Sorte huller..

Et halvt år i et fransk paradis var dog ikke nok til at jeg ændrede min opfattelse af mig selv radikalt. Jeg havde snust til happy life, men det var i et andet land og I kender det med f.eks en folkeskolereunion, selv efter 30 år finder man på et splitsekund den rolle som man havde dengang – det samme skete også for mig, da jeg kom tilbage til Danmark igen. 

Følte mig som underdog i forhold til mine veninder, besøgte troligt min mor, fordi det gør man jo og det skulle jeg (selvom jeg aldrig havde lyst og talte minutterne til opbrudstid), festede og fik ofte de der nedture, hvor jeg tudede, følte mig usikker og at jeg ikke var noget, mens jeg savnede tiden i Frankrig, hvor jeg var noget, hvor de var vilde med mit selskab og syntes jeg var det sødeste og sjoveste. 

Minderne fra Frankrig tågede langsomt og alligevel hurtigt ud. Jeg fik sommerferiejob på byens “brune” værtshus, masser af timer og drikkepenge, møder med sørgelige eksistenser, der drak livet væk. En af disse var en englænder.

Han gjorde stormkur til mig og fik mig virkelig til at føle mig eftertragtet, havde masser af penge og desværre gik jeg i hans net og plumpede dermed ned i dybt sort hul. Dengang troede jeg vitterligt ikke, at de pæne, søde, rare fyre ville mig, troede kun, at sådan noget kunne ske for mig i et andet land.

Med ham som kæreste blev livet lidt ensidigt, nok havde han et godt øje til mig, men det havde han helt sikkert også til flasken. Min vennekreds kunne godt se, at det var ikke et godt forhold, de prøvede at advare mig (ja en af veninderne så meget ved forføre ham), men tumpe som jeg var, formåede jeg ikke at trække mig og tilgav selvfølgelig veninden. 

Med ham som kæreste, som studerende i Århus, blev min studietid lidt anderledes end andres. Han havde et job, der gjorde han ikke var der hele tiden, men når han var, så havde han fri hele dagen, så tog han altid med til byen, når jeg havde forelæsninger. Jeg lærte noget, han sad på værtshus.

RUS-turen kom jeg ikke med på, det måtte jeg ikke og alle andre sociale ting måtte jeg heller ikke deltage i, så et fællesskab med nogle fra min studietid i Århus fik jeg aldrig. Forholdet var egentlig kun halv anden måned gammel, så hvordan kunne allerede have den magt over mig. Jeg lod ham jo få den godt hjulpet på vej af lidt kvælertag og ordene: “If you ever leave me, I will hunt you down and kill you”! En sætning jeg aldrig glemmer og sommetider stadig kan drømme om.

Som altid kunne jeg skjule det nogenlunde for omgivelserne, hvordan mit Real-life var, min mor var selvfølgelig topbegejstret for ham og slog en perlende latter op, når han sagde noget, min far og hans kone var som altid flinke og han var typen, der kunne dupere folk i ti minutters smalltalk og ellers havde vi jo ikke rigtigt nogen omgangskreds. 

Så når han ikke var der, så passede jeg min skole, tog altid direkte hjem, for dengang havde jeg kun en fastnet telefon og han ringede for at tjekke om jeg var hjemme. Jeg boede endda på kollegie med fælles køkken, men deltog heller ikke i fællesskabet der. Dette gjorde så, at jeg har set samtlige afsnit af Dollars og Dallas, de kørte åbenbart som genudsendelser i de år. 

Jeg husker også jul i England med en masse druk, tumult og skænderier og en bevidsthed om at der foregik slagsmål, når jeg blev sendt væk. Hans lemfældige omgang med andre kvinder (hvad jeg ikke skulle stå model til at se ham kysse foran mig og se ham bage på andre) versus ingen måtte kigge på mig, tale til mig, mødte jeg en i min hjemby, der hilste på mig eller kom og gav mig kram, så kunne han også være sikker på at ryge ud af stedet på røv og albuer. 

Han var også med på mit elskede Mallorca, det brød han sig ikke om, der var alt muligt galt og det blev lidt en boksetur og et mareridt at finde en strand, hvor vi kunne ligge så afsides at ingen kunne se mig i min badedragt. 

Knap to år blev det til med konstante indirekte trusler, kasteskyts i det muntre køkken, lidt blå mærker og knubs og en underdanighed, der ville have gjort enhver arabisk mand stolt. Jeg ved ikke hvad der gjorde at jeg fik modet til at stoppe forholdet, måske tanken om at endnu en Mallorca-tur var i vente og det var endda med dele af familien. 

Jeg kan faktisk ikke huske omstændighederne og hvordan jeg fik gjort det forbi, men jeg flygtede i hvert fald hjem til min hjemstavn i en periode og der var en scene med ham på det lokale værtshus, hvor han bundede en flaske ren sprut i løbet af ti minutter (det har jeg fået fortalt) og endte hos min far, hvor jeg var. 

Og der var noget med at min bror var forbi ham i Århus for at meddele ham at han ikke kom med til Mallorca og tilbød ham at refundere det beløb, der var givet for turen. Han tog ikke imod pengene, men til Mallorca kom han ikke, det blev en no-showstur for ham, mens jeg slikkede sårene med min familie i det paradis, hvor jeg hele min barndom har været vant til at slikke min sår og på nøjagtig samme måde som i barndommen – uden at tale om det, bare lade som om alt var godt. 

Tiden med englænderen havde intet godt gjort for mig, jeg var som et dirrende espeløv og konstant bange for at han ville gøre alvor af hans trussel, jeg vidste at han huserede i området, så det var da dejligt, da en ny mand begyndte at køre kur til mig – en som kunne beskytte mig – hvad jeg ikke vidste var, at jeg var på vej ind i endnu et sort hul – på nogle områder mere nedtonet end englænderen i forhold til dårlige sider, på andre områder opjusteret i forhold til undertrykkelse – og jeg var igen easy-going og hoppede med på melodien. Hoppede og sprang for at please, vise, at jeg godt kunne være ordentlig og at jeg var faktisk værd at elske.

Resten af historien kender de, der har læst med fra begyndelsen, men i det næste mange år lurede minderne om Frankrig og om den person, som jeg kunne være, men som jeg ikke fik lov at være og da jeg i sin tid startede til psykolog for at starte min rejse ud af de sorte huller, så var det første som jeg spurgte om: “Er jeg i stand til at bryde mit mønster og ikke falde i igen og finde samme type mand?”

Årsagen til mit spørgsmål var ganske enkel, hvis jeg alligevel ville falde i et sort hul igen, så var der jo ingen grund til at kæmpe, men heldigvis svarede psykologen, at jeg var en person, der var i stand til at bryde sit mønster og så gik jeg så i gang med det.

Og se hvad jeg vandt ud af det: VERDENS DEJLIGSTE MAND! Som endda kan lide mig som jeg er (siger han.. hi hi) – jeg skal ikke lave om på mig selv, men jeg skal fortsætte med at udvikle mig og blive et bedre og et mere sikkert jeg – en der tror på sig selv og ikke tvivler på den kærlighed, som man får. 

Man skal aldrig hvile på laurbærene lige meget hvor godt det går, for man lærer hele livet og sidst, men ikke mindst: Aldrig give op, fighte, bryde mønsteret, for når man når den anden side, så venter der så meget godt, at man næsten ikke kan sætte ord på det, jeg er et tydeligt, levende og omvandrende bevis på det og egentlig kan jeg kun sige: “Tak for mig, der aldrig gav op, selvom jeg ofte var tæt på og kom ud af de sorte huller – det vil aldrig ske igen” – for jeg vil altid være hos ham, som jeg elsker så meget. Nu snuser jeg ikke bare til happy life, nu lever jeg det 🙂

Tak for at I læste med – ønsker jeg alle det bedste.

Kærlig hilsen

Kære Verden