Noget på hjerte

Dette er ikke mit første blogindlæg, men det er det første her på Kvinderudenfilter, et spændende forum som jeg nyligt har opdaget, hvor jeg er blevet en del af netværket. 

Jeg er dog stadig ret ny i bloggerverdenen. Jeg har været i gang i knap et år og skriver løbende om mit virke som psykolog, om professionelle og personlige tanker vedrørende egne eller klienters oplevelser. Det er tanker, som jeg oplever, har betydning mere generelt og overordnet for os mennesker, men som også er vigtige for mig at dele, for at de kan slippe taget i mig. Når jeg skriver, så tager teksten form uden måske at få det indhold, som jeg havde tænkt i udgangspunktet. Jeg er optaget af, hvad skriveprocessen gør for mig, men ligeså meget om, hvilket værktøj skrivning er i forhold til at få bearbejdet traumer og problematikker i livet.

At starte min blog har også handlet om, at jeg, da jeg var lille, drømte om at blive forfatter. Det var faktisk ikke det første jeg drømte om, det første jeg drømte om at være, var frisør og så derefter blev det dyrelæge, men i lang tid derefter, da ville jeg bare gerne være forfatter. Det med at være psykolog kom først, da jeg var omkring 15 år.

Som barn var skønlitterære bøger min store passion, mit helle, jeg læste, læste og læste. Bøger åbnede for mig en verden af uendelige dimensioner.  Jeg fik ikke skrevet selv. Eller det vil sige, et eller andet sted har jeg stadigvæk 24 håndskrevne sider med den barnliges håndskrift. Mere blev det ikke til.

Havde jeg mon den gang noget på hjerte? Det havde jeg nok, jeg vidste bare ikke hvad, eller hvordan jeg skulle udtrykke det – det kom i hvert fald ikke ned på papiret. Til gengæld, så snakkede jeg som et vandfald, så måske fik jeg, når jeg snakkede, alt den luft jeg havde brug for for de tanker, som pressede sig på. 

“Som psykolog fordrer mit arbejde mest at lytte, og jeg har lyttet og jeg lytter, og jeg elsker at lytte”.

Jeg bliver vist aldrig forfatter, men i en alder af 41 år, og med denne nye start  som selvstændig i mit arbejdsliv, så mærker jeg også trængen til at formidle og udtrykke mig – ikke kun lytte. Så med skræk for at ingen vil lytte, men også med følelsen af – ”nå ja og hvad så”, ja så har jeg kastet mig her ud i det, fordi jeg mener, at jeg har noget på hjerte, som andre kan finde relevant, men lige så meget fordi det hjælper mig at skrive. 

Måske nogen derude vil følge med, når der kommer nye indlæg fra mig, måske du har lyst til at kommentere, fordi det vækker genklang i dit eget liv, eller fordi du selv har noget på hjerte? Uanset så tak, fordi du tog dig tid til at læse med indtil nu ❣️

❤️