Bag det stille ydre part 2

For præcis 7 dage siden stod i jeg i Københavns lufthavn med et virvar af følelser af spænding, glæde og skuffelse. Denne gang var skuffelsen anderledes. Jeg havde prøvet det før og smerten var knap så slem.

 For hver gang man bliver såret, bliver man mere ligeglad. Hvis du ikke har fulgt med i mit forrige indlæg og ikke aner hvad jeg taler om får du den her, personen jeg omtaler er ”min misbruger” som man  kalder det i nogle af de selvhjælpsgrupper der findes rundt omkring i landet. Altså var det en kæreste igennem et år, der udviklede et misbrug.

Den seneste tid valgte jeg at tage afstand for at samle mig selv og mine tanker omkring hele situationen. Til trods for dette havde jeg stadig et behov for at få sagt farvel. Jeg skulle nemlig til Malaysia, en tur jeg længe havde set frem til. Han skulle alligevel til København for at pakke sin lejlighed sammen, så han foreslog at tage ud og sige farvel i lufthaven. Livet er kort og man ved aldrig hvornår man ser folk igen, især folk der har med misbrug at gøre, så selvfølgelig skulle vi sige farvel til hinanden, troede jeg.

 Efter nogle opkald og manglende respons, vidste jeg godt hvad klokken var slået. Pillerne havde taget over ham og jeg var nu en glemt person i hans falske lykkerus.

Det var ellers gået så pisse godt idet at han havde holdt så fra det i en mdr. imens at han havde opholdt sig på Fyn hos et familiemedlem og afventet svar på om han kunne komme på døgnbehandling. Men som man kalder Sjælland, djævleøen, er det en sand djævel for hans vedkommende, hvor alle stofferne lurer rundt om hjørnet, hvisker i dine øre og opsøger dine tanker ligeså snart du lander dine ben på hovedbanegården. Sådan er det for ham p.t. Ja! Udtrykket djævleøen har sandelig fået en helt ny betydning for mig, en klam ulækker og mørk betydning!

Men som man siger, what doesn´t kill you makes you stronger og jeg står stadig på benene! Dette var ikke første gang, jeg havde mentalt forberedt mig på at han ikke dukkede op. Så jeg fortsatte mod lufthavnen som om intet var hændt, selvom sandheden var en anden.

Når 20 timer føles som en tur til Fyn

Turen derned ville vare ca. 20 timer. Når man har rejst ruten så mange gange føles det ærligt som en smuttur til Fyn. Når man ovenikøbet rejser på en dag hvor flyene er halvtomme og man kan få lov til at ligge henover 3 sæder, så er det bare en kæmpe bonus. Taknemmelighed big time.

Jeg glædede mig til at se sønnike og det at komme væk fra de problemer der havde hjemsøgt mig den seneste tid. Desuden bliver jeg altid så sentimental når jeg sidder i en flyvemaskine og skal rejse langdistance. Der er bare noget over at sidde i en kæmpe maskine iblandt skyerne, sidde og reflektere over livet, hvor hurtigt livet går, hvor skrøbeligt og sårbart mennesket egentlig er, og hvor lidt af verdenen man har fået udforsket. Ja mit melankolske sind bliver i den grad aktiveret på sådan en flyvetur! Når man så også har PMS oveni – ja så kan man vidst godt forestille sig hvilket nervevrag jeg har været.

Asiens stjernelufthavn – Singapore Changi

Efter 6 timer mellemlandede jeg i Qatar, derefter en 8 timers tur med mellemlanding i Singapore. Den lufthavn er crazy! Der er alt hvad man kan drømme om, en biograf, gamer område, adskillige blomsterhaver, sågar en sommerfugle-have, rooftop pool og et hav af eksklusive butikker.

Så hvis du nogensinde kommer forbi, er det kun en fordel at have mange timer at spendere.

Gensynet med min egen solsikke – Ja det er lige så sukkersødt som det lyder

Endelig var jeg ved at nå Kuching, min sidste destination! Jeg hastede ud, afhentede min baggage, myrede mig “høfligt” frem for at komme først til immigrationen.

Alt gik som smurt! Spændingen i maven voksede da jeg nærmede mig ankomsthallen med et gigantisk smil, afventede at min kuffert blev kørt igennem scanneren. Tror i lige jeg så noget overbegejstret ud mens jeg stod og ventede på min kuffert! Jeg fik kufferten, gik mod ankomsthallen og der stod han jo! Min ”lille” dreng sammen med sin far! Sikke et gensyn. En følelse man kun forstår hvis man selv har børn.

Han fik et kæmpe knus og endnu en gang kunne jeg mærke fru. Sentimental banke på. Så jeg spurgte ham om vi ikke skulle gå lidt væk, bare for at slippe for at optræde med et vræle show foran de andre afventende mennesker der stod omkring.

Hold kæft børn udvikler sig med raketfart! Udover at han er blevet en haj til engelsk, er han blevet utrolig moden og har endelig fået den ro og selvtillid han længe har manglet – noget jeg aldrig har oplevet hos ham. Han har udviklet sig på så mange fronter, en udvikling han i den grad havde behov for. Lad os bare sige det sådan, at han var et særdeles ulykkeligt barn sidst jeg så ham. Så det betyder alt at det var det rigtige valg jeg træf på hans vegne.

Tak fordi du læste med i mit semi-kaotiske dejlige liv, det er ikke altid let at dele så personlige ting.

Må du have en dejlig mandag 🙂

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar