Når influenzaen indtager kroppen!!!

Sommetider griber livet ind i alt hvad man har planlagt og nogle af de ting, der har haft ramt mig for nylig var: Arbejde og influenza!  

Laver vi en dybdegående analyse på min tilstand, som var man en kvinde i stigbøjlen hos gynækologen, der blev undersøgt, så var det nok nærmere: ”Afslutning-på- nyt-job-og-starte-nyt-job-op” PLUS ”nær-død-influenza” ikke bare af en uges varighed, men af tre ugers varighed – det der ville sætte sømmet på kisten, ville simpelthen have været, at jeg var en mand; så var jeg død – så Gud være lovet, jeg er ikke en mand og jeg lever, men sikke en omgang.

Ikke bare har det været mega-monster-hårdt, men jeg har også været max presset og overbebyrdet og da jeg indtog den nye stilling i min arbejdsmæssige karriere, tog frustrationen over fordi jeg ikke kunne levere mit bedste og endnu værre, jeg skulle allerede have den første sygedag tre dage efter 1. arbejdsdag, min arbejdsplads sendte mig simpelthen hjem – HVOR PINLIGT!!!! Argumentet var ganske enkelt: ”Vi har ikke lyst til at fejle, det du fejler”.

Jeg vil skåne jer for detaljer om hvordan jeg lå hjemme i min seng med risiko for liggesår overfaldet af hosteanfald, der var så slemme, at min stemme forsvandt i en længere periode, hvordan jeg vågnede op en gang i timen af en tør hoste, der var umulig at stoppe og jeg var virkelig lykkelig for at både blæremuskel og ringmuskel virkede som de skulle, ellers ville elendigheden havde været total og det hele noget lort.

Okay, der var da tilfælde, hvor de så ikke virkede, hvilket resulterede i at jeg faktisk har præsteret at tisse i min bil. Al den penicillin og hostesaft jeg fyldte mig selv med. Det hele bimlede med røde trekanter på alle pakker og jeg fik til opgave at drikke norske brystvorter (sludder brystdråber) og det er noget nær den værste omgang rævepis jeg har indtaget længe, jeg fik dog øjeblikkelig flashback, til da jeg var ung og jeg stod og drak finsprit direkte af flasken sammen med alle mine andre ”seje” venner.

Det sidste jeg husker fra den aften, var mig selv kravlende på alle fire som en død hund på vej hen i en hæk, hvor jeg væltede mig rundt og smurte mig selv ind i blade og bræk, det var vist efter jeg havde indtaget en håndfuld pistacienødder og forsøgt at spise dem med skal på. Det pinlige i den historie er faktisk, at jeg ikke vidste, at skallen skulle af, det er faktisk ikke engang en løgnehistorie, jeg havde aldrig stiftet bekendtskab med pistacienødder før, så da de blev serveret, så tænkte jeg bare i min lalleglade brandert: ”Uhm nødder” og tog en kæmpehåndfuld og puttede i munden.  Det førte så til min tur i hækken.

De norske brystdråber havde dog ikke samme virkning, det føltes bare som om at trække varm sprit ned gennem hele systemet, vi blev ikke venner – jeg var så ynkelig og jeg kunne bare ikke drikke mere af alt det slemme hostesaft, så til sidst endte jeg faktisk med at købe børnehostesaft for det smagte meget bedre.

Da jeg så troede jeg var ovre det, blev jeg pludselig overfaldet af en ny omgang virus, svimmelhed, kvalme og opkast. Har du nogensinde hørt nogle bruge udtrykket: ”At brække sig i lårfede stråler” – Så ved jeg lige præcis hvordan det er. På trods af sygdom og over hvor hurtigt det kom ud, så nåede jeg alligevel at blive helt duperet over hvor fin en stråle der kom ud og med hvilken fart. Det kom faktisk hurtigere ud end det kom ind og der går seriøst noget tid før jeg får lyst til at spise laks og spinat igen, for når man har set hvordan det ser ud blandet sammen op og ned af cisternen, så er det ikke et syn, der forsvinder lige med det samme på ens nethinde.

Det vigtigste af alt var at jeg overlevede igen igen, jeg vil gerne indrømme, at jeg til tider var så ynkelig, at jeg følte at jeg var en lille mand.

Den sidste slags sygdom, der så ramte mig, var den selvforskyldte: TØMMERMÆND! Jeg var erklæret rask og det skulle selvfølgelig fejres og jeg levede vist efter myten: ”Jeg kom, jeg så, jeg sejrede og så gik jeg kold” – men festligt var det.

Heldigvis er jeg kommet i sådan en alder at det bare skal soves væk. Nu efter et par dage i hi i fosterstilling er der stadig rumlen i maven, men jeg er ”en forme” og igen klar til at indtage verden – min kære verden.