Sundhed & træning: Mine 8 uger på kvindebootcamp

Hvis man har læst mine andre indlæg, så er man vist ikke i tvivl om, at jeg har et højlydt ønske om at tabe mig, fordi jeg i så mange år har været uvenner med min krop.

Min krop har været sur på mig og jeg på den – som i rigtigt sur – hvilket der er kommet årelange skænderier, indgroet had og meget lavt selvværd ud af.

På et tidspunkt fik vi begge nok – min krop og jeg!

Slut med at sidde til en fest og føle sig som en udstoppet flødebolle, slut med at jeg skulle sidde og føle mig tyk, lille og usexet, når alle de smukke tynde piger dansede og var lækre, slut med at jeg skulle føle mig som intet, slut med at give mig selv mindreværd pga. min krop!

I mange år troede jeg jo egentlig bare, at jeg havde den følelse på grund af min x’s hang til at flirte med alt med puls, men når jeg også havde den følelse i mit nye parforhold, så indså jeg, at jeg blev nødt til at gøre noget selv, fordi nok kigger han, som en mand gør, men han elsker jo stadig mig som jeg er – siger han (selvom jeg nok stadigvæk ikke helt forstår, hvordan han kan elske mig som jeg er og synes jeg er dejlig som jeg er, når han jo også godt kan se og mærke buddingekroppen – ikke om jeg nogensinde kommer til at forstå det).

Så for mig, så var min tanker altid noget i den her retning, hvis en pæn, veldrejet pige gik forbi eller bare generelt i hverdagen: ”Ville han ønske at jeg så sådan ud?” ”Ville han væmmes over mig, når de forelskede briller røg af?” ”Hvorfor synes han bare, at jeg er så dejlig, når jeg jo ikke er det?”.

Det sjove ulogiske er jo, at jeg synes at han smaskhamrende dejlig lige meget hvordan han ser ud, om han lige er stået ud af sengen og har gøg-hår, gasser den (i bogstavelig forstand) på sofaen eller hvis han har Onslow-lignende outfit på.

Nu kan man jo nok så meget diskutere det med at skønhed skal komme indefra og at man elskes for den som man er, MEN jeg elskede IKKE det som jeg så i spejlet og når det forholdt sig sådan, så talte jeg ofte så nedsættende om mig selv, at hvis jeg ikke allerede havde et lavt selvværd, så skulle jeg da nok selv sørge for at jeg fik det.

Jeg behøvede ikke engang et billede for at finde fem fejl, som man gør i et kryds og tværs blad, nej, jeg fandt dem med det samme og så så jeg kun dem og det gør jeg stadig væk, men nu kan jeg også finde formildende omstændigheder, for jeg har netop afsluttet et 8 ugers forløb på en kvindebootcamp med fokus på sund kost og træning.

Livets læring er jo, at hvis jeg ønsker en forandring, så bliver jeg også nødt til at gøre noget selv – der er intet, der bare kommer dumpende ned i hovedet på en – hard work all the way lige meget hvad, længere er den ikke (desværre).

Det var faktisk mega grænseoverskridende at skulle til den første indledende samtale, hvor en anden person så ens vægt og endnu værre: De indre tal.

Man skulle jo næsten tro, at jeg havde spist ti lagkager inden jeg tog afsted, for jeg var jo nærmest udstoppet af fedt, min BMI eksplosiv og organerne pakket ind i fedt. Det eneste positive ved det var, at der var nok at gå i gang med og det gjorde jeg så!

Gåture morgen og aften, fokus på kosten og styrketræning/cardio hver anden/tredje dag og ellers bare fokus på at holde dampen oppe.

Nye grænser skulle igen overskrides, for jeg skulle lave de øvelser, som jeg havde fået i mit program, en af disse øvelser var stå med to lange reb og så ellers rykke i dem og give den fuld gas, hvor jeg selvfølgelig tænkte, at jeg så dum ud, men min træner sagde kort og godt: ”Hvis de har tid til at stå og kigge på dig, så laver de for lidt”!

Jeg har udfordret mig selv på løbebånd, romaskine, crosstrainer og hvad nu de alle sammen hedder og jeg har endda også været ude at løbe/gå hurtigt ude i naturen, hvilket jeg egentlig godt kunne lide og nu efter 8 uger kan jeg godt mærke, at jeg bliver helt rastløs, hvis jeg ikke får gået mine skridt eller får kommet i fitten, som min datter siger.

Ofte er jeg småtræt inden jeg tager afsted, men når jeg først er afsted, så elsker jeg det, nogle gange kan kroppen godt være for træt og så må jeg køre på lidt lavere blus, men for det meste er det fuld damp og jeg har det fantastisk bagefter.

Jeg har selvfølgelig også haft nogle uheldige episoder i fitnesscenteret. Første gang var en onsdag aften, hvor jeg kom svansende ind, klædte om, gik på toilet, tog øredutter i ørerne og vandrede hen til løbebåndet – pludselig var der en, der kom løbende hen til mig og ville sige noget til mig og jeg tænkte straks: ”Hvad har jeg nu gjort galt?” – hun prøvede at sige noget til mig, men hun småhviskede alligevel lidt, så jeg tog min øredut ud og så sagde hun til mig: ”Du har toiletpapir hængende” – jeg fik vist ikke sagt tak til hende, for jeg blev så befippet og fokuseret på at komme af med toiletpapiret på en diskret måde.

En anden dag var jeg også ved at vælte af løbebåndet, hvor jeg faktisk var i løbetempo og hvad sker der så? Jeg får en besked på mit ur, som jeg lige skal læse og stopper, men det gør løbebåndet bare ikke, heldigvis var det en tidlig morgen og der var næsten ingen mennesker i centeret.

Min vanddunk har også været medspiller til pinlige episoder et par gange, første gang var hvor jeg fik sat min vanddunk ned i kassen med brugte spritdispensers og hvor jeg først fandt ud af det, da en instruktør kom løbende med den, en anden gang, hvor jeg glemte at sætte låget fast på vanddunken og hvor jeg så af en eller anden grund rystede den – jeg opdagede det ikke, fordi jeg hørte højt musik, det var først, da jeg kiggede tilbage, at jeg så mine vand-Hans & Grethe spor fra den ene ende af fitnesscenteret til den anden.

Og kender I det med, at når man spiser så mange grøntsager, så giver det lidt luft i maven og når man så står i en udstrakt udefinerbar stilling, så er man bare ikke helt herre over ringmuskelens lukkemekanisme, heldigvis hørte alle andre musik, så det gik vist upåagtet og lugtfrit hen.

Men det er jo ikke bare træning, der gør det hele, kosten er jo faktisk 80% af det hele og der var ingen tvivl om, at jeg spiste helt forkert, så nye vaner skulle inkorporeres – husk at spise ordentlig morgenmad, mellemmåltider og til frokost og aften skulle jeg lære at tallerkenen skulle bygges op af en halv tallerkenfuld grøntsager, en kvart portion protein og en kvart portion kulhydrat og en smule fedt – that’s it og så alt det vand, der skal indtages.

Faktisk indså jeg også hvorfor jeg ikke tabte mig, når jeg normalt har været på kur, fordi jeg spiste for lidt, fordi jeg troede at saltede mandler, hjemmelavet knækbrød, humus og avocoda var vejen frem og fordi jeg ikke fik opbygget muskler. Samtidig var det mega fedt at blive vejet på sådan en vægt, der vejer det hele og ikke kun vægten, for jeg fandt ud af det var vigtigt for mig med min utrænede krop at tabe fedt og samtidig bygge muskler op.

Jeg skulle også lære at lave de sunde ting lækre og vigtigst at alt for mit vedkommende, var struktur i forhold til min mad, for ellers gik det galt, det var vigtigt at have de sunde ting hjemme, måske endda forberedt og lige til at hapse og jeg har opdaget hytteost, som jeg ellers altid har syntes var en mærkelig spise.

Med hensyn til at drikke en masse vand, der har jeg altid været en smule doven, fordi jeg ved, at drikker jeg meget vand, så skal jeg også på toilet hele tiden, fordi jeg åbenbart er udstyret med en mikro-blære. De første par uger rendte jeg også konstant på toilet og jeg måtte også lære mig selv ikke at drikke for meget efter kl. 18, for så kunne jeg være sikker på at få en søvnløs tissenat.

I starten kunne jeg sidde og fantasere om alt det mad, som jeg ikke måtte spise, I ved lidt ligesom at se sit liv passere revy, sådan var det bare med maden, men heldigvis lærte vi jo også på bootcampen, at der skulle også være plads til det usunde i ny og næ og jeg lærte hvordan jeg kunne skære lidt væk til de andre måltider, for derefter at have plads til det der virkelig koster og selvfølgelig var der også dage hvor der var overload på kalorie-kontoen, men så var det bare om at komme i gang igen dagen efter.

Nu er bootcampen slut – jeg tabte 5 kg fedt på 8 uger – mindre i kg på vægten, men forskellen er synlig selv for mig – ikke at det hele er gjort nu og jeg bare går back to normal, nej, jeg klør fortsat på, men det hele bliver alligevel mere og mere en normal del af min tankegang og så er det at det virkelig rykker, for så er det som det hele drejer sig om i gang – livsstilsændring!

Jeg fortsætter med fokus på kosten og træning og får lagt nyt program hver 4. uge, hvor jeg også bliver vejet – og lige nu står vægten på et tal, som jeg ikke set i mange år vægtmæssigt og jeg vil gense flere af de tal lige indtil jeg rammer mit mål – nu er jeg i gang, det ville dælme være en skam at ødelægge det og jeg ved jo, at jeg ikke får det bedre mentalt af at ødelægge det.

Og folk kan se, at jeg har tabt mig og komplimenterer mig og jeg labber rosen i mig med stolthed og fantaserer om hvordan jeg vil se ud og hvor meget jeg vil tabe mig – jeg bestemmer selv hvad jeg vil opnå – min indsats = mit resultat!

Vi fik taget et før og efter billede på bootcampen, jeg viste min mand det, han kunne ikke rigtigt se forskel, hvilket var enormt skuffende og deprimerende for mig – især taget betragtning af at han lige fik lavet en øjenoperation her i sommers.

Jeg sendte billedet til mine veninder og de kunne heldigvis se forskel – og jeg fik også et svar tilbage omkring det at han ikke kunne se forskel: ”Mænd kan kun se forskel på størrelse af bryster”.

Okay, til hans forsvar, så har han lagt mærke til det i dagligdagen, han roser mig også, støtter mig 100 % i det her – min tro følgesvend, som jeg ikke kunne leve for uden, han kunne bare ikke se forskel på billederne, men det kommer han til – og på et tidspunkt vil han også synes at jeg ser helt fantastisk ud, hvor jeg tror på ham, når han siger det.

Tak fordi I læste med – det sætter jeg pris på.

Kærlig hilsen

Kære Verden

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar