Mors dag er en ambivalent følelse for mig

Mors dag er for mange forbundet med en masse kærlighed og hyldest til verdens bedste mødre. Sådan har jeg det også på den ene side for jeg bliver altid forkælet af børnene herhjemme MEN på den anden side har jeg det også lidt stramt med det hele. 

Jeg kan ikke undgå at tænke på dem som har mistet deres mor, dem som er uvenner med deres mor, dem som er blevet fravalgt af deres mor osv. og så er der mig selv…

Jeg har nemlig ikke et tæt forhold til min mor og derfor påvirker alt den rosenrøde hyldest mig lidt.

Det er egentlig ikke dagen som sådan der påvirker mig for jeg syntes selve ideen med dagen er mega fantastisk og jeg er jo mega heldig fordi jeg altid har haft en vildt dejlig og hyggelig dag på selve mors dag efter jeg selv er blevet mor & bonusmor <3

I dag er jeg bla. blevet forkælet med det sødeste kort hvori børnene har skrevet en masse kærlige ting, (jeg fældede en del tårer da jeg læste det) en vildt lækker gave som indeholdte de nye smarte trådløse hovedtelefoner til min Iphone og så var vi en tur på cafe og spise lækker brunch og aftenen byder på mere lækker mad, så jeg klager på ingen måde og jeg har da også stadig skulle nå at sørge for vasketøj, indkøb, oprydning osv.

Det der påvirker mig er at jeg ikke har et super tæt forhold til min mor som mange andre har, og jeg vil gerne lige understrege at det her på ingen måde er for at “hænge” min mor ud, men blot fordi jeg har brug for at komme ud med mine tanker.

Mange vil sige min mor er et sødt og dejligt menneske og det er hun også, men for mig er der bare ikke den “rigtige kemi” imellem os som gør at vi kan have et tæt mor/datter forhold til hinanden.

Vi har aldrig haft et tæt forhold til hinanden. 

Det her skal ikke opfattes som om jeg tuder, for det er på ingen måde min hensigt, jeg deler blot mine tanker omkring det og fortæller hvordan min situation er og måske er jeg ikke den eneste med de her følelser.

Jeg kunne i princippet forsøge at skabe et større bånd eller et tættere forhold til min mor vil mange nok mene, men sandheden er at jeg føler vi er for forskellige og at vores kemi ikke er der til at kunne være rigtig tætte.

Jeg kan godt ses med min mor og hygge med hende i nogle timer til en fødselsdag og lign. for vi er ikke uvenner, men at skulle rende og dele nærmest alt med hende og ligefrem hylde hende, dét kan jeg ikke. 

Jeg tænker det simpelthen “bare” er vores forskellighed der bremser muligheden for et tæt bånd.

Det har jeg snart lært at acceptere for selvom det ikke er flertallet der har det som mig, er jeg nået dertil i mit liv at det stadig er helt okay at jeg føler som jeg gør, for selvfølgelig er der en fortid som også spiller ind i forhold til hvordan jeg ser på min mor.

Jeg husker tydeligt hvordan jeg har følt mig udenfor som barn når jeg var sammen med mine veninder som havde det her “perfekte” og tætte forhold til deres mødre. Den følelse kan da stadig godt ramme mig når mine veninder fortæller om deres forhold til deres mor, og når alle medier er fyldt med hyldest til alle de seje mødre der er derude. Her må jeg må så lige minde mig selv om, at selvom jeg ikke har det bånd til min egen mor er jeg så ubeskrivelig heldig at jeg har et mega fantastisk forhold til mine børn og dét er det vigtigste for mig, for de er hele mit liv sammen med deres far <3

Fordi en kvinde har født et barn er det ikke altid ensbetydende med at der er det her mega tætte bånd. Der skal være plads til os allesammen, både dem som har et helt vildt tæt forhold og dem som ikke har <3