Om at forfølge sine drømme

Det er længe siden, at jeg har opdateret mig herinde på bloggen. Det her indlæg skal handle lidt om at forfølge sine drømme✨.

I mit arbejde som psykolog taler jeg tit med mine klienter om, hvad de har lyst til. Mange har rigtig svært ved at svare på dette. Jeg oplever ikke, at det ”bare” er fordi, at de ofte kommer hos mig med stress, angst og depression eller eksistentielle livskriser, men at det er mere dybdegående end det. Ingen har måske rigtig spurgt dem om det, og de har ikke tilladt at stille spørgsmålet højt til sig selv. Det er også et spørgsmål, som kan være konkret – hvad har jeg lyst til lige nu (vil jeg overhovedet stå op af sengen i dag) og mere overordnet drømmende – hvad har jeg lyst til med mit liv.

Jeg har netop været ude at rejse – på en livsrejse. Jeg har været i USA – det store land over there.  Jeg har aldrig været der før, udover mellemlanding til Australien, som har været drømmelandet for mig og destinationen ad flere omgange.

Denne gang var det USA, min fars drømmeland – hans destination ad flere omgange. Jeg kalder min rejse for en livsrejse, fordi den netop har været med min far, bare ham og jeg.

Han rejste uden sin kone og jeg uden min mand og mine børn – hvilket mange vil sige er atypisk. Jeg var væk fra min familie i 13 dage, det længste mine børn og jeg har været fra hinanden nogensinde. Min far kan faktisk sige det samme med sin kone, hende har han heller ikke været væk fra i så lang tid nogensinde.

Min far fyldte 77 år i fredags. Han er frisk og rørig og har mulighed for at lave flere ture til USA, måtte han ville det. At vores rejse kom i stand og i det hele opstod som ide, kom sig af, at hans kone – min skønne bonusmor, sagde, at hun synes, at hun var færdig med at rejse til destinationer så langt væk. Hun og min far har været på turen til USA flere gange. Det fik mig til at spekulere på, om min far var færdig med at rejse så langt. Jeg delte mine spekulationer med min far og udtrykte mit ønske om, at han og jeg kunne rejse sammen for et år siden. Mon han havde lyst til at vise mig sit USA, det Californien, som har sat et livsaftryk på ham? Det havde han! Min far formidlede tanken med det samme til min bonusmor, som udtrykte glæde og positivitet overfor ideen overfor mig.

Jeg derimod var ikke lige så modig🙈. Det tog mig to måneder at sige det højt til min mand😳. Hvorfor dog det, vil nogen spørge – inklusiv min mand. Jeg har gransket mig selv for svaret mange gange. Mine umiddelbare responser til mig selv har været – hvad hvis ikke han ville støtte det økonomisk – vi har fælles økonomi, noget der ikke altid er eller har været ukompliceret. Hvad med pigerne, kunne jeg rejse fra dem så længe, kunne jeg bede ham om tage sig af dem i 13 dage? Han arbejdede også meget og skulle skifte job, det var alligevel noget af en ekstra opgave at skulle stå alene med dem. Måske han ville blive skuffet? Han har selv været i USA og måske han gerne ville være dén, som viste mig USA?

Jeg ved ikke om svaret er kommet 100% til mig, men jeg er ret sikker på at intet af ovenstående var den reelle grund til at holde mig fra at spørge ham i to måneder. Jeg er blevet bevidst om, at det mest har handlet om, at jeg faktisk skulle sætte mig selv på spil – jeg skulle bede om noget, som var 100% selvisk, som handlede om MIG.

Jeg var afhængig af hans støtte og velvilje. Den mindste modvilje ville få mig til at opgive projektet. Jeg havde brug for, at han forstod mit behov for at tage på den tur, ikke fordi jeg valgte ham og vores piger fra, men fordi jeg valgte mig selv og min far til og fordi min far betyder så uendeligt meget for mig.

Han forstod det og han har bakket mig op hele vejen. Ikke en eneste gang har han sagt eller gjort noget, som har fået mig til at tænke, at han ikke kunne unde mig den rejse. Da jeg endelig spurgte ham den gang i starten af 2019 og jeg fik så spontan en opbakkende reaktion, og nu, hvor jeg skriver om det, ja så kommer tårerne trillende. Det er i sandhed stort at møde det fra et andet menneske og jeg er dybt taknemmelig for det🙏🏼.

Jeg er blevet ”rost” for at være god til at handle på mine drømme og det er jeg måske?! Om jeg er det mere end andre, det ved jeg ikke, men jeg ved, at det kræver mod, selv når vi er omgivet af mennesker, som vil os det godt. Det kræver altid mod at gøre noget andet end det forventelige, eller at bede om støtte – selv fra ens mand, selv efter 22 års samliv.

Vi kan ikke altid gøre det, som vi har lyst til, men vi kan altid drømme! Nogle gange så lykkes det at gøre drømmene til virkelighed og tit, så kræver det også en god portion mod. Vigtigt er det dog at stille sig selv spørgsmålet – hvad har jeg lyst til?

Jeg har fået mange reaktioner på min livsrejse – heldigvis flest positive. Vi har haft en fantastisk tur min far og jeg – et minde for livet. Jeg er lykkelig for, at jeg var modig, jeg håber, at jeg fortsætter med det og forfølger endnu flere af mine drømme❣️

Det næste bliver nok, at skulle til USA med min egen lille familie.

♥️

Nina

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Kontakt oplysninger

Andre indlæg fra Psykolog Nina Porsager Seierøe

Skriv et svar

Luk Menuen