Farvel til sundhedssektoren

Cille Ditte

Cille Ditte

Dårlig ledelse, dårlig samvittighed, øgede opgaver, mere dokumentation, svingende stemning blandt kollagerne samt den evige sparekniv.. Nu vil jeg ikke længere, står i front, med et krævende arbejde med mennesker og tiltagende ringere vilkår. 

Da jeg i sin tid begyndte på social- og sundhedshjælperuddannelsen, var det af to grunde. 

1) voksenelevløn – det var en nødvendighed, da jeg lige havde købt min første lejlighed i København
2) den gav adgang til social- og sundhedsassistenten, som derefter åbnede op for flere videregående uddannelser, såsom pædagog, sygeplejerske osv.

– dog vidste jeg godt at jeg ville arbejde med mennesker.
Det har jeg egentlig altid vidst, bare ikke været sikker på i hvilken form. 

Med social- og sundhedsassistentuddannelsen i ryggen, kastede jeg mig ud på arbejdsmarkedet. Her har jeg haft nogle virkelig gode arbejdspladser og endnu bedre kollegaer. 

De sidste par år, synes jeg dog det er gået ned at bakke for faget. Nu skal jeg selvfølgelig passe på hvad jeg siger, for i virkeligheden kan jeg kun tale på egne vegne, når jeg siger at vilkårne er blevet ringere. 

Den arbejdsplads jeg har været længst tid på, og været allermest glad for, skulle fusionere med en søsterafdeling. Mildest talt har det ikke en god overgang, men med verdens bedste kollegaer og en leder der sparker røv, stod vi sammen. For som min daværende leder altid sagde: “så længe vi har hinanden, skal det nok gå”.

Midt i fusionen blev det besluttet at stedet skulle have to ledere og med ét blev vi splittet. Vi faldt fra hinanden. Nogle blev sygemeldt, og derefter opsagt. Jeg valgte selv at smutte, da jeg ikke kunne genfinde glæden under de nye omstændigheder og det hus vi nu skulle arbejde i.
Et tidligere hotel, der var blevet lavet om til plejecenter og senere hen rehabiliteringscenter da vi kom til. Dog har det ALDRIG været egnet til formålet – men hvad betyder medarbejdernes (og borgernes) trivsel og arbejdsmiljø, når der kan spares penge i kommunekassen?
Hvor imod stedet vi kom fra, var egnet til formålet og havde ageret rehabiliteringscenter i mange år forinden sammenlægningen. Jeg valgte dog at komme tilbage, efter et halvt år ude i marken, blot for at blive bekræftet i, at dét var det rette valg at smutte.
Ikke kun på grund af det fysiske sted, men særligt ledelsen, som nu udelukkende bestod af den nye leder (uden ledererfaring eller -uddannelse). JEG var træt. Udkørt. Ked af det. Ville gerne – kunne godt, men mine kompetencer blev én for én taget fra mig. Dårligt match af medarbejdersammensætning. COVID – skulle være i front midt i krisetid med alt ovenstående i mente. 

Jeg følte arbejdsbyrden blive større og større. Nogle skulle tage ansvar – “den” nogle blev mig. Og takken var ikke at finde nogle steder. Tværtimod blev takken en opsang fra ledelsen, en sygemelding fra mig og derpå en fyreseddel, begrundet med at jeg ikke var mødt op til en sygefraværssamtale – som jeg, vel at mærke, aldrig var blevet inviteret til. Behøver jeg sige at FOA var med inde over min sygemelding, ligesom min læge også bakkede op.
Jeg var ikke den første medarbejder fra selv samme arbejdsplads, der havde været udsat for mere eller mindre det samme – med selv samme leder?
Om jeg begriber hvordan kommunen kan lukke øjnene for det, når der pludselig sker så meget bøvl? 

Nå det var slet ikke det det skulle handle om, der sad åbenbart en bøvs på tværs.
Den klemte lidt mere end jeg selv var klar over. 

