Jeg ville godt have haft flere børn….

Men sådan skulle det desværre ikke være……

Lige nu ser jeg mange ”store og smukke” gravide maver på gaden og sågar også et par stykker på min arbejdsplads, og jeg nyder synet af disse skønne kvinder med deres smukke store maver og kvinderne der har en glød af glæde og kærlighed .

Men selv om jeg nyder synet af dem og glædes på deres vegne, så er det også med et lille stik i hjertet, når jeg ser på dem, og også lidt misundelse,  for jeg har altid haft et brændende ønske om at få mange børn – gerne sådan to, tre stykker – og helst en pige og en dreng.

Men sådan ville livet mig det ikke, og jeg klager som sådan ikke, for jeg har fået et barn, en skøn, dejlig, omsorgsfuld, glad og fræk dreng, som i dag er 20 år og godt på vej til at klippe navlestrengen og leve sit eget liv.
Han er fuld gang med at blive voksen og leve sit liv uden mig “på slæb“, og det værdsætter jeg og priser mig lykkelig for, også at jeg har givet nået at give ham en god rygsæk med på vejen, fyldt med omsorg, kærlighed, respekt for andre og sig selv, og troen på sig selv og at holde fast i det han godt vil med sit liv, det at kunne lytte og samtidig have sin egen mening, og ikke mindst viljen og håbet på at han kan det, han sætter sig for <3

Han er mors dreng, for vi har boet alene sammen siden han var tre år gammel, og aldrig rigtig været et skilsmisse-dele-barn (men det skal jeg nok fortælle om i et andet indlæg), så vi er meget tæt knyttet og har et helt unikt bånd, og en forståelse og samhørighed som er meget speciel.
Men hvor ville jeg godt have kunne give ham en lillebror eller lillesøster eller flere søskende, så han ikke skulle være enebarn og have en søskende at dele livet med og støtte sig til, når jeg en dag ikke er her længere.
Men desværre nåede min eksmand og jeg ikke at få flere børn sammen, før han valgte at gå fra os (og måske er det også godt det samme), og jeg har aldrig rigtig fundet ham, der skulle være far til mit næste barn.

På et tidspunkt sent i 30’erne legede jeg med tanken om at blive kunstig befrugtet og så ”bare”  være alenemor til to børn og gerne inden at min søn blev alt for gammel (på det tidspunkt var han omkring de 10-11 år), men jeg kom dertil at hvis jeg skulle være alenemor igen – så ville det liv jeg levede nu, blive sat ret meget i stå igen og nu var min søn jo så stor og meget selvstændig, at jeg kunne tillade mig lidt mere mig-tid end jeg havde kunne, siden han blev født, så tanken om at få et barn mere ALENE, blev lagt på hylden. 

Da jeg var 39 år møder jeg en fyr, som selv har en dreng, som er 5 år yngre end min søn, og igen dukker tanken om at få flere børn – for så kunne vi sammen have tre børn – og der ville ikke være det store spring fra en lille ny og op til min søn, som på daværende tidspunkt var 13 år, og så hans søn på 8 år.

Vi prøvede også, men jeg havde fundet mig en mand, hvis sædkvalitet ikke lige var super god, og en kombi af hans sædkvalitet og min alder, så lykkes det desværre aldrig.
Og måske var det også godt det samme, for vi blev kun sammen i 1 år, men et hektisk år, hvor min elskede far døde, min søn skulle konfirmeres og jeg var nået panikalderen for at nå at få endnu et barn – koste hvad det ville, også selv om min kæreste og mit parforhold ikke var super godt og jeg godt vidste at det ikke ville holde i længden, og det er vel ikke helt en god start at sætte et lille barn i verden på. 

I dag er jeg 46 år – og ved godt at min tid for at få flere børn så småt er ved at rinde ud.

Men jeg er nået til et punkt i mit liv, at jeg IKKE skal have flere børn – selv om jeg stadig godt kan – for nu er min søn så stor og selvstændig og jeg kan nu, på alle måder igen, leve mit eget liv, uden forpligtelser overfor mit barn, andet jeg at stadig er hans mor, og skal være der, når han har brug for mig, og brug for et kram, en løftet pegefinger eller et godt råd, men ellers er han jo selv-kørende og kan klare sig selv, og skulle jeg så en i en alder af 46 år starte forfra med ble-skift, ingen nattesøvn og de næste 18 år, skal jeg være der for et andet menneske fuldt ud…….??!
Nej, vel… Nu er det vist MIG-TID, også selv om jeg stadig kan længes efter at have fået flere børn, men så er det jo godt at jeg kan låne andres små børn, især mine to dejlige niecer på 7 og 9 år, når lysten til at få et barn i ny og næ melder sig.
Og på et tidspunkt bliver jeg måske også farmor, og så bliver hjemmet igen fyldt op med småbørn, som jeg kan kramme og fylde med all min omsorg og kærlighed <3

Og indtil da, så nyder jeg min MIG-tid og gør alle de ting, jeg ikke har rigtig har haft mulighed for, mens jeg var fuldtidsmor for mit dejlige ØNSKEBARN <3 

PS: Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har kunne få et barn, med tanke om de mange kvinder der ikke kan og brænder for at få et, så jeg sender noget ekstra kærlighed og krammer ud til alle jer kvinder, der kæmper for at få “bare et barn”. <3 

Kærligt Charlotte 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Charlotte Frølund

Du kan følge mig her

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 12 kommentarer

  1. Jane begholdt

    Dejlig artikel Charlotte.
    Jeg havde i mange år det samme brændende ønske som dig, men for mig blev det også ved drømmen, på trods af at jeg er og har været sammen med den samme mand og far til min 20 årige datter i snart 24 år.
    Vi besluttet på et tidspunkt, at være lykkelige i en familie med et barn, i stedet for at blive ved med at forfølge drømmen, da vi kunne mærke at vi blev mere og mere ulykkelige af det …. alle 3.
    I dag er jeg ligesom dig glad for alt den MIG-tid jeg har fået …. selvom jeg med stor gru ser frem mod den dag hvor datteren meddeler at nu flytter hun hjemmefra 😱😱
    Hilsen Jane

    1. Charlotte Frølund

      Tak for din søde besked Jane 🙂 Skønt at læse at i fandt frem til være lykkelige som at være tre og ikke kæmpe og være ulykkelig for at blive 4 <3
      Uha ja de tanker har jeg også – mht. at min søn flytter hjemmefra (der kommer også et blog indlæg eller flere omkring lige dette emne og mine tanker herom) for så bliver det bare lige lidt mere tomt hjemme – indtil man har vænnet sig til at det jo er sådan det skal være – på sigt – og så skal vi bare huske os selv på at vi har pakket en god rygsæk til dem i hele deres opvækst som de tager med sig <3
      Kærligst Charlotte

  2. Aura

    Så fint et indlæg ♥️ Jeg er glad for at du til sidst er blevet afklaret med situationen og har fundet en glæde ved tanken om, at DINE behov nu kan komme til at fylde igen. Og som du siger, så kommer der nok et lille barnebarn på et tidspunkt, som du kan forkæle og elske, og hvis rygsæk du også kan være med til at fylde ♥️ Kram

    1. Charlotte Frølund

      Tak for dine søde ord Aura <3 og ja det har taget tid, men nu har jeg affundet mig med situationen og glæder mig over min nye MIG-tid <3 Som jeg jo blandt andet kan bruge til at lave blog-indlæg og mødes med skønne kvinder, som dig blandt andet <3
      kram tilbage igen <3

  3. Linda

    Tror der er mange kvinder som desværre aldrig får det antal børn de havde håbet på eller drømt om.
    Måske jeg selv ender som en af dem…
    Syntes det er mega sejt du er nået dertil hvor du kan trække vejret og nyde din MIG tid ❤️
    Kram fra mig

    1. Charlotte Frølund

      Kære Linda, Tak for din søde besked <3
      Jeg krydser alt jeg kan krydse for at det lykkes dig og din mand at få et ønskebarn mere <3
      Kæmpe kram og tanker herfra til dig <3

  4. Charlotte Marie Isabella Falmer

    Kære Charlotte. Hvor kan jeg dog godt følge dig! For af og til går livet bare ikke heeelt som vi gerne vil. jeg havde i mine to første faste forhold aldrig noget ønske om at få børn med de mænd, men da jeg mødt Peter, ville jeg virkelig gerne have et barn med ham. Få et barn, der var en del af ham og mig, fordi jeg følte noget helt andet for ham, end for nogen anden. Men, Peter var enkemand og derfor var der allerede to børn – på fire og tretten – og pludselig gik det op for mig, at det var vigtigere, at lære at ære en god mor for de to, end at få en lille ny oveni. Og derfor! Da Frederik kom ind i mit liv for godt fem år siden, som det første barnebarn, var han pludselig “min” første baby og er stadig farmors super barenebarn på alle måder. Senere kom Nikolai, som er lige så skøn som sin bror, meeeeeen…..der er nu noget med det første barnebarn:-) Så glæd dig: for du kan sagtens nå at blive en ung farmor, og så skal du nok få din sag for;-) Det er helt vidunderligt – og vidunderligt at kunne aflevere tilbage og sige: “Nej, på torsdag skal jeg faktisk i biffen og bagefter skal jeg drikke bobler med nogle skønne kvinder, men på fredag vil jeg gerne passe mit barnebarn”:-)))))))

    1. Charlotte Marie Isabella Falmer

      Jeg kan ikke finde ud af at redigere – men det var ikke fordi jeg ville ære en god mor….jeg ville være en god mor;-)

    2. Charlotte Frølund

      Skønne Charlotte, Tusind tak for din dejlige varme besked. Hvor kan jeg dog bare læse all den kærlighed du har til dine bonusbørn og til dine skønne børnebørn i den besked du sender til mig her <3
      Hvor er det dejligt at læse <3
      Skønt at du fandt ro med at du og Peter ikke fik "jeres eget barn", men jeg tænker at du helt sikkert har taget hans børn til sig, som var det dine egne – og dine børnebørn er så meget dine <3
      Jeg glæder mig også til at blive farmor, men sønnen herhjemme er kun 20 år, så jeg venter gerne en 7-10 år mere med at blive farmor, og kan forhåbentlig stadig kalde mig ung-farmor og få en masse kvalitets-tid med mine børnebørn <3
      Og indtil det sker, så nyder jeg min MIG-tid <3
      Kærligst Charlotte

  5. Maria

    Hej Charlotte,

    Tusind tak for et godt oplæg. Selvom jeg ikke er i helt samme båd som dig, så var det alligevel interessant at læse med.
    Jeg står i en alder af 37 og skal vælge mellem min kæreste eller det at blive mor 😞
    Hvordan gør man det? Jeg er knust over at han ikke ønsker flere (han har 3 på henholdsvis 18, 16 og 10- og jeg forstår ham virkeligt godt) men jeg har bare altid ønsket mig at blive mor.
    Jeg elsker ham, så hvordan forlader jeg ham..?
    Jeg er selvstændig og ved at, det at blive mor alene vil blive en stor opgave samtidig med forretningen. Skal jeg droppe ideen om at blive mor? Og bare nyde at vi har det fantastisk som det er?
    Jeg skifter heletiden mellem ikke at kunne forestille mig et liv uden at blive mor og ikke at kunne leve uden ham…
    Tiden stresser mig.. om 2,5 år blir jeg 40..
    Det største spørgsmål er, hvordan finder jeg ud af hvilken beslutning jeg fortryder?
    Jeg synes der er som at blive tvunget til at kunne se ind i fremtiden… og plusser og minusser, for og imod, bringer mig ikke rigtigt nærmere en afklaring …
    Du er heldig du har din dreng… kærligheden er vi aldrig sikre på.. kun den fra mor til barn..

    Tanker fra Maria

    1. Charlotte Frølund

      Kæreste Maria,
      Tak for din besked. Jeg har læst din besked rigtig mange gange og jeg kan så godt forstå dine bekymringer om du skal blive hos din kæreste og ikke få et barn eller skal forlade ham og måske få et barn alene.
      Det er ikke nemt og ej heller behageligt at skulle finde frem til den rigtige løsning. Mit svar lige nu er at du skal følge dit hjerte og tænke dig godt om.
      Måske er du så heldig at du er en skøn bonusmor for hans børn, og kan derfor hvile i at du ikke får dit eget – eller jeres kærlighedsbarn.
      Men det er svært hvis dit brændende ønske er at få dit eget barn. Jeg kan så godt følge dig. Som 30-årig var jeg sammen med en fantastisk kæreste, som selv havde to børn fra et tidligere forhold en på 9 og en på 13 og jeg selv havde min på dengang 7 år. Vi havde det så skønt sammen og jeg ville så meget gerne have et barn med ham, men han sagde fra og sagde at han på ingen måde skulle have flere børn. Derfor (det var en af de vigtigste årsager) gik jeg fra ham efter et år – hvor mit liv var fyldt med så meget kærlighed fra den skønneste mand jeg længe havde mødt. Jeg valgte ham fra, for at få et barn mere. Men det lykkedes mig aldrig at møde en ligeså skøn mand, som ham og få det andet barn jeg sådan brændte for – fik jeg heller aldrig. Så hvis du spørger mig nu, så ville jeg med disse erfaringerne nok være blevet hos ham og fyldt mit liv med hans kærlighed, hans børns kærlighed til mig og mit eget barns kærlighed.
      Jeg håber, at du finder ud af, om du skal blive hos din dejlige kæreste eller om du på sigt skal få et barn alene <3 Det er kun dig selv, der kan træffe denne beslutning <3
      Men hvis du vælger at blive alenemor, så har jeg en stærk fornemmelse af at det skal du nok klare super godt, også selv om du også er selvstændig, det gælder bare om at have et tæt og stærkt netværk <3
      Jeg ønsker dig all mulighed held og lykke med dit svære valg og sender dig mange positive tanker og krammer din vej <3
      Kærligst Charlotte

  6. Maja

    Godt. Skrevet. 😎😎☄️Og ja nu er tiden kommet til at man kan pleje sig selv. 😎🤩og være. Der for børne børn når de kommer 😎😎og 46 ligesom mig. 2 drenge på 18. Det har været mega hårdt. Og jeg fik jo 2 på en gang ☄️Sååå den tanke har ikk lige strejfet mig😎men KAn godt forstå tanken om at du ville ha en mere 🦀meeen godt du har en fantastisk søn. Og har chancen for at få børnebørn og blive en fantastisk. Ung farmor med masser af energi og overskud 😎😀

Skriv et svar