”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!”

Jubiii – Jeg er også en Pippi – det har jeg sort på hvidt nu. En veninde har brugt mig i forbindelse med at skrive en opgave, hvor emnet var: ”Kvinder, der har opnået personlig succes, trods en dårlig barndom”.

Egentlig skørt, når jeg ikke altid selv ser den personlig succes – faktisk slet ikke – og endnu mere skørt er det, at hun i opgaven skriver: ”Det er i sandhed beundringsværdigt, hvad disse kvinder har opnået” – (hun interviewede flere i forbindelse med opgaven), sætningen rundes af med ”Og hvis disse kvinder, på trods af deres opvækst, har klaret sig så godt, som de nu engang har, så må de besidde nogle ressourcer og styrker som kunne være interessante at identificere/modellere og lære noget af”.

Inspirerende at læse en dag, hvor humøret er gustent og selvværdet er i deroute. Hvordan kan nogle lære noget som helst af mig? En kvinde i evig krig med sig selv, en kvinde, som er sin egen værste og mest forhadte dommer – happy hour på selvhad!

Det er utroligt, at jeg stadig kan føle mig tværet ud, når der er tale om kvinder, der er pæne, skuespillerinder, der er veldrejet og kvinder, der er Guds gave til befolkningen – hvorfor tænker jeg automatisk negativt, at det er sagt for at fortælle mig, at jeg ikke er særlig pæn – hvorfor overfortolker jeg altid i negativ retning over mod mig selv?

Den anden dag nævnte min kæreste noget med en, der levede livet og der tænkte jeg straks ”Gad vide om han også ønsker at leve livet og rende rundt med forskellige damer” – den kloge del af mig, tænker, at hvis han havde ønsket det, så var det jo det, som han gjorde – jeg forstår så bare ikke hvorfor det som oftest er den ukloge del af mig, der dominerer mine tanker.

Og sådan må det jo være generelt, hvis han havde ønsket anderledes, så var han jo ikke der hvor han var med mig og så gjorde han ikke det, som han gør i livet i forhold til at være sammen med – så hvorfor bliver jeg så bare domineret af mit ukloge jeg?

Det er sgu synd for de mennesker, der omgås mig og lige der i et split-sekund tog jeg mig selv i at tænke, at jeg faktisk godt forstod min kollega, der tog den beslutning, at livet var bedre uden ham – jeg sagde det ikke højt, jeg vidste godt, at det var et helt forkert tankespor.

Når jeg er, hvor jeg er nu i mit sind, så går jeg altid tilbage og analyserer og så faldt jeg lige over en artikel fra ”Alt – Vores Børn”:

7 grunde til at kramme, kysse og ae dit barn

  1. Fysisk berøring skaber tilknytning mellem dig og dit barn
  2. Det beroliger nervesystemet
  3. Det giver selvværd
  4. Det fremmer dit barns motoriske udvikling
  5. Det er smertelindrende
  6. Det skaber tryghed
  7. Det gør dit barn klogere

Når man så læser dette og sammenholder det med det faktum, at intet af det ovenstående skete i mit spæde liv og da jeg så blev sendt videre i livet, så skete det heller ikke – TVÆRTIMOD.

Så jeg forstår måske godt, hvorfor mit selvværd er så lavt, at jeg er rytmemongol og hvorfor jeg har sådan en uklog side – det hele giver alligevel lidt mening – og jeg synes faktisk, at jeg har fået barndommen godt på afstand – trods alt.

Mit største problem lige nu er tillid til kærligheden og til at den mand, som jeg elsker, ikke tager røven på mig.. Mit kloge jeg ved da godt, at det gør han ikke.. altså mit super ultra overkloge jeg, men hvorfor viser det sit ansigt så yderst sjældent og kun i et splitsekund?

Hvorfor bruger jeg så meget tid på at overfortolke de sagte ord, det er faktisk ikke kun i forhold til ham, at jeg har noia, jeg har det dagligt på arbejde, når der er bestyrelsesmøde og så videre.

Jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke rigtigt forstår at når jeg er der, hvor jeg er, så skyldes det faktisk kun én ting og det er mig selv, det skyldes ikke min mor, min x-mand eller min far – det skyldes mine indre ressourcer og styrker som er i mig uagtet forældre og barndom og det er faktisk ikke noget alle har, jeg forstår ikke, at jeg ikke tror på, at jeg er unik og en fighter – jeg kan sagtens sidde og skrive det og kan måske også godt tro på det i to sekunder, men der skal så lidt til at vælte den overbevisning – et enkelt blik, en forkert sætning, så tror jeg straks, der er noget galt med mig.

Jeg var til klassefest i lørdags og endnu engang fik jeg en eye-opener – i så mange år har jeg fokuseret på det dårlige og negative i min barndom og i min ungdom – også i forhold til hvordan jeg så mig selv som ung og man snakker jo tit om, at man falder tilbage i de samme gamle roller som dengang, når man mødes igen.

Så enten er jeg anderledes og falder ikke tilbage i den gamle rolle eller også var jeg slet ikke så slem, som jeg har bildt mig selv ind, man kunne næsten fristes til at sige, at jeg faktisk var en del af de populære.

For hvor var der mange sjove historier og hvor havde man lavet mange sjove ting sammen, hvor havde jeg gået med mange og hvor var der mange, der egentlig gerne ville snakke med en. Det var en fed oplevelse og også ret overvældende – sådan er det jo altid, når ens verdensbillede forandres.

Jeg tror at jeg bliver nødt til at genskabe min fortid med de gode minder i stedet, mindes og more mig over dem fremfor at dvæle ved det som ikke gik så godt.

Med hensyn til mig og tillid til kærligheden, det er det samme, som jeg har nævnt ovenfor, jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor han er så glad for mig, sommetider kan jeg faktisk være overbevist om at det er med en bagtanke om at ville gøre mig ondt senere – at han har fået mig til at elske ham så meget som jeg gør, for derefter at gøre mig til grin, ydmyge mig og såre mig – præcis som jeg har været vant til.

Jeg ved lige præcis hvordan den føles ”Fornedrelsen” – det er der, hvor man tror, at alt er godt, hvor man virkelig begynder at føle lykken, man føler, at solen skinner indefra en selv og så bliver gulvtæppet revet væk under fødderne på dig – du går direkte i frit fald med hjertet helt oppe i halsen og når du lander, så lander du der, hvor der bliver peget fingre ad dig, hvor alle fortæller dig, hvor forkert du er, hvor ordene stikker dig som knive og hvor du kun kan takke dig selv for at igen at være så dum at tro på, at lykken endelig skulle tilsmile dig – og det sted der – det gør det rigtigt ondt og jeg har oplevet det så mange gange – jeg er så forhippet på ikke at opleve det igen, at min verden ofte bliver meget sort og hvid.

Kender I det med, at det er først, når man er kommet ud, at man finder ud af hvor hårdt det var og hvor ondt det gjorde, hvor flosset ens hjerte og følelser var. Da man levede i det, så blev det bare ens dagligdag og man kæmpede bare for at holde sig oven vande – det er først, når man er sluppet ud, at man indser hvilket konstant pres, hvilken konstant ydmygelse, man har været udsat for – og det er først der man rigtigt begynder at føle smerten – fordi man indser hvor forkert det var og hvor ondt man er blevet behandlet.

Men jeg ved én ting efter så mange år og det er, at HANDLINGER means everything – og det gælder ikke kun i kærlighedens tegn, men i alt, for stemmer ord og handlinger ikke overens, så er ordene INTET værd.

Sommetider kan jeg blive frustreret over hvor længe fortiden skal haunte me, men når jeg så kigger tilbage på de 2,5 år, der er gået, så har jeg faktisk taget mange rigtige skridt på kort tid, så ros til mig selv, selvom der er nedture, så er der længere og længere i mellem dem og jeg rejser mig hurtigere end før. Og det er okay at være på afveje en gang i mellem.

Og så læser jeg slutningen af min venindes opgave: ”Det var tydeligt, at succes var en naturlig del af dem”.

Wauw, det var store ord om mig… 

Kærlig hilsen

Kære Verden

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar