The story of him…

Siden sidst har jeg haft lynende travlt arbejdsmæssigt – nogle dage har jeg slet ikke fået et ben til jorden, men på trods af meget arbejde og en tætpakket kalender, har der også været plads til at være sammen med min kæreste, hygge, spille og køre motorcykel (altså med mig bagpå).  Så selv om jeg har drøn-travlt, så nyder jeg stadig livet – især på grund af min søde kæreste.

I har jo godt hørt om ham og om hvordan han står model til mange ting (og egentlig er jeg nok ikke så slem, som jeg gør mig til), men jeg har ikke rigtigt fortalt om ham eller det har jeg måske – men denne gang har jeg i hvert fald lyst til at fortælle om ham og hvorfor han lige præcis gør mit hjerte så varmt som han gør.

Jeg kan ikke rigtigt huske dengang jeg mødte ham første gang, for det var første arbejdsdag på nyt job og der var mange mennesker og mange nye indtryk at forholde sig til. Han siger, at han allerede havde et positivt indtryk af mig allerførste gang han så mig og var interesseret i at lære mig bedre at kende, tja – jeg husker det så ikke.

Hvorom alting var, så begyndte vi i hvert fald at snakke mere og mere sammen, gode snakke og især gode grin. Det blev virkelig et sjovt og godt venskab, jeg var gift og det var han også – men vi var også bare kolleger, der kunne snakke godt sammen.

Vi havde ofte en god snak, hvor vi kunne snakke om alt muligt og jeg tror ikke, at der var nogen, der var i tvivl om at vi havde det godt sammen som gode arbejdskolleger. Alligevel var han ikke den første, som jeg talte med omkring min skilsmisse – jeg tror egentlig, at jeg først fik fortalt ham om det, da jeg måtte melde afbud til en personaleforeningsfest, som jeg havde været med til at arrangere, netop sammen med ham.

Men venner var vi stadig og vi havde ofte nogle sjove ting, men også alvorlige ting, som vi lige skulle fortælle hinanden. Dengang havde jeg aldrig forestillet mig at vi skulle ende hvor vi er nu, heller ikke, da jeg blev skilt og faktisk heller ikke, da han blev skilt året efter, men det havde han – eller som han siger – efter han blev skilt, der havde han håbet på at komme til at lære mig bedre at kende og han gik efter mottoet: ”At gå efter det man vil have” og det skal jeg love for at han gjorde og fra da af tog det mig ikke lang tid at forelske mig totalt i ham.

Jeg har faktisk altid haft utroligt mange gode venner af det modsatte køn gennem tiden, der nærmest har smidt alt hvad de havde i hænderne for at hjælpe mig, der har lagt øre til mig og mine problemer – ja, nogle ville næsten hente månen til mig, hvis jeg bad om det og jeg skylder dem selvfølgelig en tak – en tak for deres venskab og for alt det, som de gjorde for mig, for alle de søde ord, som de nu sagde, for hver en gestus, som de nu hver især gjorde. De kunne have kæmpet resten af livet uden succes, for de havde én fejl: De var ikke ham!

Og nu er de alle ”gone with the wind” – som om de godt ved, at det som jeg har fundet nu, det kan de ikke hamle op med, aldrig nogensinde konkurrere med og de vil hellere være ikke-venner med mig, nu hvor de ikke kan få mig. Derfor kan det for mig, sommetider være svært at forestille sig, at mænd og kvinder kan have venskaber, men jeg ved det forekommer, bare ikke for mit vedkommende åbenbart.

Hvorfor er han så rigtig for mig? Man kan selvfølgelig aldrig spå om fremtiden og hvor vi ender, men han er i hvert fald så rigtig for mig, som jeg overhovedet kan forestille mig. Da jeg arbejdede sammen med ham, så jeg ham åbenbart ikke rigtigt, men nu ser jeg bare den flotteste, dejligste mand og jeg kan tage mig i at tænke, at jeg aldrig har haft en så flot og dejlig kæreste før.

Jeg har vist nævnt det før, men ingen af os brød os om at ligge i ske før, ingen af os var sådan nulre-gøjer før og vi var totalt enige i, at man ikke går og kalder hinanden ”skat”, men hver nat falder vi alligevel i søvn helt sammenfiltret og jeg har indtryk af, at vi begge nyder bare at ligge tæt sammen og fornemme den anden hos sig – jeg nyder det i hvert fald – og om morgenen, så er det ikke en god morgen, hvis vi ikke har ligget tæt i et par minutter eller mere inden han skal op.

Vi nulrer, holder om hinanden, giver hinanden kærlige kram og er bare glade for at se hinanden efter en arbejdsdag. Når vi går tur, er det helt unaturligt ikke at holde hinanden i hånden og udover de gængse søde ord som ”abekat”, ”spasser” og ”is-fis”, så falder der også et ”skat”af i ny og næ. Totalt ændret holdning fra det som vi var vant til. I guess it must be love og alligevel ved vi også begge, at kommer vi derud, hvor vi begge har været i hver vores ægteskab, så skal vi enten handle og finde melodien igen eller splittes, for ikke flere spildte år.

Han er en super sød fyr, nogle mener dog, at han kan tendere til at have det ”røde”, men det har jeg heldigvis ikke oplevet i mit samliv med ham. Han er en meget observant herre på alting, ikke bare på mig og mine moods, men også på omgivelserne omkring ham, folk omkring ham og tager hensyn til folk, hvilket gør ham til en man gerne vil være ven med, selvfølgelig vil der altid være nogle, der ikke kan tage, hvis man siger sin mening rent ud, men generelt er han totalt afholdt og pigernes ven.

Han er også mere artig end jeg troede, da vi arbejdede sammen – han fortalte jo tit om kæmpedrukture og vilde ting, som han havde gjort gennem livet, men han er også typen, der samler skrald op i naturen, elsker dyr, iler folk til hjælp, hvis de er i nød og han er der bare 100 % for en, hvis man har behov for det. Han rummer utroligt meget kærlighed og er god til at vise den overfor de mennesker, som han holder af. Måske man kan kalde ham en simpel mand, men det er kun fordi han ikke har alle de spekulationer, som kvinder nu har, men alligevel forsøger han på at læse mig bedst mulig – især når jeg lukker lidt af og pusler med mine tanker for mig selv.

Han er lidt teknisk nørdet på den gode måde og han er dedikeret til det, som han går op i. Han kan også godt lide at have et aktivt liv, se en masse forskellige ting, opleve en masse, men han nyder også sofaen – sommetider kan man godt sige at når sofaen er klistret til ryggen og med en zapper i en hånd og hans telefon i den anden hånd, så er han i hans rette element, men han kan også sagtens være i sit rette element uden det, så er det bare udskiftet med en bajer. Og hovedet på sømmet er når der er fodbold – især Liverpool og Formel 1, så er det heaven for ham.

Spøg til side, han sætter pris på livets glæder på en meget alsidig måde og er meget omstillingsparat. Og vi kan begge lide at hygge os og at have det sjovt sammen og det har vi!

En anden ting, som jeg har hæftet mig ved er hans samspil med hans forældre. Det er misundelsesværdigt, selvfølgelig bliver han næsten altid sat i arbejde, når han besøger dem, men det er fordi han er så god til alting og gerne vil hjælpe hans forældre, men måden hvorpå hans far siger hans navn, bliver altid sagt på sådan en kærlighedsfyldt måde, jeg lægger mærke til det hver gang og der er ingen tvivl om, at han og hans mor har skønt forhold – uden at han er en mor-dengse. Der er gensidig bekymring og omsorg mellem ham og hans forældre, de motiverer og støtter ham og er der for ham, selv hvis han skulle tage nogle dårlige valg i livet og de vil kun ham det bedste.

Den anden dag besøgte vi min far og nok sagde min far det i sjov, men der var tale om mine brødre og så siger min far på et tidspunkt: ”Dine brødre er blevet til noget” – og måske var det sagt i sjov og måske var det kærlig ment, men det gør altid super ondt, når sådanne ord bliver sagt og jeg bliver altid lidt trist inde i mig selv og mit selvværd får en på hovedet.

Er der overhovedet noget negativt at sige om ham, min kæreste? Næh egentlig ikke, man kan sige, at han er dårlig til at huske, men det er jo ikke et minus ved ham som person og selvom jeg virkelig ransager min hjerne, så kan jeg ikke finde en eneste ting at sætte en finger på – eller så skulle det da lige være, at han godt måtte have fundet mig tidligere i hans liv. Tænk hvis jeg kunne have startet med at arbejde med mit selvværd langt tidligere i mit liv.

For ja, jeg er lige inde i sådan en periode igen – hvor jeg ikke er særlig glad for mig selv – det kører for fuld skrue på job og nogle af de ting og arrangementer, som jeg står for, bliver ikke så pæne som jeg gerne ville have det – det er nødvendigvis ikke min skyld. Alligevel tænker jeg ofte, at som medlem i en styregruppe, så burde jeg jo kunne have undgået at tingene udspillede sig på den måde, men man kan jo ikke være herre over andre menneskers adfærd, især ikke, når det sommetider kan være mennesker uden skam i livet.

Med til mit job hører det også til at være i medierne lokalt og det har jeg faktisk aldrig brudt mig om, for ord kan twistes, andre mennesker kan udlede en anden mening end det sagte og nu om dage kommenterer folk jo frit for leveren på opslag eller folk omtaler sager i byen og jeg kan ikke altid forsvare mig frit for leveren på grund af mit job. Jeg får det til at lyde som om jeg er politiker, der ikke har rent mel i posen, det er selvfølgelig frygteligt overdrevet, men jeg har altid lidt små noia omkring mig og min person. Hvor tit har jeg egentlig ikke siddet på et job, hvor nogle skulle holde møder og hvor jeg har tænkt: ”Har jeg gjort noget forkert, er det derfor de skal holde møde?”. Det er frygteligt at være så noia-fiseret og derfor kan det sommetider godt være lidt svært at have den position, som jeg har, heldigvis har jeg gode mennesker omkring mig – også på job.

Som altid er jeg i gang med den hårde kamp med overvægten og jeg dyrker motion, spiser sundt, synder også en gang i mellem, men tæller kalorier, for jeg vil virkelig gerne tabe mig, men åbenbart ikke nok, for der sker jo ikke en skid, jeg burde jo så lade være at synde, når jeg gør det, men vil jo også bare gerne de hyggelige ting og det er jo heller ikke hver dag, men stadig er vægten den samme og alligevel synes jeg eller jeg bilder mig i hvert fald ind, at min krop er begyndt at forandre sig en lille my.

Jeg har tit tænkt over hvorfor jeg så gerne vil tabe mig og jeg har en ide om, at jeg så ville være perfekt at se på og at folk så bedre ville kunne lide mig og at hvis min kæreste nu ikke syntes at jeg var pæn længere, så kunne det være andre, der kunne se det og fortælle ham det. Jeg ved godt at det lyder langt ude, men i tyve år har jeg været vant, at alle andre var meget pænere, smukkere, lækre og klogere end jeg var. Så når alle andre er så perfekte modsat mig, som egentlig ikke er blevet til noget, så bliver jeg egentlig bare rigtig ked af mig selv. Tænk sig, jeg oplever stadig det der med at hvis min kæreste omtaler andre positivt – og det er bare generelt – så siger han i samme sætning “modsat dig”, men sådan forholder det sig ikke længere, men det tager bare så lang tid at vænne sig til at der ikke sagt noget implicit med skjulte anklager. Omvendt når han komplimenterer mig, så skal jeg også tage mig i ikke at tænke, at det er noget han siger, for at gøre mig glad og please mig – altid og stadigvæk usikker på folks hensigter.

Hvor tit har jeg ikke sukket efter, at ham jeg boede sammen med, fortalte historier om hvad jeg kunne og hvad jeg indeholdte og ikke om hvad jeg ikke duede til. Jeg har drømt og fantaseret om en mand, der elskede mig, holdte tale for mig og fortalte om alle de gode ting, som jeg indeholdte og endda kunne se gode sider af mig, som jeg ikke en gang selv kan se og hvor jeg så blev rørt til tårer – netop som man ser i film – og den eneste tale, som jeg fik til mit bryllup var et forkrampet ”skål”.  I mine fantasier blev den tale så til min begravelsestale i stedet for i håb om at nogle så ville sige noget godt og fordi man altid plejer at sige noget godt om personen der, men heldigvis er jeg da kommet så langt i mit liv og udvikling, at hvis jeg skal vælge ”talen”, så skal det være i levende live. Igen tænker jeg at den der tale, hvorfor har jeg sådan fantaseret om den; er det fordi, at jeg igen tænker, hvis en siger det, så kan folk måske se, at jeg alligevel indeholder noget godt? Den evige bekræftelse.

Heldigvis ved jeg godt, at min down periode kun er en periode og at jeg finder tilbage igen, klar til at kæmpe videre, klar til fortsat at klø på og jeg håber at min kæreste kan se, at jeg gør fremskridt – ja på bare eet år –  at jeg er ved at lære det der med at tage imod hans kærlighed og at jeg ikke forsøger at skubbe ham væk længere (nu er jeg kun kynisk og siger at man aldrig ved hvad livet bringer). En ny ting er faktisk at når jeg har det sådan, så er det, som jeg har mest behov for (selvom jeg ikke viser det), det er at være sammen med ham og fornemme hans kærlighed, så jeg kan tænke:

Det skal nok gå alt sammen – han er hos mig”.

Og hvis nogle skulle være i tvivl, så elsker jeg ham virkelig meget, bare fordi han er ham og han gør mit liv smukt, fordi han tager det sure med det søde – så tak for at jeg mod all odds har fået lov at opleve kærligheden på den helt rigtige måde. That’s the story of him…. 

Kærlig hilsen

Kære Verden

 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar