En (u)hyggelig oplevelse rigere

*BIP BIP* .. der tikkede en messenger-besked ind fra min søde veninde S: “Hejsa, du kan godt skrive d. 29. sep. i kalenderen”

Uden overhovedet at have spurgt hvad vi skulle, åbnede jeg kalenderen og skrev: “S siger, jeg skal sætte kryds i kalenderen”. Det passede perfekt, fordi jeg faktisk dagen inden havde gået og tænkt, at jeg trængte til at komme lidt ud blandt andre mennesker. Herefter spurgte jeg så hvad vi skulle. Hun sender mig et billede; et billede hvor der stod: “Dystopia Haunted House 2018 – Mother”.

Ja okay… det var nu ikke lige sådan nogle mennesker jeg mente, da jeg tænkte at jeg gerne ville ud blandt andre, men okay! Jeg takkede ja til at tage med i Haunted House, og den kvikke læser vil bemærke, at vi nu skriver oktober, så jeg har været afsted. Jeg kan afsløre, at jeg overlevede og at min hjerne ikke er blevet spist af en zombie.

Jeg indrømmer gerne, at jeg, i dagene op til, flere gange var lidt anstrengt ved situationen. Jeg er faktisk sådan en der har det okay med gyserfilm, men jeg kunne godt mærke, at det gjorde en forskel for mig, at dette var “live”, og at jeg ikke bare kunne slukke for det, hvis det blev for uhyggeligt. Når man læser anmeldelserne af sidste års event, så er der altså nogle mennesker der er blevet skræmt fra vid og sans, og sikkert også havde tisset en lille tår i underhylerne. Dog overvejede jeg aldrig at melde fra, fordi i bund og grund var jeg jo mega nysgerrig, både på konceptet, men også på at se hvordan jeg ville reagere på det.

Så i lørdags drog vi 5 friske folk til Vejle, ud til en nedlagt fabrik placeret ude midt i skoven. Vi var SÅ klar til at stå ansigt til ansigt med zombier og andre sjove væsner… de kunne bare komme an! Jeg havde garderet mig, og ladet lidt lys stå tændt derhjemme, så jeg ikke kom hjem til et mørkt hus., fordi ja, jeg forberedte mig på at være en tøsetøs!

Uden at give alt for mange detaljer, der kan jo være nogen der skal besøge eventen i én af de kommende weekender, så vil jeg sige: WAUW! Det var virkelig en fed oplevelse. Der var fantastisk detaljer i kostumer og indretning, og gode skuespillere der virkelig gav den gas.

Var jeg en tøsetøs? Overhovedet ikke! Jeg var faktisk overrasket over mig selv; over at den manglende kontrol som jeg virkelig frygtede ville give mig problemer, overhovedet ikke viste sit grimme ansigt. Faktisk grinte vi meget mere end vi skreg, og jeg tror at vi alle gik ud derfra med tørre underbukser. Jeg hoppede kun 1 gang, og hvem ville ikke det, hvis man stod i et kulsort rum uden det mindste lys, og pludselig tændte lyset og helt klods op foran dig står der en pige og stirrer på dig.

Herrerne havde endda været så overskudsagtige, at de havde haft tid til at kigge på damer, og en enkelt af dem konstaterede, at en af zombierne både lignede og agerede som en kvinde han engang havde kendt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at der er andre der har haft en skræmmende oplevelse, med alle de skrig, både maskuline og feminine, som vi kunne høre imens vi ventede på at blive sendt ind, og imens vi bevægede os gennem huset.

Nu sidder du sikkert og tænker; Helene, hvorfor fortæller du mig det her, hvad er din pointe? Der er ikke nogen pointe, men det er egentlig bare en opfordring til at sige “ja, jeg er frisk 🙂”, næste gang veninden vil et eller andet som ligger uden for din komfortzone. Jeg siger ikke, at du skal sige ja til at bungee jumpe ud fra en bro, eller røve en bank, her ville jeg selv takke pænt nej.  Men tag et skridt ad gangen, udforsk grænserne, og måske kan de flyttes en millimeter eller to.

Det kan vise sig, at blive en helt fantastisk oplevelse og et sjovt minde med din veninde, som du kan have med dig resten af livet.