Trænger til en slapper…!!!

I mine seneste blogindlæg har jeg været på en lang rejse.

En rejse, hvor jeg har sagt farvel til fortidens fængsel og bevæget mig ind i kærlighedens land, som egentlig også er skræmmende – ikke på den horrible måde, men på den der ”u-udforsket land-måde” og jeg render ofte ind i situationer, hvor jeg er på herrens mark og føler og handler irrationelt.

Jeg tænker også ofte hvordan jeg var endt i de forhold, som jeg tidligere har været i, eftersom jeg ikke anser mig selv som værende decideret dum. Sådan helt teoretisk set, så blev kvinder allerede som ur-mennesker tiltrukket af visuelt stærke mænd, der kunne give kvinden beskyttelse, så paradokset med at man er draget af det, som man er bange for, lever stadig i højt grad.

Jeg har lige læst en artikel om lige præcis det emne og der stod, at har man et lavt selvværd og ikke selv føler at man har noget at vælge i mellem og det tilmed krydret med et udpræget omsorgsgen og empati, så er man faktisk helt perfekt for personer med et grandiost ego og oppustet selvbillede – narcissistisk psykopatisme. 

Det hele hænger sammen – hvorfor og fordi! Og det kan godt være at jeg kæmper med mit selvværd den dag i dag, men i mine yngre dage, så var mit selvværd langt under minus, det var dengang og nu er det på tide at kæmpe videre og det gør jeg hver evig eneste dag og pilen er  stadig i opadgående retning.

Nu trænger jeg til en pause fra navlepilleriet, både fordi det er tungt læsestof, men også fordi det ikke hjælper at gå og analysere for meget på fortiden. Det er dog ikke derfor jeg har været stille i en lang periode, det skyldes mere travlhed på alle fronter.

Jeg har ikke haft en hel weekend siden starten af juli – det har bare kørt fuld skrue arbejdsmæssigt med lange dage, aftenmøder og arrangementer i weekenderne. Forsøg på at holde bare lidt fridage med min kæreste i løbet af sommeren (fordi han havde tvungen ferie, hvor jeg ikke kunne tage ferie) med egen efterfølgende dårlig samvittighed, fordi jeg syntes, at jeg forsømte mit arbejde. 

Mange bolde i luften hele tiden og selv når jeg har fri, så kører boldene rundt oppe i hovedet på mig som små pinballs med fem kugler i spil. Jeg klager ikke, jeg elsker mit job, men jeg skal være opmærksom på de små tegn, når jeg begynder at få for travlt.

Et af mine typiske tegn på travlhed, er simpelthen, når jeg har besøg af ”Tante Rød”, så er det faktisk altid spændende at se hvor mange tampax, som jeg har fået stoppet op og glemt at tage ud, den anden dag var der heldigvis kun to snore at trække i –  jeg ved godt at det er decideret farligt, men det sker desværre ofte for mig og så ved jeg bare at tingene går for stærkt.

Et andet tegn er de søvnløse nætter, det er som om jeg er bange for at falde i søvn af angst for at jeg glemmer hvad jeg skal huske natten over. Things to do kværner rundt i hovedet og når jeg alligevel går omkuld, så drømmer jeg om alle de ting, der skal huskes.

Så er der hovedpinen, den er der som en boomerang og dunker og banker og gør ved – det føles som om der står en og banker en pæl ind i mit baghoved i flere timer – bare for at genere mig – samtidig med at jeg føler, at min hjerne er ved koge over.

Men jeg er ikke bekymret for mig selv, for jeg er opmærksom på de tegn og jeg ved hvad der så er nødvendigt at gøre og det er at trække stikket og geare lidt ned. Tillade mig selv at tage en slapper på sofaen, se en god film og tænke på noget andet end alt det jeg burde gøre. (Der er bare så meget som jeg burde gøre).

Det værste ved alt det her, er faktisk at jeg ikke synes, at jeg har for travlt, for meget arbejde, for mange planer eller for mange tanker. Jeg har masser af overskudstid, synes jeg selv, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg nok bevidst omkring hvori den værste travlhed består: ”Alt det jeg gerne vil nå for at gøre andre glade – alt det som jeg gerne vil gøre for at gøre et godt stykke arbejde og få et anerkendende klap på skulderen”! – Det er oppe i mit hoved at jeg har travlt – alt for travlt!