Jeg har de sidste år mærket hvordan dokumenationskravet er blevet øget. Hvilket absolut ikke gør mig noget. Dokumentation og kvalitetsudvikling er en af mine helt store passioner, hvorfor jeg også har været med i front i forbindelse med omlægning af dokumentationssystem og undervist i selv samme. Jeg har taget moduler på Erhvervs Akademiet for at styrke mine kompentencer. For mig har dette krav ikke været noget problem, men jeg ved at der er mange i faget der bøvler med dette.
Selvom jeg godt kan lide arbejde med dokumenation tager det tid og fokus fra det enkelte menneske – dét er jeg ikke fan af. Selvom vi får lodrette ordre på at dokumentere mere, får vi ikke mere tid til de flere og mere krævende opgaver vi får. Borgere vi modtager bliver mere og mere komplekse, og mange af dem multisyge. Ergo må der alt andet lige gå noget tabt – og det går ud over den kvalitet af (syge-)pleje borgerne modtager og det koster på humøret hos medarbejderne. 

Derudover er jeg ofte gået hjem med dårlig samvittighed. Over alt muligt. Håndtering af pårørende. Manglende løsning af opgaver. Stress over manglende tid. Nervøs for den efterfølgende dag, fordi jeg på forhånd vidste jeg ville møde ind til kaos og manglende hænder. Har jeg gjort det godt nok? Fik jeg skrevet det ind jeg skulle? Fik jeg videregivet den der vigtige information?

– den evige dårlige samvittighed er drænede. Samtidig blev jeg en skygge af mig selv, der var ked af det når jeg var på job. Når jeg kom hjem var jeg ked af at jeg var ked af det, og at jeg ikke kunne agere anderledes, at jeg ikke kunne komme ud af den onde cirkel.
Egentlig var sygemeldingen og opsigelsen en velsigelse – det gav mig tid til mig selv. At kunne slippe samvittigheden, og finde mig selv. 

Derfor var lykken også gjort da jeg fandt drømmejobbet i Kolding. Hvor jeg oveni købet kun ville have 4,5 km på cykel til arbejde. P E R F E K T ! – Intet mindre, faktisk.
Lykken varede dog ikke længe, da det viste sig at der være en afdeling med en masse omstrukturering foran sig. Kollegaer der på skift græd – hver dag, og manglende interesse for nye medarbejdere, da de *gamle* var udkørte. Hurtigt mærkede jeg, at dér skulle jeg ikke være. Faktisk rigtig ærgerligt, da jeg virkelig godt kan se potentialet i stedet og særligt lederen. Efter tidligere oplevelse (og overlevelse) var jeg nødt til at trække stikket, for at passe på mig selv.

Efter knapt 10 år i sundhedssektoren, har jeg nu truffet et valg.
– som om, dét at flytte fra København til Kolding ikke var stort nok. Jeg har sagt farvel til sundhedssektoren.  

Nu tager jeg på arbejde uden avs i mavsen og ikke skyggen af dårlig samvittighed eller noget som helst andet. 

Jeg er tilbage, hvor jeg startede mit *rigtige* arbejdsliv. Nemlig hos Carlsberg – dengang hed det dog stadig Coca Cola, dog er det nøjagtigt det samme jeg laver. Det er samme kolonne og samme skift. Det er samme arbejdsopgaver. Det er fedt! 

Jeg kender mine arbejdstider – de er altid de samme. Der er ikke weekend- eller helligdagsarbejde. Jeg kan med andre ord planlægge mit liv, mine weekender og kan for første gang i 10 år holde fri alle juledage OG 1. januar. Det er sgu da fedt! 

Lønnen er mere eller mindre den samme. Det er dog ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at jeg er glad OG flot 🙂 

.. OG når jeg savner det menneskelige, kan jeg altid tage vagter i vikarbureau.
Plus jeg nu har tiden til at få min egen lille virksomhed kørt op med klienter og undervisning. Jeg har tid og ikke mindst overskud til “spørg sexologen”-brevkassen her på sitet.

Og og og, det passer perfekt med at jeg har søgt ind på socialrådgiveruddannelsen, online forløb.
Jeg er nemlig ikke færdig med at arbejde med mennesker, dog i en anden form end hidtil.

Cille melder alt godt herfra 🌸

Cille Ditte

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Mette Moff

    Kæreste Sille
    Jeg sidder nøjagtigt med samme ske i hånden hvad angår sundhedssektoren ❤️

    Dog er min historie lidt anderledes lige dette opslag vækkede noget i mig og jeg er nu klar til at lave mit blog indlæg færdigt kun pga du tog tyren ved hornene og beskrev noget der sætte gang i mig😉

    Bare tak 🙏

    Håber du vil læse mit når mit kommer op❤️

    De bedste hilsner
    Mette Moff

Skriv et svar

Cille Ditte

Cille Ditte

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg