Når virkeligheden rammer

“Ved næste cyklus-start ringer du ind. Det er din tur nu – Tillykke!”

Tårerne pressede sig på, da den rare gynækolog på Hvidovre Fertilitetsklinik, sagde at det var min tur. Det var glædeståre! Det var svært at holde igen.. ja, egentlig forsøgte jeg slet ikke og det endte da også med at han rejste sig og hentede en hvid hospitalsserviet til mig.

Uhh, nu kommer det tæt på. Alle de fra- og tilvalg.. 

Er jeg mon klar til det her? 

Siden maj/juni-ish har jeg blot gået og ventet på, at jeg skulle til samtale. Egentlig havde jeg ikke gjort mig mange tanker da jeg tænkte det var et informationsmøde. Der stod intet i indkaldelsen, hvorfor jeg ikke var forberedt på hverken undersøgelsen eller det, for mig, nye tidsperspektiv. 
Jeg havde, på forhånd undersøgt ventetiden – som skulle være 7-9 måneder. Min ventetid var overstået da den angivede ventetid er fra henvisningstidspunktet og ikke fra samtalen, som jeg af en eller anden årsag havde fået bildt mig selv ind. 

Pludselig blev jeg tvunget til, igen, at forholde mig til valget af donor.. 
Går jeg med kammerat-ferie-far-løsningen eller anonym-donor?
Nogle dage er jeg all in på team-kammerat og andre dage hælder jeg mere til den anonyme. 
Efter samtalen på Hvidovre har tankerne været mange – særligt tanken om at mit barn skal vokse op uden at kende sit bagland, fylder meget. Jeg er samtidig begyndt at tænke på nogle helt andre udfordringer end tidligere. Nu går tankerne på:
Hvad nu hvis barnet bliver alvorligt sygt – kommer ferie-far så flyvende ind fra højre, og er der? Kan jeg i det hele taget forvente det? Vil jeg blive skuffet? Ville det være ødelæggende for vores venskab og eventuelle aftale? Hvad sker der når der kommer følelser, for det gør der jo helt naturligt når barnet er der? Ville vi stadig kunne tage på festival sammen? Vil barnet føle sig valgt fra, fordi far er langt væk? Eller vil barnet vokse op og vide at barnet er kommet til af kærlighed, fra os begge, dog af forskellige karakter?
Hvad med ferieplanlægning? Fire hold bedsteforældre der alle skal tilgodeses – fire fordi mine forældre er skilt, det samme er hans – overvej lige et puslespil med ferier, fødselsdage, jul osv.!

Jeg er stadig i tvivl om hvad jeg skal vælge.. Jeg har da også efter samtalen, været inde og kigge på donorer. Faktisk har jeg forelsket mig lidt i to, som med mit held, ikke er på lager. Hvilket i bund og grund ikke betyder noget lige nu – hvorfor finder du ud af ved at læse videre.
Hey, er det i grunden ikke vildt at sige “ikke på lager” om den slags? Det er jo ikke en vare i Føtex eller Matas.
Skulle jeg vælge ferie-daddy, skal vi til Herlev eller på Rigshospitalet, da Hvidovre ikke inseminerer med kendt donor. Hvordan processen er med ny henvisning og ventetid vides ikke – det har jeg dog tænkt mig at finde ud af hurtigst muligt. Da det er relativt væsentligt for mit valg. 

Noget andet væsentligt er bolig.. Hvor fanden skal jeg bosætte mig? Her tænker jeg ikke på hvor i landet – det bliver her i København et sted. Jeg tænker meget på om det skal være leje eller eje, og har meldt mig ind i flere boligforeninger, og har kigget HELE boliga igennem for andels- og ejerlejligheder. Det er bare svært, for kolonihaven skal jo sælges inden jeg kan gøre for meget på den front. 
Et vintersalg ville den godt kunne bære, men tænker klart der er fordele ved at vente til foråret. Dog kan jeg ikke både være gravid og skulle passe både hytte og have. Samtidig vil jeg meget nødigt ud i en flytning med tyk mave.
Derfor tænker jeg faktisk, IKKE at ringe ved næste cyklus. Det har været et hårdt valg – nu er jeg så tæt på, og kan reelt (med al held) være gravid i slutningen af oktober og have baby i juli 2020. Jeg vil dog ringe til dem, og høre hvad det har af betydning for min “plads” på ventelisten. 
Lige nu går det bare alt for hurtigt, der er så mange ubekendte. Jeg vil gerne, som minimum have styr på bolig – så hvis du hører eller ser noget, så giv endelig lyd. 
Jeg erklærer hermed mig selv for boligsøgende. 

Apropos bolig, er det også noget økonomi i valget mellem ferie-far og donor. Ikke at det er en afgørende faktor. Det at have en far, har ingen pris – men det har hverdagen. Det er ikke billigt at have barn/børn. 
Forleden fortalte en veninde mig at det ikke blot er børnepenge fra faren jeg mister. Der findes simpelt også et tillæg for enlige med ukendt far – alt i alt, vil det være rundt regnet 3000 kr/md jeg ville undvære ved at vælge ferie-far. Det er altså også en slags penge, som nok hurtigt kunne få ben at gå på. 

Tanken om at være alene-mor fylder også meget.. det er jo i bund og grund ikke mit ønske – mit ønske er at være mor. Jeg mangler “bare” manden at få barnet med.
Den erkendelse og det fravalg der så følger med i valget om at gøre det alene, er også blevet mere virkelig. 
Men som en klog mand sagde til mig: “Du har aldrig prøvet andet, og det har din kommende datter/søn heller ikke”. Hvilket jo er helt korrekt – i princippet ved ingen forældre hvad de går ind til. Når man står der, får man det til at fungere. Det gør jeg helt sikkert også, uanset hvordan og hvorledes.
Jeg er da også påvirket ved tanken om at det nok ikke er dette scenarie mine forældre havde ønsket for mig. Jeg ved, at jeg kan regne med deres støtte, dog er det lidt hårdt alligevel, når jeg ikke helt lever op til deres forventning til kernefamilien. 
Plus der sker noget i mig, når mine forældre begynder at have lidt småskavanker. Livet skal føres videre, og jeg vil så enormt gerne at de er en aktiv og stor del af mit barns liv og opvækst. Tænk hvis der skete en af mine tre forældre noget – eller brødre for den sags skyld. Det kan jeg slet ikke bære.

Måske jeg alligevel når at møde MANDEN nu hvor jeg udsætter projektet lidt, og fordi jeg selv samme dag, fik jeg sagt “farvel” til den kære Mr. B – ja, han har stadig været i billedet.. og ja, så behøver vi ikke dvale mere ved det. Dog vil jeg alligevel gerne lige knytte et par ord til det. 
Det har været svært for os begge, at komme til den erkendelse af at vi blev nødt til at splitte op. Vi vil begge to noget andet, men vores stærke relation har holdt os fra det. Med den nye tidshorisont og alle de følelser der fulgte (følger) med, var jeg endelig i stand til at stå fast. Heldigvis er han enig – og for første gang skiltes vi som venner og med glæde og forhåbninger på hinandens vegne. 
Vi er begge vokset – dét varmer mit hjerte. 
Og ærligt, så fylder det slet ikke mine tanker som jeg havde frygtet. Alle mine tanker handler om projekt-baby, men jeg ville da lyve hvis jeg sagde jeg ikke glæder mig til at fortælle ham den gode nyhed, når den dag melder sig. 
Faktisk har han været en kæmpe støtte i alt det her, og i mine beslutninger – han sagde henkastet, at jeg skulle finde en donor, der var rumforsker og havde et flot smil.. Lige dér beskrev han ferie-far (han er dog ikke rumforsker – men det er fandme ikke meget galt).

For projekt-baby kommer til at ske – på et eller andet tidspunkt, på den ene eller den anden måde. 

Tak fordi du læste med