Den evindelige stræben efter at gøre alle glade og tilpasse – at være en verdensstjerne som menneske – både personligt og arbejdsmæssigt – Min evige kamp om at blive pæn og lækker oveni, tabe mig, for så er jeg jo 100 % sikker på at jeg bliver glad for mig selv (og jeg ved godt, at det ikke passer helt – at tabe sig er ikke lig med 100% lykke – det er mit mindreværd, der skal tabe sig og mit selvværd som skal tage på).

Sidste weekend måtte jeg faktisk sande – hvilket altid vil være sådan – at jeg bare ikke kan gøre alle tilfredse – om jeg så hopper og danser, sanser og svanser – så vil der altid være lidt malurt i bægeret. Jeg kogte faktisk lidt ud i løbet af den weekend, fordi jeg syntes at jeg havde nok at se til og så arrangerede jeg også lige en familieweekend oveni og takken var bare en masse brok og øffen i løbet af dagen, murren i krogene og så var der nogle familiemedlemmer, der højlydt klandrede mig for en af mine laster – fair nok – jeg var bare træt i hovedet og det var dråben lige der, for hvad skulle det til for – jeg magtede bare ikke at høre på det også. Efter weekenden var alle egentlig tilfredse med arrangementet alligevel, men hvorfor så øfferiet?

Jeg bliver nok nødt at følge mit eget råd til mine børn: ”Så længe, at du gør dit bedste, så kan du ikke gøre det bedre”!.. Det er en klog mor, som de har sig, men hvorfor følger hun så ikke sine egne råd? Hvorfor bliver hun stadig lidt ked indeni, når folk ikke bliver tilfredse? Hvorfor bliver hun ekstra ked af det, hvis hun føler sig udstillet eller kommer i centrum? Hvorfor tager hun stadig alt for meget unødvendig hensyn til folk, der slet ikke fortjener det?

Så mange ubesvarede spørgsmål – som JEG skal finde svar på – SHIT!… Men lige nu er det nok vigtigt at være opmærksom på tegnene, for indrømmet, jeg trænger til en weekend uden planer – og det har jeg næsten snart – bortset fra en lille bartjans lørdag aften/nat.

Vigtigst er, at jeg stadig har HAM i mit liv, ham som holder mig ud på trods af alt det, som jeg kæmper med. Jeg kniber mig stadig i armen over, at han har valgt mig – han ved godt, hvor jeg ofte kæmper med mig selv, men han er der hele tiden for mig, sommetider ved han ikke hvordan han skal agere, men så siger han det til mig og er der for alligevel for mig. Han tager ikke kun mig, men hele mig og min bagage og han gør det så godt – men også der kæmper jeg – fordi jeg vil jo bare gerne gøre ham så lykkelig og jeg synes ikke selv, at jeg gør nok – også selvom han siger det.

I de første måneder oplevede jeg den der stormende forelskelse, men nu kan jeg også godt mærke noget andet, der dukker op – en fastgroet indre kærlighed til ham, der langsomt bygges op og får et solidt fodfæste inde i mig, nydelse ved at ligge tæt – ja, selv i ske, siger kvinden, der hadede at ligge i ske, bare at mærke det forsigtige kys i søvne, som han planter på min kind, når han tager afsted kl. lort om morgenen og generel nydelse bare at være i samme rum som ham, at være i samme liv som ham. Vi lærer hinanden bedre og bedre at kende. Jeg kan ikke engang fake, når mit indre er i kaos, han ved lige præcis, når jeg ikke er happy, selvom jeg prøver at være normal mærkelig.

Han gør så meget godt for mig – blot ved at være ham –  og jeg kan faktisk selv komme i tvivl om jeg gør noget godt for ham overhovedet, at jeg ikke giver ham nok, men jeg håber at jeg gør – jeg vil i hvert fald aldrig slappe af med at prøve at gøre ham lykkelig – så hellere to tampax og drosle ned andre steder.

Nyd weekenden… og husk hvad Hella Joof siger:

“Du skal huske at slappe af. Trække stikket. Sove midt på dagen. Lade opvasken stå. Gå på bare tæer i græsset.”