Mit første år med stomi

Helene Andersen

Helene Andersen

Tidligere på ugen fyldte min stomi år, den bliver 1 år. Hip hip hurraaaaa!
I et helt år har den ikke lavet andet end at lukke lort ud. Men okay.. det er jo også det den skal bruges til.

Min stomi er anlagt d. 6. januar 2020, men det er først d. 7. januar 2020 hvor jeg rigtig kommer til mig selv inde på stuen på OUH, at det går op for mig, at nu har jeg altså fået stomi, en pose på maven hvor jeg bummelummer i, i stedet for på den “normale” måde.
Jeg var blevet advaret ca. 15 timer før operationen, at der var en risiko for at jeg vågnede efter operationen med en stomi, men jeg var så voldsomt syg, at jeg på det tidspunkt nok ikke forstod hvad det betød, og egentlig var ret ligeglad, hvis bare jeg ville få det bedre.

Jeg var så ked af det, og følte at mit liv aldrig ville blive det samme igen, og jeg ville aldrig finde en kæreste, og jeg ville ikke kunne være social mere og tage på ture, besøge venner osv. 

Det sidste år har der været op- og nedture, og jeg har skullet overkomme den ene udfordring efter den anden i jagten på lære at leve et stort set normalt liv med stomi. 

Så efter et år, ser status således ud:

Jeg spiser normal mad. Der er ikke noget jeg ikke kan tåle, men jeg kan give en bonus-info om, at jeg nu har en nogenlunde god idé om hvad mit tarmsystem kan nedbryde, og hvad der bare passerer igennem.

Jeg kan både cykle, gå ture, danse og styrketræne. Jeg var så svækket efter min indlæggelse, at jeg måtte igennem et genoptræningsforløb inde i sundhedshuset i Fredericia. Lad os bare sige det sådan, at jeg trak gennemsnitsalderen væsentligt ned for det hold jeg var en del af, som bestod udelukkende af mennesker over, ja hvad ved jeg, måske 70 år. Jeg tror de synes jeg var et friskt pust til deres hold, og jeg synes de var sjove at drille. Før Corona lukkede hele DK ned, trænede jeg i Loop tre gange om ugen, uden problemer. Det har selvfølgelig taget tid, og jeg har måtte springe nogle maskiner over i starten, for at reducere risikoen for brok i maven. Men jeg kan træne, og jeg savner det.

Jeg klarer alt med min stomi selv. I starten var jeg decideret angst bare ved tanken om at lave stomipleje, som det jo så flot hedder. Jeg var bange for at komme til at gøre noget forkert så den ikke kan lægges tilbage. Men jeg kunne også godt se, at hvis jeg skulle have frihed til at bevæge mig udenfor husets fire vægge, så blev jeg nødt til at lære det selv, i stedet for at skulle have besøg fra hjemmeplejen hver gang den skulle skiftes. I dag har jeg en daglig rutine sidst på eftermiddagen med at få klaret stomipleje, og ved I hvad? Det er altså ikke så svært når man lige får rutinen. 

Jeg kan rejse. Lige præcis fordi jeg klarer alt pleje selv, så kan jeg tage på weekendtur, jeg kan besøge familien på Djursland, og jeg kunne i teorien have taget på ferie på Mallorca, hvis tiden havde tilladt det.
Jeg kan huske at jeg var utrolig nervøs, da jeg skulle på arbejde for første gang, og da jeg havde første weekend hvor jeg skulle sove ude. Hvad nu hvis der gik hul på den, eller kollegaerne nu kunne lugte et eller andet.

Jeg kan det frække. Okay, jeg indrømmer gerne, at det var en kæmpe udfordring for mig, og det er stadig noget jeg arbejder med. Fysisk er der ingen problemer, men jeg føler mig absolut ikke sexet med sådan en stomipose. Jeg har været bange for om posen nu kunne holde. Jeg har fundet en løsning med et bredt bælte jeg har om maven, så posen er skjult og beskyttet under agten.

Apropos det frække, så havde jeg jo besluttet at jeg slet ikke skulle have noget med dating at gøre når jeg nu havde fået sådan en pose. Jeg kunne slet ikke se, hvordan nogen overhovedet skulle kunne se noget i mig mere. Men ja altså, skæbnen ville noget andet, og i dag har jeg en herre i mit liv, som betyder meget for mig, og bare har accepteret mig som jeg er, med stomi, sygdom, brok og hvad jeg ellers har budt ham. 

Jeg passer mit arbejde. Efter 2 måneders sygemelding var jeg tilbage på arbejde i det omfang jeg kunne. I dag arbejder jeg fuldtid, og jeg er kontor-mus i coronatiderne, så det at have stomi giver ikke de store udfordringer. Dog var det ekstrem grænseoverskridende for mig de første gange jeg skulle tømme stomiposen ude på arbejde. Lugtede det nu helt vildt meget? Tænkte de mon over at jeg var ude på toilettet i længere tid osv. Men alle mennesker går på toilet jo.. og regner man på det, så tager det nok længere tid at sidde ude på tønden og bummelumme, end at tømme en stomipose.

At få stomi har ændret mit liv på mange måder. Før i tiden hadede jeg min krop, og jeg synes den var grim. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at den faktisk kunne blive grimmere. En stomi og en stomipose er bare grim, og gør ikke noget godt for udseendet af kroppen. Men jeg er blevet meget mere kropbevidst, og jeg ved at stomien skal lægges tlbage på et tidspunkt, og så har jeg “kun” arrene tilbage. Dem kan jeg godt leve med.

Jeg skal heller ikke glemme, at det er operationen og stomiens skyld, at jeg har det meget bedre i dag. Jeg er ikke rask, jeg kæmper stadig, jeg skal stadig opereres, men min krop fungerer bedre med stomien, og det er da værd at tage med. 

Den kærligste hilsen Helene

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Avatar
    Vibeke

    Du er Pisse sej!!!💪🏻❤️ Og det er Skide dejligt at høre en Fuldstændig Uden filter version at at ha’ stomi!🙌🏻 Så tak!🙏🏻❤️

Skriv et svar

Helene Andersen

Helene Andersen

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg