Fra jeg var teenager var jeg meget betaget af fest og hele kulturen der omkransede den verden.
Jeg elskede at se film hvor de festede, dansede og stak af fra al ansvar.
Jeg var draget af at have det sjovt, glemme mine problemer og leve i nuet.
Lidt for meget måske.
Fra jeg flyttede for mig selv kunne jeg gøre som jeg ville.
Jeg var ikke decideret alkoholiker, jeg levede bare for mine weekender.
Mandag til torsdag skulle gå, så jeg igen kunne holde weekend og være i mit rette element.
Festen blev flugten fra min sorg.
Her var muligheden for at glemme min barndom og den virkelighed jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere.
Alle tankerne og ensomheden i hvorfor mine forældre ikke elskede mig og ville have mig i deres liv, forsvandt når jeg dansede vildt på dansegulvet og drak shots i baren.
Men jeg var virkelig dårlig til at være fuld. Samtidigt med at festen blev min flugt, var jeg vred på verden og følte jeg skulle manifestere mig selv som rapkæftet og meningsfast, uanset hvem jeg stod overfor. Jeg havde erklæret krig mod verden, maskeret som den festglade, rapkæftede Trine med en selvtillid der rakte til månen.
Desværre krakelerede facaden når alkoholen ramte mig. Selvtilliden forsvandt ud af kroppen med tårerne på mine kinder.
Jeg græd, opførte mig uterligt, skældte ud og sagde grimme ting.
Jeg var virkelig heldig med mine veninder. De har holdt mig ud i perioder hvor jeg ikke selv kunne. De har stået på mål for meget, fordi jeg var verdens dårligste til at styre min brandert.
Alle mine følelser eksploderede indeni og jeg kunne sjældent være i mig selv. Det var så overvældende at skulle acceptere mit liv. Jeg havde et stort had til mig selv og påtog mig skylden for mine forældres opførsel.
De ville ikke have mig, fordi jeg ikke var værd at have.
Jeg var i en konstant belastning hvor mine forældres overbevisende ord om, at jeg intet var værd, fyldte mit hoved.
Min selvdestruktive og selvkritiske adfærd blev dyrket på højeste niveau og jeg havde aldrig mulighed for at få fred fra det.
Bortset fra, når jeg var fuld.
Og selvom de moralske tømmermænd tårnede sig op om søndagen og tit rakte et godt stykke ind i den kommende uge, så var jeg alligevel ude og feste igen den næstkommende weekend.
For det var det jeg var og kunne. Det var mit hamsterhjul fyldt med usund tryghed.
Alle mine veninder havde planer, var målrettede og succesfulde. De læste jura, var flydende i flere sprog og tog deres fremtid aldeles seriøst.
Jeg var bare hende der arbejdede og gik i byen, uden nogen videre spekulationer på resten af livet.
Jeg anede ikke hvordan jeg nogensinde skulle blive andet end hende der festede, var identitetsløs og skabte moralske tømmermænd for mig selv, hvor sms’erne med “undskyld” fløj ud af min telefon søndag efter søndag.
Nogle synes jeg var sej andre synes jeg var tåbelig. Jeg selv synes jeg var ligegyldig og uden den store betydning for nogen eller noget.
Mine forældres svigt og fravalg af mig, satte sig som igler på min sjæl.
De sugede til sig og efterlod mig alene med sorg og selvlede.
Jeg kunne skræmme iglerne væk, når jeg festede.
Men det tog år før jeg lærte at slå dem ihjel.
