Point of no return!!!

I mine unge år var jeg i lange perioder, den type, der fablede om selvmord uden nogensinde at gøre noget ved det. Et frustreret ungt menneske, der bare ønskede hjælp og opmærksomhed og som bare higede efter at blive elsket.

For to dage siden mistede jeg en kollega, som aldrig talte om selvmord, men endte med at tage sig selv af dage på tragisk vis til stor sorg for hans efterladte.

Han startede i januar, inden da havde der været snak om hans forhold til alkohol, eftersom hans arbejdsfunktion indebar at skulle køre bil dagligt og det var almen kendt, at han en gang havde været nede i et hul.

Indrømmet, han så slidt ud, men der var intet at komme efter, han passede sit job, mødte op hver dag, var rar og omgængelig og yderst afholdt.

Når man en sjælden gang havde ham på tomandshånd, så talte han om hans tre døtre. Den yngste datter, der lige var blevet konfirmeret, der havde sine problemer og fik psykologhjælp og aflastningsfamilie. Hans to ældre døtre, der boede i nærområdet og som trives godt og var i gang med at stifte hver deres familie.

Og moderen, der ikke eksisterede i pigernes liv mere – det var alkohol og et splittet sind, der havde taget hende, så der var ingen tvivl om at han kæmpede for hans piger og alligevel midt i det hele havde han givet op og fundet en mening i at efterlade hans børn i en verden uden ham.

Det var ikke en spontan handling, der var ryddet pænt op i hans hjem. Hans arbejdstelefon var nulstillet og klar til en ny bruger, alt var sirligt ryddet op; som om han havde tænkt, at ingen skulle få besvær ud af ham efter…

Han må have været så fokuseret på, at verden var bedre uden ham, at han helt havde glemt, at han efterlod sig børn, som ville blive mærket resten af deres liv.

Det siges, at det er en egoistisk handling at gøre som han gjorde, men jeg kendte ham overhovedet ikke som egoistisk og derfor er det endnu mere uforståeligt, hvordan han alligevel bare gav op overfor livet.

Han kom ikke på arbejde i mandags, vi frygtede, at han var gået tilbage til gamle vaner og kontaktede ham uden respons. Tirsdag kom han heller ikke på job og man forsøgte at tage hjem til ham, men hans lejlighed var tom og efterladt.

Som kolleger anede vi intet, men da døtrene hørte, at han ikke var mødt op på job, så var de straks i højeste beredskab, for efter at have besøgt deres fars lejlighed, konstaterede de, at han lå og kørte rundt med et jagtgevær i bilen, derfor var politiet også så hurtige til at gå ind i sagen.

Det blev en bekendt, der fandt ham. Liggende ved siden af bilen i et område, hvor han holdte af at opholde sig. Det var heller ikke fair overfor ham at han skulle opleve det syn. Det er så trist og så sørgeligt – og der hersker virkelig ingen tvivl om at manden havde besluttet sig, hvilket jo helt kynisk set befrier os fra spørgsmålet: ”Kunne man have gjort noget?

Vi har efterfølgende fået at vide, at det var den bedste arbejdsplads som han nogensinde havde haft, det giver lidt fred, at han har sagt det til familie og venner, desværre var det ikke nok for ham til at vælge at være i live.

At ende sit eget liv er en frygtelig og sørgelig gestus – det er der ingen tvivl om – man sårer, mærker, ødelægger de efterladte og samtidig taler vi om en person, der er så langt ude og alligevel så fast besluttet på, at verden er meget bedre uden den persons eksistens – det er kun dobbelt trist og tragisk.

Hvor er jeg glad for, at jeg stoppede med at bejle til den tanke i det øjeblik, hvor jeg fik børn.

Jeg kan huske det som var det i går, jeg sagde til mig selv, at nu er det slut med sådanne tanker, for jeg havde selv sat børn i verden af fri vilje og nu skyldte jeg dem at være i live.

Jeg har sommetider flakket og leget lidt med tanken, men den fornuftige stemme vandt altid, selv når jeg var mest ulykkelig – jeg skylder ikke bare mig selv at være i live, jeg skylder også andre at være i live!

Og nu hvor jeg så har tilmed har mødt kærligheden, så har jeg et brændende ønske om at være i live – ligesom jeg ønsker at mine kære omkring mig også er i live.

Det seneste år er jeg blevet så meget mere bevidst om det at være i live, min begravelsesfantasi er slet ikke et ønske mere – for på trods af hvor usikker jeg er på mig selv, hvor utilfreds jeg er med mig selv, så ved jeg helt sikkert, at der er tre børn, der ville være dybt ulykkelige, hvis jeg ikke var hos dem mere og de ville miste klippen i deres liv og jeg tror faktisk også efterhånden på, at min kæreste ville blive rigtigt ked af det, hvis jeg forlod denne verden.

For min kollega var ”Point of no return” en vej, for mig var det den anden vej – kærlighedens og livets vej.

Han valgte døden, jeg valgte livet og det vil jeg til hver en tid gøre, det er jeg ikke i tvivl om og det håber jeg også andre vil gøre, så hellere skrig på hjælp, for det gør så pisse-ondt på de efterladte det andet.

Jeg ønsker jer alle det bedste 

Kærlig hilsen

Kære Verden…..

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Avatar

    Jeg sidder hulkende i min bil efter at have læst dit indlæg. Det er for det første meget velskrevet og for det andet et emne jeg har haft tæt på livet gennem årene.

    Jeg tror ikke der er mange der aldrig får tænkt tanken at de hellere vil dø end leve. Men der er langt fra tænke til handling. Det er så trist en udvej. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i når nogen vælger den løsning. Livet er ikke altid let og vi har ikke selv valgt at komme til verden.

    1. Avatar

      Tusind tak for din kommentar…. Emnet “Død” sætter altid tanker i gang hos folk på den ene eller den anden måde… og du om nogen har virkelig haft døden tæt inde på livet.. Knus til dig..

Skriv et svar

Luk Menuen