Udfordringer i den sammenbragte familie

Lalandiaturens udfordringer

Alle havde vi glædet os til 4 dage, en xl-weekend i Lalandia, både voksne og børn.

Personligt ved jeg af erfaring, at lydniveauet inde i selve badelandet virkelig er noget der kan tricke min stress, da jeg er blevet meget lydfølsom, som følge af, at jeg har været ramt af stress over flere gange. Derfor havde jeg inden turen, taget mig mine forbehold, og købt mig et billigt mofiboabbonement og taget min mobil og høretelefoner med ind i badelandet, således at jeg kunne trække mig og sætte mig og lytte til lydbog, hvis jeg kunne mærke, at jeg blev presset. Og det fik jeg brug for, da badelandet var proppet til randen med badegæster. Ventetid og kø på 40 min for overhoved at komme ind i badelandet og pakket til randen med 1400 badende gæster…

Vi skriver nu lørdag formiddag, og jeg er presset i mit nervesystem allere over at være afsted 6 personer, som bor mega tæt i et lille hus, hvor alles behov skal tilgodeses. Min lunte er allerede kortere end normalt. Det er den ikke kun pga det jeg lige har beskrevet, men også fordi jeg virkelig har sovet elendigt pga mega mange smerter i min nakke og ryg plus kæmpe vabler på mine hæle, efter en gåtur med hunden uden sokker på, op for at købe morgenmad til alle andre mens de sov. Jeg har nemlig prøvet at stå tidligt op, for at få tid alene i naturen med hunden, men jeg er fortsat presset kan jeg godt mærke.

Noget af det jeg arbejder med mig selv omkring, og det at være i en sammenbragt familie er, at øve mig på ikke at tricke på mine bonusbørns anderledesheder i forhold til mine egne børn. Jeg øver mig i, ikke at sammenligne dem og give plads til forskellighed og plads til alle.

Puha det er sgu godt nok lettere sagt end gjort må jeg indrømme. Jeg er på ingen måde perfekt på det punkt, ligesom på så mange andre punkter. En ting der virkelig kan få mit pis i kog, er når jeg får mega flabede svar retur, som et ”mmmmm” hvis jeg siger noget, som de ikke lige gider eller falder i deres smag, og de så bare går væk med ryggen til, inden jeg har talt færdig eller hvis nogen vender øjne, og vender om på hælen, af samme årsag som skrevet ovenfor. Eller svaret altid er ”nej ellers tak” til alt man bliver bedt om at gøre, hjælpe med eller lign.

Trickerpunkter

Jeg ved det er mit ansvar som voksen, at arbejde på at rumme alles behov, men det er fanden fisme ikke spor let, må jeg lige sige her til jer. Og jeg kan godt blive en kende stram i betrækket eller kort for hovedet, når jeg for 10. gang får et ”nej ellers tak”, til noget jeg har brug for hjælp til. Jeg har arbejdet meget med mig selv, og ved 100% godt, hvad det handler om i mig selv – hvad det er jeg tricker på. Det er det, at jeg er opdraget til at være en pæn pige, som retter ind, og det kan stadig godt forfølge mig nogle gange, når andre ikke udviser ansvar for fællesskabet og har en ”jeg er ligeglad”-holdning til andre i familien.

Jeg husker mig selv på, at de bare er børn og de fortsat har meget de skal lære. Men det sker stadig en gang i mellem, at mit bægre også er blevet talpas fyldt op. Grunden til at jeg skriver dette blogindlæg er egentlig, at jeg ved af erfaring, at det at få skrevet tingene ned, skaber mere ro inden i mig og mit hoved. Så nu får i lov til at få lidt del i, hvad jeg pt går og tumler lidt med.

Plads til alles behov!

Det at være en sammenbragt familie på 6 (4 børn – 2 drenge på 11 år og 2 piger på 14 og 13 år) og 2 voksne, som er dumpet ind i mit og mine børns liv, med hele deres fortid, som jeg som voksen ikke har været en del af og ikke kender. Mine bonusbørn er i en 7/7 ordning, hvor mine kun er ved deres far hver anden weekend, jeg har fuld forældremyndighed og min kæreste har delt forældremyndlighed.

Udfordringer med ex’er

Mine bonusbørns mor er lidt af en mundfuld, helt subjektivt set. Hun har af flere omgang hold børnene hjemme ved sig, hvis hun har ment, at det var hun i sin gode ret til, pga sygdom (corona karantæne) eller lign. uden dialog – men bare gjort som det passede hende og mod min kærestes vilje. En af de seneste og meget usamarbejdsvillige episoder omkring børnene handlede om, at hun ikke var villig til at samarbejde omkring at flytte en fødselsdag, som blev hold for tidligt, til fordel for, at børnene kunne komme med til deres bonussøsters konfirmation, trods min kæreste ville køre frem og tilbage og gøre alt for at finde en løsning, så de kunne få lov at komme med og opleve det.

Senest var det også en episode omkring badning i lalandia og mensturation, hos hans ældste datter. Her fik vi skyld for, at vi havde planlagt det med vilje, hvor hans datter havde menstruation! Ja man kan sgu få skyld for alverdens ting, må jeg indrømme. Hun dikterede hvad og hvordan det skulle være, hvis min bonusdatter havde menstruation, når vi var afsted. Hun mente at hun havde talt med hende om, hvad hun ville, og hun havde sagt, at hun ikke ville prøve tampon, så det skulle hun under ingen omstændigheder presses til at gøre, så måtte hun bare sidde og kigge på på en stol, hvis hun havde menstruation. Den samtale var ikke en dialog, men et diktatur, hvor det handlede om, at hun fik ret, og vi skulle rette ind og gøre som hun dikterede – det oplever jeg som et kæmpe problem. Da vi kom til lalandia, fik far og jeg os en god snak med min bonusdatter om, at vi ikke ville presse hende til at bruge tampon, og det helt var hendes valg, hvis hun ikke ville prøve det, men så var det bare ikke muligt at bade, da der var meget bæren på ringe og gå på trapper osv, så man kan ikke bade uden tampon desværre. Det var så ”heldigt”, ar jeg også selv havde menstruation, så jeg spurgte hende ad, om hun ville se ad, hvordan man indførte tamponen.

Jeg viste hende hvordan på wc’et og gav hende tid til bagefter, at få sat sin egen selv på plads. Hun kaldte på mig, da hun var klar, og spurgte mig, og jeg ville tjekke om den sad korrekt. Den skulle lige lidt længere op, og efter et par skub, så var den på plads og hun var glad og stolt over at have klaret det, og glad for at kunne være med til at bade.

Senere samme dag ringede hun hjem til sin mor og fortalte om, at hun havde haft en succes med at få sat en tampon op, og mor blev ikke vred og ringede far op og skældte ham ud, som var det vi havde regnet med, men hun roste sin datter, og sagde at det var sejt klaret af hende. But why! Hvorfor så skabe alt det påstyr for ingen verdens nytte. Hvorfor så have et behov for at at diktere os, hvad der skal ske/ikke ske? Jeg mener jo at de unge mennesker selv skal vælge og selv er store nok til, at mærke efter, hvad de vil og ikke vil og tage konsekvensen af deres egne valg, i god dialog med de voksne der er omkring med.

Mine bonusbørns mor er god til at skabe drama, hidse sig op eller græde i telefonen, hvis der er noget, som fylder i hende, går imod hende eller hun ikke kan få gennemtrumfet det, hun har planlagt. Hun er desværre ikke der i sin personlige udvikling endnu, at hun forstår, at når man har en samtale med andre, og man prøver at overbevise dem om at man selv har ret og de er forkert på den, at så er der kun tabere til stede i den ”samtale”, og det ikke er den der råber højest der nødvendigvis har ret! For mig er det bare meget op af bakke, at være den der sidder på sidelinjen og skal samle op og støtte sin partner i det virak. Det er fortsat hendes overbevesning, at hun kan ændre på os (andre mennesker) og glemmer at se indad, hvilket jo også sætter sig spor i hendes børn, da de skal høre på hvor dumme vi er. Der har jeg også selv været en gang, så jeg kan godt se hvor hun kommer fra. Men først da jeg ægte erkendte i mig selv, at “jeg har ikke magten til at ændre en skid på andre” og “Jeg kan kun ændre på mig selv og alting starter med mig selv” – ikke før begyndte der er ske ændringer omkring mig selv. Men der er vi ikke helt nået til endnu med min partners ex.

Jeg har aldrig mødt eller udvekslet et eneste ord med mine bonusbørns mor i de 3 år jeg har været kærester med min partner. Jeg har prøvet at skrive et sødt brev til hende om, at jeg kun ønsker hendes børn det godt og hendes og børnenes fars samarbejde skal være godt, for børnenes bedste. Dette blev vendt til/modtaget som, at jeg var sygt manipulerende, og jeg skulle stoppe med mit positive propaganda pis, det var dybt uansvarligt og ubetænksomt af mig, da kuverten ikke var lukket (den var gået op) fordi tænk nu hvis børnene havde fundet brevet og læst det! Jeg tænkte bare…. ja hvad så, så kunne de læse, at deres bonusmor holder af dem, og vil dem det bedste. Jeg forstår mig simpelthen ikke på, at man ikke kan sætte sit eget bullshit bare lidt til side og tænke – hvad er bedst for mine børn lige her? Men jeg behøver heller ikke forstå alt……. Jeg synes blot det er synd for børnene, da de bliver taberne i de ”voksnes” kamp mod hinanden…… Så jeg må indrømme, jeg har sgu nok lidt mistet modet omkring, at der kommer noget godt den vej fra.

7/7 ordning

Det er godt nok heller ikke let for børnene med to hjem og to helt forskellige regler. Selvfølgelig kan de godt skelne, men når kontrasten er stor og samarbejdet ikke eksisterende, så skaber det også konflikt og forvirring. Et hjem, hos os, hvor man skal være med og deltagende i huslige pligter, og to voksne med mere end fuldtidsarbejde og et andet hjem med en mor der ikke har været på arbejdsmarkedet i over 10 år, som står for at sørge for det hele for dem. Tit føler jeg mig som den sure onde stedmoder, selvom jeg godt ved det ikke er sandheden, så kan jeg af og til, stadig godt sidde med den følelse indeni…. Hvis man har valgt en 7/7 ordning, så vil det alt andet lige kræve et rigtig godt samarbejde forældren imellem. Hvis ikke det sker, så får børnene alt for meget ansvar for tidligt. Det er ikke noget jeg har fundet på, det siger diverse eksperter en masse meget mere klog omkring, end jeg kan sige her.

Måske du selv er i en sammenbragt familie og kender til noget der ligner det jeg her beskriver? Hvis du gør, så del endelig gerne dine erfaringer med os andre i kommentarfeltet nedenfor.

Jeg er klar over, at alt ovenstående er set med mine øjne og mit også er rent subjektivt set. Andet kan vi jo ikke. Vi ser jo verden ud fra vores egne briller, med vores egen bagage på slæb. Også mig. Jeg havde blot brug for lidt luft i mit system…. og detbrugte jeg så dette blogindlæg til.

Jeg håber jeg kan samle overskud nok til, at resten af vores tur bliver god og uden alt for mange “sammenstød”.