp, og aldrig et fuldbyrdet forsøg. Men det ænser man ikke, når man bliver ringet op af sin mor, som fortæller at hun ligger på dødens rand i en skov, eller er ved at gasse sig selv i en bil, eller har slugt alle de piller hun har kunnet finde i hele huset.

Som datter er ens første reaktion panik og derefter skal man finde hende og redde hende.

Mit liv var dobbelt. Den ene del af mig fandt min daværende kæreste, vi flyttede sammen og havde et ungt kæresteliv, som var så spændende og fuld af alt det, som man skal prøve når man er i starten af tyverne.

Den anden del af mig, var en meget voksen og handlekraftig kvinde, som havde politiets nummer på speeddial, så jeg kunne få fat i dem, så snart min mor fik det skidt, og inden det endte galt. Jeg har utallige gange indlagt min mor på det psykiatriske tvangsafsnit, for at undgå hun gjorde mere skade på sig selv.

Jeg havde en aftale med min chef om, at jeg havde min private telefon på mig, i arbejdstiden, så min mor altid kunne få fat i mig.

Min mor fik en kopi af min vagtplan, så hun vidste nøjagtig hvor jeg var hele tiden, og jeg prøvede på den måde at give hende noget tryghed, så hun måske så en mening med at blive i den her verden.

Jeg gjorde det til min opgave, at give min mor lysten til at leve.

Efter fire år stoppede det hele brat.

Det sidste år min mor og jeg havde kontakt fik hun det gradvist bedre, og jeg forsøgte at frigøre mig. Hun fik ikke længere en kopi af min vagtplan, jeg tog ikke længere altid telefonen. Jeg forsøgte at leve mit liv som Trine, og ikke min mors datter.

Samtidigt kæmpede jeg selv desperat for at holde mig oven vande og ikke drukne i det psykiske pres mit sind var i.

Min mor mistede kontrollen over mig, og det accepterede hun ikke, nøjagtig som hun heller ikke accepterede det, da jeg var barn. Hvis ikke jeg makkede ret, så skulle jeg knuses.

Den sidste telefonsamtale jeg havde med min mor råbte hun, at det var min skyld hun har haft det så elendigt, jeg fortjente ikke at være hendes datter og hun ville ønske at jeg døde. Det gjorde jeg også på en måde.

Det tog mig godt 3 år at samle mig selv op, og bearbejde det hele igennem intens psykologbehandling.

Trine

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Christel

    Barsk at være barn i sådan en dysfunktionel familie. Barskt, at du i så mange år ikke kunne lade bære emd at have din mor i dit liv. Stærkt at du gjorde dig fri.
    Forældres handlinger er aldrig barnets ansvar eller skyld. Det er ene og alene den viske der bærer ansvaret for en relation til sit barn.
    Hvordan gjorde du dig fri? Hvad gjorde at du sagde stop?
    Kæmpe respekt for at du valgte livet uden at skulle tage ansvar for din mor

    1. Trine Sørensen

      Desværre gik der mange år, før jeg sagde stop. Alt for mange år.
      Til sidst indså jeg, at min mor aldrig ville ændre sig. Vores roller ville for evigt være dysfunktionelle.
      Da hun, for halvandet år siden overfaldt mig, der sagde jeg endeligt stop.
      Den historie kommer en anden gang.

Skriv et svar

Trine Sørensen

Trine Sørensen

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg