Alle kæmper deres kampe

Men gør det lige i fritiden! For 10 år siden diskuterede jeg kasseekspedienters opførsel med min bror. Han er næsten 10 år ældre end mig, og vi har vores fælles opvækst til fælles, og vores forskelligheder til forskel.

Han harcelerede over de kasseekspedienter, der ikke kiggede kunderne i øjnene, som det ikke var til at slå et smil af eller som af og til næsten modvilligt fremstemmer ”bonen med?” på en god dag.

Jeg forsvarede indædt kasseekspedienterne, og satte mig i det, jeg troede, der var deres sted: ”Det kan være, de har haft en virkelig dårlig dag”. ”Du ved ikke, om kunden før dig, har givet dem en sviner”, forsvarede jeg kasseekspedienterne med det søvnige, ligeglade blik. Storebror holdt på sit ”hvis de vil arbejde i et servicefag, så må de tage det med, at de skal betjene kunderne venligt og med et smil”. Jeg syntes, hans holdning var gammeldags. ”Tænk, hvis de bor i en 1 værelses med deres mor, der får mere sex end dem”. ”Tænk, hvis der kun var koldt vand i bruseren i morges”, ”tænk, hvis deres kæreste kiggede efter en anden i aftes.” ”Tænk…”

Min bror var ikke sådan at slå ud af kurs. Men nu 10 år efter, forstår jeg hans synspunkt.

I år kan jeg fejre 5 års jubilæum på mit første rigtige job efter endt uddannelse. Jeg er på en arbejdsplads, hvor opmærksomheden er stor og bølgerne af og til går alt for højt. Og her kommer så det begreb, som jeg i de seneste år virkelig har fået øje for: ”professionalisme”. Det kan godt være, at kattebakken flød over i morges, dit huskøb glippede, din onkel blev indlagt og alt det andet, der hører livet til. Men du må udvikle så stor kapacitet, at du kan finde et lille specielt sted inden i dig, hvor du kan lægge det, og vende tilbage til det, når arbejdsdagen er omme. Det nytter ikke noget, at have følelserne så meget med på arbejde, at det spænder ben for de resultater, du skal opnå, fordi der skal tages hensyn til dit og dat.

Jeg taler ikke om, at følelser og svært mentalt helbred skal gemmes væk. Slet ikke. Det skal der handles på, hvis man oplever. Man er et helt menneske, der går på arbejde. Men i de 8 timer, arbejdsdagen varer, da må man sætte det til side og ”performe”. Ellers udfylder du ikke den plads i systemet, som din virksomhed har brug for. Og så er det ikke noget værd, at du kommer og trækker din løn hver måned. Dine kolleger har også krav på en god energi i lokalet, når de skal udføre deres arbejdsopgaver.

I går læste jeg et interview med den nye præsident for Højesteret (vi fik også en anden ny præsident i går, men han har et mangel på følelsesregister, der vist kræver mere end 1 blogindlæg at beskrive). Overskriften lød ”Følelser er godt. Bare de ikke fylder for meget.” Og det mindede mig om min diskussion med min bror.

Det er i orden, at alle de grimme følelser er der. Vi er alle mennesker! Men når du er i en arbejdsmæssig kontekst, må du udskyde problemerne til du igen er der, hvor de er, og hvor du kan gøre noget ved dem. Din arbejdsplads skal nå sine mål, og du er en del af midlet. Du er nødt til at tage ansvar for at løfte din opgave, om den er stor eller lille. Eller bede om hjælp, hvis den er uoverstigelig. Så er det nemlig også min erfaring, at langt de fleste mennesker rækker ud, hvis du strækker en arm frem.

Og til alle de ekspedienter derude, som må leve med kundernes dårlige humor og vaner: Smil, for helvede! Og ja tak, jeg vil gerne have bonen med 🙂

Anonym