Et land i krise

Danmark er i krise, hele verden er efterhånden i krise. Vi lukker ned, vi skærmer af, vi holder afstand, vi bliver hjemme.

I disse dage skrives der historie.

Vi kan læse om gode råd, hamstring, udskamning, afmagt, opråb, ironi, sygehistorier og dødsfald. Vores dronning går på skærmen og taler til os, om at stå sammen, hver for sig, om anstændighed og ansvar og om at passe på hinanden. 

Statsministeren holder pressemøder med sine embedsmænd, de står der ved podiet, de gør det godt, de vil gerne passe på os. Søren og Mette har talt, og nu også Margrethe – alle med en løftet pegefinger – kom nu, de fleste har forstået budskabet, lad os nu få de sidste med.

Det er svært for virksomhederne, der må lukke ned for nu, nogen for måske ikke at kunne åbne igen. Det er svært for de unge at undlade at mødes, at feste. Det er svært for børnene ikke at måtte lege med hinanden. Det er svært for de ældre at sidde alene, at undvære børn og børnebørn. Det er svært for børnefamilierne at lave hjemmeskole, at skulle være sammen 24/7.

Det er svært for dem som i forvejen er alene, nu at være helt alene. Det er hårdt for sundhedspersonalet, som knokler for at kunne tage imod de mange patienter, som måske snart vil fylde hospitalerne, at skulle varetage sundhedsopgaver, som de måske kun får sidemandsoplæring i, da tiden er knap. det er svært for de sårbare at skulle isolere sig og være bange for at dø – nu skal vi alle isolere os. Det er svært for os alle.

Tiden er fyldt med angst og usikkerhed. Rammer Covid-19 min familie, klarer vi den? Hvordan skal det gå økonomisk, vil min virksomhed lukke, vil jeg miste mit job.

Der er ingen tvivl længere, det vil ramme os alle på en eller anden måde. 

Her hos os bekymrer vi os som mange andre for bedsteforældrene, vil de blive syge, vil de klare den? Som psykolog med egen praksis tænker jeg over, om jeg vil overleve, vil jeg kunne fortsætte med klienter, hvor mange vil være med p,å at ansigt til ansigtsmøder konverteres til telefonsamtaler?

Lige nu har nogen aflyst, nogen har valgt at konvertere til telefonen, andre vil fortsat gerne mødes ansigt til ansigt med afstand, uden håndtryk eller kram og i stedet med håndsprit. 

Mine første tanker, da vores efterhånden alle sammens Mette varslede at lukke landet ned, var, at jamen så fik jeg da tid til at læse noget faglitteratur, måske var der også noget praktisk herhjemme, som jeg kunne tage mig af – maleprojekter, skrive blogindlæg, puslespil, opretholde at motionere, tjekke op på og udvikle min hjemmeside. Jeg panikkede ikke. Jeg tror på, at jeg nok skal overleve med min virksomhed, selvom klienttilgangen måske går ned i en periode. 

Selv er jeg nu blevet syg. Jeg har en virus og har haft rigtig høj feber og flere andre symptomer. Min omverden, både den nære og den lidt mere perifere vil gerne afkræfte, at det er Covid-19, der er på spil, måske for at berolige mig, måske for at berolige dem selv. Jeg ved det ikke, jeg finder forhåbentlig ikke ud af det, da den viden sandsynligvis kun kommer til mig, hvis jeg ender på hospitalet, fordi jeg er så dårlig, at jeg skal have hjælp til at trække vejret. Så dårlig er jeg heldigvis ikke nu.  

Mit udgangspunkt er, at jeg er sund og rask – udover virussen altså. Jeg er irriteret over, at mine ovenstående planer er sat på hold, at jeg ikke kan holde samtaler med mine klienter, dem som har brug for mig fortsat, at jeg ikke kan se til de mange projekter, som jeg pludselig kunne få tid til, at jeg ikke kan deltage på lige fod med min mand i hjemmet, om børnene, om hjemmeskole, men det er ok.

Jeg er fortsat ikke bange og bekymret og panikker ikke, og det er ok. Ligesom det er ok, at andre reagerer helt anderledes og netop er bange, eller går i panik. Vi reagerer alle forskelligt.

Jeg selv mærker i alt dette – taknemmeligheden. Jeg er taknemmelig for, at min familie fortsat er sund og rask og vi umiddelbart ikke høre til den sårbare gruppe. At jeg bor i et land som Danmark, som tager vare på os på bedste vis og har kunnet gribe ind tidligt. At jeg kan se muligheder for min virksomhed og mærke kreativiteten i maven. At vi økonomisk vil klare os trods en nedgangsperiode. At vi endnu ikke (helt) har revet hovedet af hinanden herhjemme, men at jeg fortsat mærker kærligheden.

Det er en svær situation, naturligvis reagerer vi. Hvordan skal vi klare det her? Det skal vi sammen – HVER FOR SIG med håndvask og sprit, på hver vores måde.

Ud over de retningslinjer, så er der mange gode råd til, hvordan vi skal komme igennem denne tid, tag dem I kan bruge, smid resten væk og vid med jer selv, at kun I ved, hvad der er rigtigt for jer og jeres familie.

♥️

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Kontakt oplysninger

Andre indlæg fra Psykolog Nina Porsager Seierøe

Smil

Noget jeg husker tydeligt fra den gang jeg var barn, det var, at Irma delte klistermærker ud. Røde

Læs indlægget »

Skriv et svar